Nu skal sejrssangen høres igen

Middelfart Boldklub er igen på eget (kunst)græs, når der lørdag eftermiddag fløjtes op til en vigtig dyst mod HIK. Vigtig som alle kampe er, men især vigtig, fordi Middelfart har brug for at komme tilbage på sejrssporet efter nu fire kampe – to før vinterpausen (Esbjerg og Skive) og to efter (FC Roskilde og Brabrand) – uden sejr. Perioden uden mange point ser heldigvis ikke ud til at bringe slutspilspladsen om oprykning i fare, men der er blevet noget længere op til topholdene.

Svært som altid

Kampen sidste lørdag på kunsten i Brabrand mod hjemmeholdet fra 2. divisions bund blev en bøvlet affære som forudset. Brabrand kan kunsten at gøre det svært for modstanderne med deres store energi, fysik og vægt på duelspil, beretter cheftræner Kristoffer Johannsen.

Det voldte os igen problemer og sammenholdt med de svære forhold med kraftig blæst på den åbne bane, som selvfølgelig var ens for begge hold, var det ikke til Middelfarts fordel. På trods heraf var indsatsen egentlig fin nok, men vi fik ikke som i flere af de foregående kampe tilstrækkeligt udbytte af vores chancer og så blev det i stedet Brabrand, der scorede 1. halvlegs eneste mål omkring den halve time.

Middelfart startede i følgende opstilling: Casper Radza – Simon Trier, Lasse Thomsen, Marcus Mlynikowski – Jacob Linnet, Robert Kakeeto, Jonas Villemoes, Jonathan Kjær – Peter Kristensen, Malthe Boesen, Marcus de Claville

Middelfart kom godt ud til 2. halvleg og udlignede til 1-1 fire minutter efter pausen på en afslutning tæt under mål af Jacob Linnet. Middelfart fortsatte presset for et føringsmål. Mikkel Hyllegaard afløste Peter Kristensen efter 66 minutter og efter 73 minutter kom Benjamin Zjajo på banen, da Robert Kakeeto gik ud.

Det var et par minutter før, Middelfart blev reduceret ti 10 mand, da målscorer Jacob Linnet med en fortid i Brabrand fik direkte rødt for en angivelig stempling af en Brabrandspiller ifølge dommeren. Det satte en selvfølgelig en streg i regningen på Middelfarts gameplan.

Kristoffer Johannsen noterede, at selv efter udvisningen var Middelfart toneangivende, havde flere gode chancer og holdt stort set Brabrand væk fra vores felt trods overtallet. Efter 80 minutter kom Anton Stage og Mikkel Blåholm på banen og afløste Marcus de Claville og Malthe Boesen. Tiden løb ud uden flere scoringer.

Isoleret set et udmærket point på en svær udebane på en dag, hvor tingene ikke spillede helt for os, konstaterer træner Johannsen, men det øger naturligvis appetitten på at få den første sejr i foråret i hus mod HIK.

Altid svært som favorit

Brabrands ene point og HIKs nedsmeltning i de sidste minutter hjemme mod FC Roskilde med 2-3 efter en dramatisk afslutning i tillægstiden betyder, at HIK er nyt bundhold. HIK bragte sig ellers på 2-1 tre minutter inde i overtiden mod rækkens nummer to og var på vej mod en stor overraskelse, men FC Roskilde svarede igen to gange på de sidste tre-fire minutter. Sådan kan fodbold også være og HIK har oplevet disse sidsteøjeblikstab af point flere gange i denne sæson.

Uanset Middelfarts seneste sejrstørke er vi naturligvis favoritter hjemme mod HIK, som vi slog 2-1 ude i efteråret. HIK scorede til 1-0 tidligt i kampen, men mål af Marcus de Claville i 1. halvleg og et sejrsmål af Peter Kristensen i 2. halvleg sikrede os tre point i Gentofte.

Kristoffer Johannsen vurderer: Den nederste halvdel i 2. division er meget tæt og der er indædt kamp om placeringerne op til afslutningen på Grundspillet. Der er ingen lette kampe i 2. division, hvor kun Esbjerg skiller sig lidt ud. Det er en kamp for overlevelse for HIK lige nu. At møde bundholdet og være favorit skal vi naturligvis kunne håndtere og det vil vi gøre alt for at leve op til.

Vi har fokus på at vise noget mere kvalitet i detaljerne og arbejder hårdt med tingene. Vi har naturligvis en karantæne at forholde os til efter det røde kort i Brabrand og lidt andet, der kan påvirke vores holdopstilling, men det er det, vi har en bred trup til at løse, afslutter Kristoffer Johansen.

Kampens dommer er Michael Rasmussen og kampen fløjtes i gang kl. 14.00 på Færøvejs kunstgræs.

 

Tekst: Leo Jensen

'}}

Seneste nyheder

'}}
'}}
'}}
'}}