Kim Engstrøm er ny chef i Middelfart

Man skal ikke være bange for at melde sine ambitioner ud som fodboldtræner. Høje ambitioner kan både være et løft og et pres på spillertruppen. Middelfart Boldklubs nye træner Kim Engstrøm, der havde sit første møde med truppen på første træningsdag den 6. januar, var ikke bange for at melde sine oprykningsambitioner ud i pressen, da han i december blev præsenteret som ny chef i Middelfart. Middelfart skal i NordicBet Ligaen.

45 årige Kim Engstrøm afløste fra årsskiftet Kristoffer Johannsen, der efter halvanden sæson i spidsen for de blå fra Nordvestfyn valgte at tage mod et tilbud fra de lyseblå i barndomsklubben, FC Roskilde, der lokkede med både et deltids set-up og et sportsligt hop op til Nordic Bet Ligaen.

Fra hovedstaden til Fyn

Kim Winkel Engstrøm har taget turen den anden vej. Fra toenhalv sæson i B.93, som han kom til i sommeren 2022 og lykkedes at rykke op med i første hug, og nu Middelfart. Kim Engstrøm husker en fantastisk 2022-23 sæson med de hvidblusede i traditionsklubben, hvor B.93 med en stabil indsats sæsonen igennem rykkede op sammen med Kolding IF foran forhåndsfavoritterne Fra Esbjerg FB og Aarhus Fremad.

Det var stor oplevelse for alle omkring klubben, hvor det for første gang i 18 år lykkedes at komme tilbage til den næstbedste række. Klubben gearede op til et deltids set-up med træning om formiddagen, tilskuertallene på hjemmebanen på Østerbro Stadion bag Parken voksede fra de sædvanlige få hundrede til flere tusinde og der kunne jeg mærke, at B.93 er en klub med masser af atmosfære og appel til publikum trods mange sæsoner lidt i skyggen, fortæller Kim Engstrøm.

Den første svære sæson i NordicBet Ligaen gik også fint. Vi var fem point fra at komme med i Oprykningsspillet og sluttede på en 3. plads i nedrykningsspillet, 12 point over nedrykningen. Vi mistede flere nøglespillere i sommerpausen og klubben tjente gode penge. Der skulle så spilles nye folk ind. B.93 ligger nr. 10 inden foråret, tre point over nedrykningsstregen og kun 6 point fra Oprykningsspillet. Ledelsen valgte så at fyre træneren og det er jo vilkårene, erkender Kim Engstrøm.

Det varede ikke længe, inden Middelfarts sportschef Søren Godskesen var i røret og forhørte sig om Engstrøms fremtidsplaner og om han ville hjem til fødeøen igen som træner. Den snak mundede ret hurtigt ud i en aftale, beretter den nye træner. Der blev drøftet, hvor Middelfart så sig selv på vej hen og på hvilken måde. Det viste sig, at der var stor enighed om hvordan den kage kunne skæres og så var underskriften på plads.

Et liv med fodbold

Kim Engstrøms ungdomsår i fodbold startede i Langeskov IF. Ambitionerne sendte den unge Engstrøm til B1913 som juniorspiller. Efter et par sæsoner blev talentet prøvet af i OB med U19, men efter halvanden sæson gik turen tilbage til B1913. Efter fem sæsoner derude uden det ønskede gennembrud, droslede Kim fodbolddrømmene ned og tog tilbage til Langeskov. En sidste flirt med topfodbolden (1. division) kom i efteråret 2003, hvor Kim havde en halv sæson i B1909 under Tommy Møller.

Så valgte Kim Engstrøm i stedet at forsøge trænervejen og havde et par sæsoner med U17 i FC Fyn (2008-09). Næste fodboldadresse blev Vejle U19 indtil 2016, hvor OBs U19 kom under Kims vinger, bl.a. med et DM 2019-20 som resultat. I foråret 2022 fik Engstrøm chancen som chef for et seniorhold, da han i fire måneder styrede HB Torshavn, en af de to mest vindende klubber på Færøerne. I sommeren 22 kaldte B.93 så.

Nu gælder det Middelfart Boldklub. Kim ser et godt fundament for de oprykningsdrømme, han har tændt. Efter nedrykningen i sommeren 2022 fik den daværende træner, Anders Jensen, efterfølgende banket et vinderhold sammen i Middelfart, der skøjtede suverænt gennem i 3. division. Kim Engstrøm fremhæver den stærke defensiv, Anders Jensen fik skabt på holdet, der blev en rigtig svær modstander for alle hold.

Det defensive fundament har Kristoffer Johannsen bygget godt videre på, mener Engstrøm, hvor der samtidig blev føjet noget mere possession på, så Middelfart nu mere på bolden blev bedre til selv at skabe kampene.  Et resultat heraf viste sig i efteråret, hvor Middelfart tog 13 af 18 mulige point mod de tre andre hold i Top4, Fremad A, Aarhus F og Næstved, noterer Kim Engstrøm. Og der er før den første forårskamp kun to point til en oprykningsplads, understreges det.

Så tabte Middelfart nogle ’tossede’ point mod flere af klubberne nær bunden og her er der plads til forbedringer. Middelfart Stadion skal i højere grad være et fort, alle klubber frygter. Kim Engstrøm mener, at han har høstet en del erfaringer i B.93 i at få vigtige point i de tætte kampe og det håber han kan overføres til Middelfarts godt sammenspillede trup, som han roser for deres indstilling og arbejdsiver under træningen.

Kim Engstrøm beskriver sig selv som en struktureret træner, der er grundig i alle detaljer. Jeg elsker at nørde med detaljerne og bruger meget tid på forberedelse, inden vi løber på træningsbanen, fortæller han. Spillerne skal vide ned i detaljen, hvad jeg vil se fra dem, og hvor der skal lægges på. Hele truppen skal forstå ideen med det, vi laver og jeg uddelegerer opgaver til alle omkring holdet. Alle skal føle sig som en vigtig brik i både træning og kampe, selv om vi har forskellige roller på kampdagen.

Nu starter det

Fredag aften kl. 17.30 er der første testkamp på kunsten på Færøvej, når Kolding IFs midterhold fra NordicBet Ligaen (pt. nr 7) kommer på besøg. Middelfarts trup er blevet lidt decimeret i vinterpausen, hvor en håndfuld aftaler er løbet ud. Forsvarerne Marcus Mlynikowski, Thomas Viggers og Søren Møller er ikke længere med, ligesom Anton Stage og Gabriel Kehinde Victor er væk. Tak til dem alle for indsatsen.

Foreløbig er forsvareren og den tidligere Middelfartspiller Mads Greve, der har tilbragt sin seniorkarriere i Superligaen og NordicBet Ligaen (OB, FC Fredericia, Vejle BK og FC Vendsyssel), eneste nye tilføjelse til truppen, men Middelfarts sportslige ledelse følger også nøje med i, hvad der rører sig i markedet og hvilke muligheder, der er for at forstærke og øge bredden i truppen. Og transfervinduet lukker først den 3. februar.

Tekst: Leo Jensen

 

'}}

Seneste nyheder

'}}
'}}
'}}
'}}