19-årige Mathias Bang har netop afsluttet sin tid som ungdomsspiller i Vejle Boldklub, og næste skridt bliver hos os. Vi har nemlig lavet en 1-årig kontrakt med den energiske spiller, der er tiltænkt en plads på højre wingback hos os.
- Mathias er en spiller, der har fart i fødderne. Han bringer den fart og den intensitet, vi gerne vil have fra vores spillere. Særligt på vores wingbacks er det vigtigt, at der er energi i indsatsen, for det er en krævende plads at spille, og det er en position, der er væsentlig for vores måde at spille fodbold på her i klubben.
- Tidligere i ungdomstiden har Mathias spillet angriber, og her var han på U16-landsholdet. Det er også blevet til kampe centralt på midtbanen for Vejle Boldklub, så han er ikke kun hurtig og energisk, han har også nogle gode evner på bolden, som vi bliver rigtig glade for. Så jeg er glad for, at vi er blevet enige med Mathias om en kontrakt for den kommende sæson, siger Søren Godskesen.
Mathias Bang har spiller 37 kampe for Vejle Boldklub i U19-Ligaen, og i sidste sæson var det kun to kampe, han missede. Nu byder den for første omgang på seniorfodbold for den 19-årige højre wingback, og han ser frem til den nye hverdag.
- Jeg talte med Søren (Godskesen) om, hvad Middelfart ønsker, jeg skal bidrage med, og hvordan Middelfart Boldklub har tænkt sig at udvikle sig. Det var for mig at se et rigtig spændende projekt, som jeg godt kan se mig selv i. Derudover er det tæt på min nuværende bopæl, og efter at have været med på træningsbanen, så ved jeg også at niveauet er højt.
- Så for mig at se gik det hele op i en højere enhed, og jeg synes, det er fedt, at jeg skal gøre mig gældende på højre wingback. Jeg tror på, at jeg både kan deltage offensivt og defensivt; og skal jeg sætte er par ord på mig selv, så har jeg en god fart, og jeg har en god fod, der forhåbentlig slår et par gode afleveringer, der kan være med til at skabe chancer for os, siger Mathias Bang.
Mathias Bang er allerede på træningsbanen her i klubben, og hans kontrakt løber frem til sommeren 2027.





