Middelfart Boldklub tog lørdag middag en testkamp mod et af de hold, der voldte os flest problemer i sidste sæson i 3. division. VSK Aarhus har altid en veltrænet trup med en god indstilling og det blev en god test i tropetemperaturerne på Middelfart Stadion. Århusianerne havde nogle spillere med, der tidligere har trukket i Middelfarttrøjen, Rasmus Fink Hansen, Malthe Karsberg og Thais Damgaard.
Middelfart vandt kampen 2-1 (1-0) efter en fin testkamp, hvor det meste af truppen plus en lille håndfuld prøvespillere fik kamptræning undervejs. To nye spillere i truppen, Bardhec Bytyqi og Malthe Kristensen, sidstnævnte spillede hele kampen, fik hjemmebanedebut og gjorde et fint indtryk.
Middelfart startede med: Casper Radza – prøvespiller, Marcus Mlynikowski, Lasse Thomsen, Malthe Kristensen – Bardhec Bytyqi, Robert Kakeeto, Jonas Villemoes, Anton Stage – Benjamin Zjajo, Malthe Boesen
Fra truppen stod en håndfuld over i denne kamp: Jacob Linnet, Jakob Okkels, Simon Trier, Thomas Viggers og keeper Rasmus Jepsen-Jacob.
Efter en lidt stille start satte Middelfart sig mere og mere på spillet, men havde halvlegen igennem svært ved at komme på skudhold mod et VSK forsvar, der stod dybt og befolkede eget felt meget tæt kampen igennem. Efter et kvarter var Middelfart nærgående med et par afslutninger tæt på mål, men VSKs keeper blev ikke testet for alvor. Det kunne måske have været en forskel med nogle langskud på en dag, hvor en række indløb og cutbacks i feltet oftest ramte en modstander.
Vi skulle hen til fem minutter før pausen, hvor Middelfart havde presset i nogle sekvenser. Et afspil fra VSK forsvaret blev opfanget af Benjamin Zjajo, der lagde bolden ind i feltet, hvor Malthe Kristensen havde opfattet, at VSKs målmand var på vej ud, men fortrød på halvvejen. Malthe headede bolden i en blød bue over den desperat returløbende keeper, der ikke kunne forhindre den tidligere Esbjergspiller i at score i sin første kamp i Gryden.
Middelfart kunne have scoret et par gange mere, mens VSK ikke testede Casper Radza alvorligt. Middelfarts bagerste kæde, der var sat sammen på en ny måde, var oftest først på bolden og bortset fra et par situationer, hvor de manglende relationer, som den tidligere landstræner ville have kaldt det, skabte lidt forvirring dog uden konsekvenser.
Hovsa .. og så gik det alligevel
Fra 2. halvlegs start var et par stykker byttet ud. Malthe Boesen blev afløst af en prøvespiller med en fin statur og viste det sig, også med lidt tempo i benene. På midten fik Robert Kakeeto, der som altid var meget bevægelig, varmefri og blev afløst af Valdemar Kwasniak.
Inden for de første 10 minutter havde Middelfart tre pænt store muligheder for at øge føringen, men udbyttet udeblev grundet manglende præcision i afleveringerne og tøven i afslutningerne. Efter 58 minutter havde Zjajo et fint langskud, der gik snært over.
Anton Stage havde et godt gennembrud til baglinjen efter 64 minutter, men hans aflevering ind foran mål gik gennem hele feltet. Så ville træner Kristoffer Johannsen se nye ansigter og skiftede det halve hold. Ud gik Marcus Mlynikowski, Bardhec Bytyqi, Benjamin Zjajo, Jonas Villemoes og Lasse Thomsen.
Ind kom Peter Kristensen, William Akpan, Søren Møller og to prøvespillere. To nye i forsvaret og fem minutter senere var VSK lidt heldige med at overliste den bagerste garde. Ude i kanten af feltet i Middelfarts venstre forsvarsside kom århusianerne på skudhold og via en afretning blev Radza passeret på VSKs kun anden afslutning inden for rammen.
Tyve minutter tilbage, 1-1, og hvad kunne Middelfart gøre ved det? Hjemmeholdet fortsatte med at lægge tryk på VSKs forsvar og bl.a. William Akpan løb lidt rundt med VSK defensiven. Det gav stadig ikke resultater på måltavlen og VSK keeperen havde ikke den mest udfordrende dag.
Midt i presset slog VSK kontra i en omstilling efter 84 minutter og ude fra 20 meter huggede de på stolpen i en situation, hvor Middelfart ikke havde helt styr på det. Mens VSK stadig ærgrede sig over stolpeskuddet og den tabte mulighed for en overraskende sejr, brugte Middelfart den manglende opmærksomhed til et modangreb.
Prøvespilleren, der afløste Malthe Boesen, viste fysik og skærmede sin bold i en omstilling og øjnede samtidig et indløb fra den modsatte fløj af William Akpan. Et præcist indlæg til modsatte stolpe gav Akpan mulighed for at score sejrsmålet og Middelfarts andet mål med hovedet. På den måde endte VSK Aarhus i den varme gryde og dagens dominerende hjemmehold fik så alligevel det mål, der gav en yderst fortjent sejr, målt på spil og chancer.
En fornuftigt indtryk af testkampen i den voldsomme varme, hvor Middelfart udviste en fin boldomgang, iderigt spil og vekslen mellem korte og lange bolde, men desværre igen fik for lidt ud af det målmæssigt. De spillere, der er på prøve for tiden, viste også i momenter, at de måske har en fremtid i Middelfarttrøjen. Vi må se hvad der sker.
Næste testkamp er tirsdag aften, hvor Boldklubben Marienlyst fra DS kommer på besøg. Der fløjtes op kl. 18.30 på Middelfart Stadion.
Tekst: Leo Jensen