REFERAT: Pokaldrømmen lever stadig

Middelfart Boldklub fik tirsdag aften hurtigt revancheret sig for den stærkt utilfredsstillende indsats og 1-2 nederlaget i 2. divisionskampen mod Ishøj IF godt tre døgn før. I Oddset Pokalens 2. runde var modstanderen på samme bane NordicBet Liga holdet fra Hobro IK. Middelfart kunne efter fem minutters ekstratid juble over 3-2 (2-0) sejren og dermed avancement til 3. runde, hvor vi får fint besøg fra Superligaen.

Modstanderne bliver Viborg FF – og igen på Middelfart Stadion, der nu har lagt græs til to pokalkampe mod højere rangerende modstandere på en måned, som vi sent glemmer. Kampdatoen er endnu ikke fastlagt, men kan blive sidste uge i september eller måske første uge i oktober.

Forskellen på indsatsen i lørdags mod Ishøj sammenlignet med kampen mod Hobro var kogt helt ned historien om den omvendte kamp. I lørdags en forfærdelig kamp i virkelig godt vejr – tirsdag var det en virkelig god kamp i et forfærdeligt vejr. Og kampen blev selvfølgelig ikke dårligere af, at vi fik det rigtige resultat.

En fremragende 1. halvleg

Middelfart stillede med tre ændringer i opstillingen i forhold til kampen mod Ishøj. Startformationen: Rasmus Jepsen-Jacob – Malthe Boy Kristensen, Lasse Thomsen, Marcus Mlynikowski – Jacob Linnet, Robert Kakeeto, Jonas Villemoes, Søren Eg Pedersen – William Akpan, Malthe Boesen, Bardhec Bytyqi.

Rasmus Jepsen-Jacob fik startpladsen som keeper, mens Casper Radza tog plads på bænken. Robert Kakeeto erstattede Valdemar Kwasniak og William Akpan startede i stedet for Peter Kristensen. Anton Stage, Benjamin Zjajo og Simon Trier var ikke til disposition.

Middelfart gik frisk til opgaven fra start. Banen havde fået masser af regn i dagens løb og det regnede meget op til kampstart og stilnede så lidt af. Jonas Villemoes testede Hobrokeeper Andreas Søndergaard efter 4 minutter og Middelfart pressede fortsat på.

Efter syv minutter kom et af sæsonens mest kuriøse mål. Malthe Boesen var tæt på at nå en bold foran Hobromålmanden, der dog kom ud og fik blokeret og sendte bolden langt op på banen. Han gled i momentet og Robert Kakeeto tæt på midterlinjen fangede situationen med den strandede målmand og sendte bolden i en lang bue hen over forsvaret og ind i det tomme mål. 1-0 og hvad ville Hobro nu?

De kastede sig ud i en offensiv og i de næste ti minutter fik Middelfarts forsvar travlt med at holde de pågående gule trøjer væk fra chancer. Efter 10 minutter fik Lasse Thomsen, der spillede en stor kamp og var et stort aktiv i begge ender af banen, blokeret et skud i sidste øjeblik. Få minutter senere ramte Hobro trekantsammenføjningen med et smæld, da forsvaret var passeret.

Hobropresset fortsatte lidt endnu, mens regnen tog voldsomt til og gjorde det til en overlevelsesøvelse at være publikum. Alle steder med lidt overdækning var optaget, mens størsteparten tappert kæmpede sig igennem med regntøj og med/uden paraplyer.

Inde på banen var der ikke ly for regnen, men der var en rigtig pokalkamp i gang. Middelfart forsvarede sig godt, da de blev presset af de fysisk stærkere jyder, der satte sig igennem i nærkampene. Målmand Rasmus Jepsen-Jacob klarede godt for sig i det jyske pres. Omkring de 25 minutter havde Jonas Villemoes en fin dribletur ind i feltet langs baglinjen og blev blokeret i sidste øjeblik.

Slaget bølgede frem mod pausen og de fleste havde vel indstillet sig på den snævre føring og håbede blot på, at situationen fra lørdag med en overtidsscoring i 1. halvleg ikke gentog sig. Den gjorde den så alligevel. På et hjørnespark fik anfører Lasse Thomsen akrobatisk vredet sig rundt tæt på mål og headede 2-0 føringen ind efter 44 minutter – og så var det jo godt nok alligevel.

Her glemte de fleste den trøstesløse regn og jublede, som om pokalfinalen netop var vundet. To mål oppe mod en stærk modstander, der var blevet holdt fra scoringer tegnede rigtig godt. Kort efter pausefløjt og hvad ville Hobro så komme med efter pausen? Bedømmelsen af 1. halvleg var som nat og dag i forhold til lørdagens indsats. Middelfart havde gennem 45 minutter vist med godt spil og to flotte mål, at vi ville have mere pokalfodbold i Gryden i år.

Spænding og lettelse

Alle ved, at det gælder om at få startet godt efter pausen og ikke lade modstanderne få en hurtig scoring og give dem tro på at kunne vende og vinde kampen. Det skud i det 51. minut fra en position lige uden for feltet efter en dribletur, hvor Middelfart defensiven virkede lidt bange for at give et farligt frispark væk, som Hobroangriberen Villads Rasmussen fik sendt af sted til venstre for Middelfarts keeper, gav desværre resultat.

Skuddet tog venstre opstander, gik på tværs og sneg sig ind ved modsatte stolpe. Reduceringen til 1-2 gav naturlig nok Hobro mod på mere. Jyderne havde også en del spil, men rigtig farlige chancer noteredes ikke. Middelfart stod godt på midten og bagude og spillede i perioder fint rundt med bolden og fik Hobro til at løbe efter os.

Efter 68 minutter fik William Akpan og Robert Kakeeto, der havde løbet mange meter i holdets tjeneste, fri for tjenesten og ind kom friske ben tilhørende Mads Hansen og Peter Kristensen. Minuttet efter havde Mads Hansen et godt forsøg udefra på en af sine første berøringer. Middelfart arbejdede godt og tog brodden af Hobros opspil.

Efter 72 minutter var det lige ved at gå galt, da en Middelfartspiller gled på den våde bane på kanten af eget felt og Hobro var tæt på en udligning, men Rasmus Jepsen-Jacob reddede flot. Bardhec Bytyqi fik problemer med bentøjet og måtte lade sig udskifte. Ind kom Lukas Eg Jørgensen.

Efter 78 minutter kom Malthe Boesen fri af Hobroforsvaret, lagde an til afslutning og passerede også keeper Søndergaard.  Desværre manglede skuddet lidt fart og Hobro fik reddet tæt på stregen. Andre indlæg fra især højresiden fik det granvoksne Hobroforsvar afværget.

Hektisk afslutning

Efter et Hobroforsøg og igangsat Middelfarttangreb faldt Middelfarts keeper Jepsen-Jacob til jorden med tydelige smerter i læggen. Efter behandling på banen fortsatte han og Middelfart fik lagt en flot aflevering op på Peter Kristensen på højrekanten. Den hurtige angriber driblede op til kanten af feltet og fandt Lukas Eg i modsatte side, inden Hobro kom på plads.

Lukas Eg scorede sikkert for tredje gang i sæsonen og med en 3-1 føring i ryggen efter 81 minutter lignede det en mere rolig afslutning. Desværre gik der mindre end et minut, inden reduceringen til 2-3 fra Hobro kom, da først et afværget forsøg blev sendt tilbage i feltet og Hobros Marco Bruhn nåede højest og fik headet ind bag en tydelig hæmmet keeper Jepsen-Jacob.

Middelfart reagerede med en hurtig målmandsudskiftning. Ind kom Casper Radza og i samme moment kom Oscar Obel-Hall ind og afløste Malthe Boesen. Casper Radza viste sikkerhed og ro og tog hvad der kom tæt på og kun i enkelte situationer lignede det, at Hobro måske ville udligne og fremtvinge ekstratid. Peter Kristensen fik en mulighed efter 93 minutter i den modsatte ende uden held. Efter godt fem minutter lagt til lød fløjten for sidste gang fra dommer Jacob Rasmussen. Det var vist også godt nok. Det tiltagende mørke på den regntunge aften havde gjort det umuligt at spille 30 minutters ekstra og måske slutte med straffespark.

En flot, flot præstation af Middelfart, der rejste sig efter lørdagens blamage og viste, at der er masser af både god fight og rigtig god fodbold i holdet. Næste modstander i pokalen er som nævnt Viborg FF, men allerede på søndag er der en vigtig kamp om point i 2. division, når Middelfart gæster HIK og Gentofte Sportspark.

En helt anden opgave i en ofte næsten mennesketom stor arena på en kunstbane, hvor motivationen igen skal findes frem – nu på helt anderledes præmisser. Pokalfodbold er sjov, så længe det varer, og det kan være slut efter næste kamp. Den lange turnering med 32 kampe er kun sjov, hvis vi vinder vores kampe og spiller med i den halvdel af 2. division, hvor vi mener, vi hører til.

Tekst: Leo Jensen

Seneste nyheder

Menu
OPTAKT: De letteste er ofte de sværeste
REFERAT: Det var snublende tæt på endnu en triumf
OPTAKT: Tæt på en gratis omgang
Meget mere end fodbold

Bliv en del af Middelfart Boldklubs stærke sponsornetværk og få adgang til det som skaber værdi for netop DIN virksomhed.

Privatlivspolitik

Middelfart Stadion

Adlerhusvej 3

5500 Middelfart

Administration

Alsvej 8

5500 Middelfart

Kontakt os

Telefon: 20 12 98 58

E-mail: sg@middelfartboldklub.dk