Der er meget på spil i fredagens topkamp på Middelfart Stadion, når 2. divisions nr. 3 tager mod nr. 2, Fremad Amager, i Oprykningsspillet. Det er vigtigt, at Middelfart Boldklubs efterhånden pænt rutinerede start 11’er ikke rammer et for højt spændingsniveau. Det ene point i forskel mellem holdene betyder nemlig, at det ikke er must win kamp og et uafgjort resultat vil ikke være verdens ende for hjemmeholdet.
Cheftræner Kim Engstrøm er godt klar over tilhængernes håb og forventninger, men maner til besindighed før kampen mod det detroniserede tophold fra Amager, der har sat et stort forspring over styr og slet ikke virker så uovervindelige som tidligere på sæsonen.
Jeg er sikker på, at mit hold kan matche Fremad Amager, der har sat et forspring på 10 point over styr i den sidste del af Grundspillet og i sidste kamp måtte de se den tætteste konkurrent, Aarhus Fremad, tage fra Sundby Idrætspark med en sejr på en sen scoring og skabe afstand i toppen. Men jeg har stadig stor respekt for Fremad A, der har et fint hold, der på sine bedste dage spiller rigtig god fodbold, siger Kim Engstrøm.
Slutresultatet er vigtigst
Jeg vil hellere ligge på en oprykningsplads efter runde 32 end efter kampen på fredag. Selvfølgelig er det godt med sejr og dermed komme over Fremad A i stillingen. Men der er stadig mange spørgsmål. Der vil stadig være 7 kampe, hvor vi er jaget vildt, hvis vi tager 2. pladsen og hvordan reagerer vi på at skulle forsvare en topplads? Vi har hele sæsonen været på jagt efter toppladserne, nu kan vi tage en af dem, funderer Kim Engstrøm, der har erklæret oprykning som sit mål med holdet.
Vi er tilfredse med, at vi har afgørelsen i egne fødder, som stillingen er nu. Fokus er hele tiden på den næste kamp, men vi ved selvfølgelig, at der efter Fremad A på hjemmebane følger en travl uge 20. Udekamp i Næstved søndag, hjemme mod Aarhus Fremad om onsdagen og så returkampen mod Fremad A i Sundby den følgende søndag. Det kan blive en meget vigtig uge, hvor vi er meget klogere på vores chancer med så kun fire kampe tilbage, uddyber træneren.
Målet for Middelfart er at blive inde i topkampen frem til kamp 32, hvor der i øvrigt samtidig med vores sidste kamp mod Skive er kamp i Aarhus mellem Fremad klubberne. Det kan blive en ny neglebider for hjemmeholdet, der i sidste sæson i sidste kamp mødte FC Roskilde, der inden kampen lå nr. 3. Det gik som bekendt ikke godt for hjemmeholdet. Det vil også være en neglebider for Middelfart, hvis f.eks. begge hold i Aarhus kan køre oprykningen hjem med en uafgjort uanset vores anstrengelser.
Føler ikke pres
Kim Engstrøm forklarer, at med den seneste tids gode resultater uanset det ærgerlige sidste sekunds pointtab i Skive er Middelfarttruppen ovenpå. Sejre giver altid et boost og gør det også nemmere for de spillere, der ikke starter inde, at forholde sig positivt til rollen på bænken. Middelfart har pt kun Simon Trier udenfor og konkurrencen er derfor stor i truppen.
Kim Engstrøm har valgt at rotere lidt på nogle pladser for at holde flere spillere ’varme’ og parate til at komme i kamp. Normalt vil man ikke skifte meget på et vindende hold, men f.eks. den omtalte engelske uge i en nær fremtid kan betyde, at der skal trækkes på flere kræfter til en startopstilling.
Kim Engstrøm: Middelfart er svære at spille mod, når vi formmæssigt er på toppen. Vi var ikke helt tilfredse med udtrykket i sejren over AB, men det vigtigste, sejren, blev sikret og nu ser frem mod Fremad Amager, der har svinget en del resultatmæssigt. Men man skal ikke tage fejl af kvaliteterne i fuldtidstruppen fra Amager og vi skal nok få brug for alle mand på toppen fredag aften, hvis vi skal vinde og rykke forbi dem. De har nogle gode individualister, der kan gøre ondt på os.
Vi føler ikke det store pres på den måde, at vi absolut skal vinde, som hvis vi f.eks. var 5-6 point efter dem som for ikke så længe siden. Så vi må se hvordan kampen udvikler sig og tage bestik af det og overveje hvor meget, vi skal satse på at vinde, forklarer Engstrøm sine overvejelser.
Gode resultater
Middelfart mødte Fremad A ude i Grundspillets 5. runde. Vi havde indledt sæsonen lidt blødt med to hjemmesejre, men også tabt to udekampe, vi ikke havde regnet med. Derfor blev kampen i Sundby en rigtig god oplevelse for Middelfart.
Fremad A kom til kampen med 10 point efter fire kampe og fire point foran Middelfart. Resultatet blev også noget med fire, da Middelfart kørte helt rundt med topholdet i 1. halvleg. Benjamin Zjajo blev tidligt i kampen skadet og måtte udgå. Ind kom Peter Vamos Kristensen, der hurtigt bragte os foran. Der var spillet et kvarter. Fem minutter senere øgede Malthe Boesen til 2-0 og da Jonas Villemoes efter en halv time scorede til 3-0, kiggede Fremadholdet og deres entusiastiske publikum ind i en regulær øretæve. 2. halvleg blev en formalitet. Fremad fik et rødt kort til sidst og Lukas Eg Jørgensen rundede af til 4-0. Så var vi ét sølle point efter Fremad.
Fremad A fik hurtigt rystet den øretæve af sig og vandt de næste 7 kampe på stribe – indtil de skulle møde Middelfart igen. I mellemtiden havde Middelfart været på et fint pokaleventyr, men også smidt uventede point mod bundhold hjemme i Gryden. Det endte 1-1 i opgøret mod det suveræne tophold i fjerdesidste runde inden vinterpausen. Bardhec Bytyqi bragte os foran i 1. halvleg, hvor vi havde chancer til mere. Fremad udlignede kort efter pausen til slutresultatet og så skete der ikke så meget mere ud over et rødt kort til udeholdet.
Fremad A faldt lidt sammen herefter og tabte to af de sidste tre kampe. Middelfart fik fire point af ni mulige, så vi kom ikke så meget tættere på. Vi var 8 point efter Fremad hen over vinterpausen, men de sidste fire kampe i Grundspillet mindskede afstanden, så den kun var to point inden Oprykningsspillets start. Og altså ét point nu – og 6 point op til topholdet Aarhus Fremad, der kommer på besøg i Middelfart godt halvanden uge. Der bliver noget at komme på stadion efter.
Kampen på Middelfart stadion fredag aften starter kl. 18.30 med solnedgang kl. 21. Dommer er Jonas Bøgelund. Vejrudsigten lover sol, tørvejr og let vind. Temperaturen rammer formentlig 15-16 grader. Ideelle forhold for en god fodboldkamp.
Tekst: Leo Jensen