Vi tager afsked med klublegenden Radza

Kan man være en klublegende, inden man har stoppet sin fodboldkarriere? Ja, det kan man helt bestemt, og om fire kampe skal vi tage afsked med en vaskeægte levende legende i Middelfart Boldklub. Her udløber Casper Radzas kontrakt nemlig, og da den ikke vil blive forlænget, skal vi sige tak for denne gang til målmanden, som siden den 1. januar 2017 har været førstevalget mellem stængerne.

I løbet af ni og et halvt år har Radza hele 289 gange har været i aktion for os, og for vores sportschef, Søren Godskesen, var det utvivlsomt også en af de sværere beslutninger, han har skullet træffe som sportschef.

- Vi skal efter denne sæson sige tak for denne gang til en vaskeægte klublegende, og det har virkelig ikke været en nem beslutning. Casper har været det faste valg mellem stængerne, siden han kom til klubben tilbage i 2017. Han har gennem mange år været en stærk og vigtig kulturbærer, og han er den spiller, der, når man ser i historiebøgerne, har spillet flest kampe for Middelfart Boldklub.

- Når man arbejder sammen i så mange år, så bliver man tætte kollegaer. Derfor var det også hårdt for mig at skulle fortælle Casper, at vi ikke kommer til at forlænge hans kontrakt. Det var ikke en af de sjove dage på jobbet, men det er en beslutning, vi står på mål for. Selvom det var svært, så har vi truffet beslutningen, med tanke på den trupsammensætning, vi ønsker frem mod den kommende sæson.

- Radza er en rigtig god gut, og han tog det helt suverænt, da han modtog den knapt så sjove besked, og hans måde at tage det her på, det siger meget om ham. Så nu skal vi sørge for, at Casper får en god afslutning på sine ni og et halvt år i Middelfart Boldklub, for det fortjener han på alle måder, som den levende klublegende han er, siger Søren Godskesen.

For Casper Radza selv var det hårdt at modtage beskeden, for Middelfart Boldklub har fået stor betydning for ham, men nu handler det om at slutte af med et smil på læben, fordi det bliver punktummet for rigtig mange gode år.

- Puha, det kommer til at gøre ondt på mig, når sæsonen slutter. Jeg har været i denne klub i ni og et halvt år, så det er helt vildt hårdt, at jeg nu ved, jeg snart ikke skal være det længere. Middelfart Boldklub har været en del af min dagligdag gennem mange år, jeg har haft nogle helt fantastiske oplevelser på banen, og jeg har mødt så mange fantastiske mennesker i klubben gennem de mange år, siger Casper Radza, inden han sætter par ord på det eftermæle, han håber på, der vil være efter ham.

- Jeg håber, at folk, når jeg stopper i klubben, vil huske tilbage på mig som en god målmand og et godt menneske. Det er det største indtryk, jeg kan have gjort på nogen. Så hvis jeg er lykkes med, at det er det indtryk, jeg kan forlade klubben med, så kan jeg ikke bede om mere på den front. For mig handler det ikke om, at jeg tror, jeg skal bæres ud, eller der skal rejses en statue af mig, det har jeg absolut intet behov for.

- Men det vil betyde helt vildt meget for mig, hvis jeg kan forlade klubben med et indtryk af, at folk tænker: Hold kæft hvor var han en god makker, og hvor var han dog en god målmand for Middelfart Boldklub, siger Casper Radza.

{{brizy_dc_image_alt entityId=

Seneste nyheder

{{brizy_dc_image_alt entityId=
{{brizy_dc_image_alt entityId=
{{brizy_dc_image_alt entityId=
Menu
Sent nederlag mod Aarhus Fremad
B.93 trak det længste strå i tæt kamp
– Om noget tid kan vi forhåbentlig se tilbage på denne sæson med et smil
{{brizy_dc_image_alt imageSrc=
Meget mere end fodbold

Bliv en del af Middelfart Boldklubs stærke sponsornetværk og få adgang til det som skaber værdi for netop DIN virksomhed.

Privatlivspolitik

Middelfart Stadion

Adlerhusvej 3

5500 Middelfart

Administration

Korsholm Allé 21

5500 Middelfart

Kontakt os

Telefon: 20 12 98 58

E-mail: sg@middelfartboldklub.dk