CampoBet 2. Division – 1. runde
Lørdag d. 1. august kl. 14.00, Middelfart Sparekasse Stadion
Middelfart Boldklub – Thisted FC 4-1 (3-0)
1-0 Lasse Thomsen (4.)
2-0 Aaron Akalé (15.)
3-0 Lasse Wehmeyer (27.)
4-0 Matthias Præst (64.)
4-1 Jean-Julien Foe Nuphaus (69.)
Man siger, at en dårlig generalprøve giver en god premiere, og det var på alle måder tilfældet for os, da vi lørdag eftermiddag tog hul på en ny sæson.
Efter et par gode træningskampe mod Brabrand og VSK Aarhus sluttede vi nemlig opstarten af med en sløv indsats mod Næsby. En sløv indsats kan man dog på ingen måder kalde det, der blev leveret på Middelfart Sparekasse Stadion i sæsonpremieren.
Modstanderen var Thisted FC; et hold der i sidste sæson blot indkasserede et mål pr. kamp i snit. Derfor var det forventeligt, at det kunne blive en kamp mod en modstander, det ville blive svært at få åbnet op for.
Der var dog bare spillet fire minutter, da vi første gang fik nettet til at blafre. Victor Laursen Hegelund spillede en dyb bold over Thisted FC’s bagkæde i vores højreside. Her kom Jonas Villemoes stormende frem, og efter et par gode træk smed han bolden skråt tilbage. Her kom Lasse Thomsen i fuld fart, og fra 11 meters afstand sparkede han stensikkert bolden i kassen til 1-0.
Otte minutter senere var vi igen på spil. Igen var det efter en skarpt slået aflevering fra Victor Laursen Hegelund. Denne gang var det Lasse Wehmeyer, der kom stormende frem, og han smed en høj bold ind i feltet, som Aaron Akalé flugtede til. Desværre sned bolden sig akkurat over målet.
Efter et kvarter fik vi fordoblet føringen, og denne gang var det to af vores debutanter, der var med i scoringen. Vores nye målmand, Tobias Haahr, sparkede langt, og på venstresiden kom vores nye venstre wingback, Alberto Vogtmann, flyvende. Han tog flot bolden med sig, og efter at have sat sin modstander, smed han bolden ind i fødderne på Akalé, som med en flot førstegangsafslutning sparkede den over i modsatte sidenet til 2-0.
Da stadionuret rundede 25 minutters spil, var vi igen tæt på. Denne gang var det efter godt presspil, hvor Aaron Akalé erobrede bolden højt oppe på banen. Afslutningen sad dog for tæt på gæsternes keeper, som uden de store problemer reddede forsøget.
To minutter senere kunne keeperen dog ikke stille noget op. Flotte og hurtige kombinationer på midten af banen spillede gæsterne tynde, og efter fire førstegangsafleveringer tog Matthias Præst et træk, inden han spillede den til højre for sig selv. Her var Lasse Wehmeyer fulgt med frem, og han sparkede den køligt i kassen til en fuldt fortjent føring på 3-0. Thisted FC var dog kort inden pausen tæt på at få udlignet, da de kom frem til en kæmpestor chance, men til vores held fik de ikke rent træf på afslutningen tæt på mål; og derfor kunne vi gå til pause med en føring på 3-0.
Allerede efter 1 minut af første halvleg var vi tæt på at øge den føring. Igen var det en skarp aflevering fra Victor Laursen Hegelund, der voldt problemer for Thisted FC. Han ramte skarpe Akalé i fødderne, men trækket blev for langt, og så kunne deres keeper let samle bolden op.
4-0 blev det til gengæld efter 63 minutters spil; og det var igen på en flot scoring. Rasmus Koch spillede den i fødderne på Lasse Thomsen, der første gang lagde den videre til Jonas Villemoes. Han tog et træk på midten af banen, inden han spillede den mellem gæsterne forsvarsspillere til Lasse Wehmeyer, der var med fremme. Han lavede på sin førsteberøring et cutback til Matthias Præst, der sendte bolden i kassen til 4-0.
Dermed var kampen så godt som afgjort; og det var fuldt fortjent efter en rigtig stærk times fra vores side. Lidt sløjt forsvarsspil på en dødbold blev dog straffe efter 69 minutters spil. Vi formåede ikke at få afvist sparket fra gæsterne; og efter lidt klumpspil kunne Jean-Julien Noe Fuphaus til sidst heade kuglen i kassen fra nært hold til 4-1.
I slutningen var det småt med muligheder; og det farligste forsøg var fra gæsterne, da de efter at have erobret bolden ved midterlinjen forsøgte sig fra distancen. Tobias Haahr var et godt stykke ud af målet for at kunne deltage i spillet; og gæsterne var tæt på at overliste os, men bolden ramte stolpen.
Dermed sluttede det med en fuldt fortjent sejr på 4-1 i sæsonens første kamp, og vi ser nu frem mod en ny uge med to kampe.
Middelfart Boldklub holdopstilling:
Tobias Haahr – Victor Laursen Hegelund (Mikkel Juul, 77.), Lasse Thomsen, Christian Boyum – Jerailly Wielzen, Jonas Villemoes, Rasmus Koch (Robert Kakeeto, 67.), Alberto Vogtmann – Lasse Wehmeyer (Mathias Bang, 67.), Matthias Præst (Mikkel Søfeldt, 82.) – Aaron Akalé (Rinor Rexhepi, 77.)
Bænken: William Nyborg, Robert Kakeeto, Mikkel Søfeldt, Mathias Bang, Mikkel Juul, Rinor Rexhepi
Thisted FC’s holdopstilling:
Andreas Raahauge, Oliver Andreasen, Victor Fjeldgaard, Malthe Gyldenløve-Lyebalk, Kristoffer Andersen, Mathias Kristensen Andersen, Georg Ejsing, Simon Appiah, Jean-Julien Noe Fuphaus, Emil Lagergaard, Angelo Nehmé
Bænken: Simon Stricker, Alexandre Magalhaes Marques, Felix Skovholm, Jetmir Beluli, August Gyldenløve-Lyebalk, Karl Grønkjær, Mikkel Overgaard, Jeppe Dalgaard
Næste kampe:
Betano Pokalen:
Tirsdag d. 4. august kl. 18.00: Bredballe IF – Middelfart Boldklub (BAUHAUS Park – Hældager)
CampoBet 2. Division:
Fredag d. 7. august kl. 18.30: Middelfart Boldklub – Brabrand IF (Middelfart Sparekasse Stadion)





