CampoBet 2. Division, 12. runde
Lørdag d. 17. oktober kl. 14.00, Middelfart Sparekasse Stadion
Middelfart Boldklub – FC Roskilde 3-3 (0-0)
1-0 Jerailly Wielzen (57.)
1-1 Mathias Veltz (61.)
1-2 Frederik Palle (64.)
2-2 Rasmus Koch (87.)
3-2 Victor Laursen Hegelund (91.)
3-3 Selvmål (93.)
Lørdag eftermiddag havde vi besøg af FC Roskilde hjemme på Middelfart Sparekasse Stadion. Sjællænderne var ubesejrede i denne sæson inden kampen, og da vi mødte dem i det omvendte opgør, der sluttede det 1-1 i domkirkebyen.
Dengang var første halvleg en seværdig en af slagsen, som sluttede 1-1, men hvor der nemt kunne have været mange flere scoringer. Sådan var første halvleg ikke i dag. Begge mandskaber var gode til at holde hinanden i skak; og selvom der var muligheder til begge hold, så blev det 45 minutter uden scoringer.
Men da først pausen var et overstået kapitel, så blev der for alvor åbnet op for målscoringen. Første scoring tilfaldt os, da Matthias Præst blev spillet godt fri af Jonas Villemoes på venstresiden. Han trak ind i banen, og det så ud til, han ville forsøge sig fra distancen. I stedet spillede han den modsat til Jerailly Wielzen, der trykkede af; og via en afretning fra en modstander gik bolden i kassen til 1-0.
Glæden varede dog kort; bare tre minutter efter kom gæsterne nemlig på 1-1. Et udspark fra deres keeper blev headet baglæns af Alberto Vogtmann. En kommunikationsbrist i vores egen defensiv gjorde desværre, at Mathias Veltz var den eneste, der løb afsted efter bolden; og i 1v1-duellen mod Tobias Haahr var det gæsternes angriber, der var skarpest.
Tre minutter senere blev det endnu værre. Igen var det efter en direkte pasning; og denne gang blev den flot taget ned af Frederik Palle, der satte fart på driblingerne, inden han elegant lagde den over Tobias Haahr, der ellers kom godt ud i ham.
Efter scoringen satte vi os for alvor på begivenhederne, og vi fik trykket FC Roskilde godt tilbage på banen. Det var dog svært for alvor at åbne op for deres defensiv; så da vi efter 85 minutters spilletid fik et frispark ude i højresiden, var det en af de gode muligheder. Lasse Wehmeyer overraskede de fleste ved at smide den fladt ind i boksen, hvor Rasmus Koch kom stormende. Han trykkede af mod kassen, og selvom gæsternes keeper fik hånden på, så kunne han ikke stoppe bolden, og dermed stod der nu 2-2 på tavlen med en lille håndfuld minutter tilbage.
Vi jagtede dog mere, og fem minutter senere fik vi igen et frispark ude i højresiden. Lasse Wehmeyer stod igen klar til at sparke det, og denne gang smed han den ind i luften. Victor Laursen Hegelund kom stormende ind i det forreste område, og han headede den flot i kassen til 3-2 efter 91 minutters spil.
Dermed så det ud til, at gæsterne fra FC Roskilde ville indkassere det første nederlag i sæsonen, mens vi var på vej mod en stærk sejr efter et fantastisk comeback.
Sådan skulle det dog desværre ikke gå. FC Roskilde fik et minut efter tilkæmpet sig et hjørnespark. Bolden blev smidt ind i det lille felt, og selvom Christian Boyum kom højest, så blev bolden uheldigvis dirigeret over i det lange hjørne, hvor den gik i kassen til 3-3.
Dermed sluttede det igen uafgjort mod FC Roskilde, og vi sætter et point ind på kontoen, som vi rigtig gerne havde taget, da der var spillet 85 minutter og vi var bagud med 1-2, men som vi samtidig er ærgerlige over ikke blev til tre point, da vi bragte os foran efter 91 minutter.
Næste opgave, der venter, er næste lørdag; og igen er vi hjemme på Middelfart Sparekasse Stadion i en kamp mod Skive IK, der er et enkelt point efter os i tabellen.
Middelfart Boldklubs holdopstilling:
Tobias Haahr – Victor Laursen Hegelund, Lasse Thomsen, Christian Boyum – Jerailly Wielzen, Hjalte Hemmingsen (Rasmus Koch, 73.), Jonas Villemoes, Alberto Vogtmann (Frederik Møller, 73.) – Nicolai Bossen (Lasse Wehmeyer, 64.), Matthias Præst – Aaron Akalé
Bænken: William Nyborg, Robert Kakeeto, Frederik Møller, Mathias Bang, Rasmus Koch, Lasse Wehmeyer
FC Roskildes holdopstilling:
Benicio Peña – Mikkel Juel, Magnus Lysholm, Mathias Veltz, Marius Uhd, Silas Trier, Andreas Maarup, Valdemar Montell, Alexander Knaack, Marius Hammelboe, Emil Staugaard
Bænken: Oscar Reenberg, Nikolaj Zachariassen, Emil Nielsen, Mads Carlson, Frederik Engqvist, Frederik Palle, Frederik Pedersen, Bjarni Adalsteinsson
Næste kamp:
Lørdag d. 24. oktober kl. 14.00, Middelfart – Skive IK, Middelfart Sparekasse Stadion





