OPTAKT: Kan Middelfart stoppe topholdets sejrsrække

Middelfart Boldklub har formået at lægge sig op i toppen af rækken her hvor vi netop er startet på anden halvdel af Grundspillet. Den flotte sejr i sidste weekend på Riisvangen Stadion over Aarhus Fremad, der inden kampen lå tre point foran os, betød at 2. pladsen blev generobret – nu helt lige med Aarhus Fremad i point og ens målscore. Den perfekte revanche for det skuffende nederlag i sidste hjemmekamp mod FC Helsingør.

Nu gælder det så det andet tophold og Fremadhold, denne gang fra Amager, og nu igen hjemme i rammerne på Middelfart Stadion, der har lagt græs til mange fine kampe her i efteråret. Her huskes især de vundne pokalkampe mod NordicBet Ligaholdene OB og Hobro – den sidste i efterårets værste regnvejr – og det ærgerlige straffesparksnederlag til Superliga holdet fra Viborg FF. Det bliver måske også årets sidste kamp på Stadion, da de sidste to hjemmekampe, der ligger i midten af november, mod Thisted og Næstved, nok ender på kunsten på Færøvej.

Rigtig flot i Aarhus

Cheftræner Kristoffer Johannsen, der kunne glæde sig over sæsonens anden sejr over sidste års nr. 3 i 2. divisions Oprykningsspil, havde mange positive indtryk med fra kampen:

Vi spillede en rigtig god 1. halvleg, hvor vi i pausen snakkede om, at vi sagtens kunne have ført med tre mål eller flere. Det blev ved 2-0, men helhedsindtrykket var et højt niveau mod en god modstander. Der blev truffet gode valg, indstillingen var i top og den defensive organisation fungerede fremragende. Ro på boldomgangen og jeg talte to-tre meget store chancer yderligere.

Kristoffer fortsætter: Fremad blev holdt væk bortset fra en situation, hvor Casper Radza klarede det for os og en anden, hvor de skød snært over. I 2. halvleg var vi måske knap så boldstyrende, men bortset fra den ene situation, hvor vores tidligere spiller Marcus de Claville fandt en holdkammerat ved den fjerneste stolpe og Fremad reducerede til 1-2, synes jeg egentlig, vi havde fint styr på kampen. Vi fik også vores muligheder efter pausen og alt i alt en rigtig fin kamp.

Middelfarts første mål kom efter 11 minutter, hvor der først var et forsøg fra Lasse Thomsen, der blev clearet af keeperen. Dernæst når et langt indkast ind i feltet, hvor Malthe Boy Kristensen får hovedet på og Fremads keeper havde lidt sæbe eller noget på handskerne i situationen. 1-0 og så var Middelfart på ret kurs.

Scoringen til 2-0 efter godt en halv time kom efter en præcis fremlægning, hvor William Akpan løb fra Fremad forsvaret og koldblodigt vippede bolden over den fremstormende keeper. Så havde Middelfart et ideelt udgangspunkt for resten af kampen.

Opstillingen: Casper Radza – Malthe Boy Kristensen, Lasse Thomsen, Simon Trier – Jacob Linnet, Robert Kakeeto, Jonas Villemoes, Søren Eg Pedersen – William Akpan, Malthe Boesen, Bardhec Bytyqi.
Malthe Boesen var tilbage efter karantæne og afløste Oscar Obel-Hall. William Akpan afløste Lukas Eg Jørgensen fra opstillingen mod FC Helsingør.

I øvrigt kan nævnes, at Oscar Obel-Hall og flere fra truppen var med på DS holdet i sidste weekend og medvirkede til Middelfarts første sejr i den række efter oprykningen i sommer. Sejren over TPI blev bl.a. skabt på et hattrick af Oscar Obel-Hall.

Et tophold i forrygende form

Nu gælder det så Fremad Amager, der virkelig stormer derudad og har en serie på 7 sejre og målscoren 14-2 siden sidste pointtab. Det var sidst i august i Sundby Idrætspark, hvor Middelfart var forbi og overraskede både sig selv og modstanderne med en knusende 4-0 sejr på mål af Peter Kristensen, Malthe Boesen og Jonas Villemoes i 1. halvleg og 4-0 ved Lukas Eg Jørgensen til sidst i kampen. Ud over dette pointtab har Fremad spillet 1-1 med Frem i starten af turneringen.

Det er altså en modstander med momentum, Middelfart skal forsøge at slå igen og dermed sakse lidt af afstanden op til 1. pladsen, der inden kampen er på hele 9 point. Modsat har Middelfart og Aarhus Fremad 5 point ned til 4. pladsen. Holdene fra nr. 4 til 11 ligger indenfor en afstand af 4 point. Nykøbing FC, der endelig vandt igen i sidste weekend efter en serie på 9 kampe uden point, slider lidt i det med 7 point op til de nærmeste.

Kristoffer Johannsens indtryk af topholdet: Fremad er et godt sammensat hold med en stamme på 18-20 mand, der spiller frisk til og har tempo i benene. De udviser god fysik og energi, er meget direkte i deres udtryk og der er kvalitet i det, de laver. Så har de vel også haft det, der kaldes topholdets medgang, og de har i nogle kampe, der har stået lidt på vippen, formået at hive alle tre point hjem.

Vores udgangspunkt er, at vi har gjort det godt med sejre mod topholdene og Skive på 4. pladsen. Så har vi haft nogle lidt bløde kampe mod hold, hvor vi var favoritter og tabt nogle point. Men en 2. plads godt halvvejs i Grundspillet og 6 point ned til stregen havde vi nok solgt det for inden turneringen, forklarer Kristoffer sin tilfredshed med indsatsen.

Der er ingen nemme kampe i 2. division, så favoritstatus rækker ikke langt, hvis vi ikke klar fra start hver gang. Vi er i gang med en anden sæson end sidste år, hvor vi var oprykkere og det hele var lidt nyt, selvom vi kun var nede i 3. division en enkelt sæson. Nu kender vi bedre vores egne styrker på det her niveau, men de fleste af modstanderne kender også os bedre, uddyber Kristoffer.

Kampen sidst mod Fremad Amager og 4-0 sejren var nok ikke et udtryk for den reelle forskel på de to hold, men lige i den kamp gik det meste vores vej. Sådanne kampe er der indimellem, hvor helt uventede resultater opstår. Fremad har i alt fald formået hurtigt at komme sig over den ene offday og nu er opgaven så for Middelfart at kunne både forsvare og score med færrest mulige fejl. Ellers bliver det en meget svær kamp, forudser Kristoffer Johannsen.

Kampen på Middelfart Stadion, der for tiden er genstand for en nærmere planlægning af en kommende opgradering af tilskuerfaciliteterne, fløjtes i gang kl. 14. 00 af dommer Jacob Rasmussen. Vejrudsigten siger skyet, 13-14 grader, overvejende tørt med let vind.

Tekst: Leo Jensen

'}}

Seneste nyheder

'}}
'}}
'}}
'}}