Historie

Fodbolden i Middelfart startede den 25. maj 1900, hvor sportsinteresserede i byen stiftede Middelfart Gymnastik og Idrætsklub. MG&IK var gennem et kvart århundrede byens sportslige centrum og stedet, hvor der spilledes fodbold. I 1925 blev Arbejdernes Idræts- og Boldklub etableret og frem til 1948 kørte de to foreninger parløb og kæmpede om medlemmerne.

I 1948 valgte man at samle de to foreninger i Middelfart Gymnastik & Boldklub, som er det MG&BK, som i dag er byens breddeklub i fodbold.

Fodboldaktiviteterne var i starten spredt på baner rundt om i byen og kommunen. I takt med at MG&BK voksede og fik ambitioner, blev der behov for bedre faciliteter og i 1968 startede etableringen af banerne ved Danmarksvej. I 1970 blev de nye baner og de kommunale omklædningsrum på Færøvej taget i brug.

Takket være en stor arbejdsindsats fra klubbens medlemmer blev et nyt klubhus klart til brug i 1972, året hvor klubben sikrede sig oprykning til 3. division. Dette klubhus og anlægget med løbende udvidelser og forbedringer, bl.a. med indvielse af to kunstgræsbaner i 2013 og 2018, har været basis for klubbens aktiviteter i nu snart 50 år.

Siden 2015 har eliteafdelingen i fodbold været organiseret i Middelfart Boldklub ApS. Middelfart Boldklub har licensen til at drive divisionsholdet og lejer sig ind på MG&BKs træningsanlæg med adgang til baner og klubhus og benytter byens fodboldstadion, Middelfart Stadion på Adlerhusvej, hvor der også er omklædnings- og publikumsfaciliteter.

Resultatmæssigt fik MG&BK debut i Damarksturneringen efter i 1972 at have sikret sig oprykning fra en 2. plads i DS, hvor Vejles reservehold vandt rækken. I 1973 blev det til en 4. plads i 3. division vest og da den placering blev gentaget i 1974 i en sæson med ekstra oprykning, hvor alle divisionsrækker blev udvidet til 16 hold, rakte det til en oprykning til 2. division, den næsthøjeste division i det daværende turneringssystem.

Her deltog Middelfart i en enkelt sæson, 1975, med en 16. plads og nedrykning som resultat, men vandt dog bl.a. sin hjemmekamp over de senere oprykkere fra OB. Året efter gik det fra 3. division retur til DS og divisionseventyret var dermed slut for en længere årrække.

Efter en række år med tilløb til fornyet deltagelse i Danmarksturneringen, vandt MG&BK deres DS kreds i 2012 og rykkede op i 2. division, den tredjebedste række, hvor klubben siden har befundet sig - med undtagelse af sæsonen 2022-23, hvor Middelfart efter nedrykning sæsonen før vandt 3. division helt suverænt - og siden 2015 under navnet Middelfart Boldklub.

Middelfart har 27 gange (2023-24 inkl.) deltaget i de landsdækkende runder i DBUs pokalturnering, der er blevet spillet siden 1954. To gange i de senere år har Middelfart Boldklub kvalificeret sig til 4. runde – runden før kvartfinaler - som det maksimale, der er opnået.

MG&BK

Middelfart Boldklub har lejet licensen fra moderklubben MG&BK til at stå for og drive førsteholdets aktiviteter. Indeholdt i aftalen med moderklubben er indgåelse af en lejeaftale om brug af trænings- og omklædningsfaciliteter.

Middelfart Boldklub er godkendt som kontraktklub under DBU med ret til at tegne kontrakter med spillere til anvendelse på klubbens divisionshold. Øvrige fodboldaktiviteter er samlet i MG&BK, dvs. øvrige seniorer og ungdomsfodbold. Der er ligeledes en aftale mellem Middelfart Boldklub og MG&BK om samtræning af divisionstruppen og udvalgte talenter.

MG&BK er delt op i en gymnastikafdeling og en fodboldafdeling. De to afdelinger er forankret i hovedafdelingen med separate bestyrelser og drift. MG&BK har en aktiv støtteforening, der bl.a. står for den årlige musikfestival Rock under Broen og koncerter og bankospil i Lillebæltshallen. Disse aktiviteter bidrager til klubbens drift.

Stadion

ADRESSE:

Adlerhusvej 3, 5500 Middelfart


TRANSPORT

15 min. gang fra stationen.

STADIONKAPACITET

4.000

TILSKUERREKORD

4.100, Middelfart mod Esbjerg i 1970.

BANESTØRRELSE

105 x 68 m.

LYSANLÆG

Ingen

TRIBUNE

Stå/sidde tribune med fliser uden overdækning

ORDENSREGLEMENT

– På Middelfart Stadion må der kun opholde sig personer med gyldig billet eller anden akkreditering.

– Tilskuere og andre uvedkommende må ikke opholde sig indenfor rækværket som omgrænser banen. Overtrædelse medfører bortvisning og karantæne fra stadion.

– Der må ikke udvises uacceptabel adfærd, der er til gene for øvrige gæster eller for afviklingen af arrangementet. Overtrædelse medfører bortvisning og karantæne fra stadion.

– Kommercielle aktiviteter af enhver art på stadion kræver aftale med Middelfart Boldklub ApS. Kommerciel aktivet kan være, men er ikke begrænset til salg af varer og tjenester, indsamling af data, lyd og billede med henblik på videresalg eller offentliggørelse i kommercielt øjemed fx videresalg til bookmakere eller deres underleverandører. Overtrædelser af dette vilkår, kan medføre bortvisning samt karantæne og erstatning af klubbens tab som følge af aktiviteten.


Menu
REFERAT: Middelfart blev straffet hårdt
OPTAKT: Nu er det november, Næstved og nedtælling
REFERAT: Tre mål og tre point i triumfen mod Thisted
Meget mere end fodbold

Bliv en del af Middelfart Boldklubs stærke sponsornetværk og få adgang til det som skaber værdi for netop DIN virksomhed.

Privatlivspolitik

Middelfart Stadion

Adlerhusvej 3

5500 Middelfart

Administration

Alsvej 8

5500 Middelfart

Kontakt os

Telefon: 20 12 98 58

E-mail: sg@middelfartboldklub.dk