REFERAT: Middelfarts flotte afrunding på uge 32

Anden uge i august viste sig at blive minderig for Middelfart Boldklub. Fra den store tirsdag aften på et udsolgt Middelfart Stadion med 7-6 over det tidligere Superligahold fra Odense var scenen noget anderledes i lørdagens kamp mod Aarhus Fremad. Stadig fint vejr, men en del færre tilskuere og Middelfarts trup var mærket af den lange kamp tidligere på ugen, men tog en vigtig 3-1 (2-0) sejr over århusianerne på en blanding af godt spil og hårdt arbejde.

Man kunne have frygtet en reaktion på den meriterende pokalsejr over OB i en kamp mod et hold, vi i sidste sæson tabte vigtige point til på hjemmebane. Men Middelfart gik til opgaven med den tydelige intention at vinde kampen og få slettet det kedelige nul i tabellen over både point og scorede mål. Begge dele lykkedes med en energisk indsats krydret med de nødvendige mål og nu er vi for alvor i gang med turneringen.

Stod på vippen i starten

Middelfart stillede fra start med følgende elleve: Casper Radza – Malthe Kristensen, Lasse Thomsen, Simon Trier – Jacob Linnet, Robert Kakeeto, Jonas Villemoes, Anton Stage – Benjamin Zjajo, Malthe Boesen, Lukas Eg Jørgensen. Bardhec Bytyqi var ikke til disposition i denne kamp.

Holdene startede forsigtigt ud og følte hinanden lidt på tænderne det første kvarter, hvor der ikke var tilløb til de store chancer. Så kom en situation efter 17 minutter, der kunne have ændret kampens gang. Fremad pressede på i kanten af feltet og en driblende gul/sortstribet angriber blev lidt unødvendigt fanget af et Middelfartben inde i feltet. Straffespark var dommerens hurtige reaktion.

Casper Radza, der for anden kamp i træk stod overfor forsøg fra pletten, kiggede Fremadskytten ud og gik til den rigtige side til venstre for sig og reddede straffesparket. Stor lettelse og så gik det den anden vej. To minutter senere var det Middelfarts tur til at få et forsøg fra 11 meter pletten efter en hægtning i feltet.

Malthe Boesen, der ikke var blandt skytterne i tirsdags, da han var skiftet ud på det tidspunkt, tog sparket og satte sikkert bolden ind til en vigtig 1-0 føring. Middelfart havde nu en god periode, hvor Fremad blev presset tilbage mod eget felt af en stribe angreb.

Og efter 24 minutter kom scoringen til 2-0. Jacob Linnet drev bolden frem fra midten af banen og lidt uden for feltet så han Lukas Eg Jørgensen i en god position ude i venstre side. Lukas tog bolden med sig og Fremad ventede vist et fladt indlæg ind mod en blå mand midt for målet.

Den nye mand, der er kommet fra Marienlyst, lavede en overraskende dribling bag om en Fremadforsvarer og fra en spids vinkel hamrede han bolden op under overliggeren, hvorfra den ramte ned bag mållinjen og lagde sig i nettet. En fin detalje og nu havde Middelfart et perfekt udgangspunkt for kampen.

Middelfart måtte tage den første udskiftning i brug efter 33 minutter, da Anton Stage efter en noget hårdhændet behandling måtte opgive at fortsætte. Ind kom en af de nye, Gabriel Kehinde Victor, der således fik omkring en time på banen.

Spillet bølgede lidt det næste kvarter, hvor Malthe Boesen havde et hovedstød efter 36 minutter. I halvlegens døende sekunder kom Fremad tæt på, da et forsøg prellede af på overliggeren bag Casper Radza. Så var der pause og tilskuerne ved banden var tilfredse med udviklingen. Kampen i tirsdags fik lige et opkog mere og perspektiverne i pokalturneringen med Hobro som næste modstander på Middelfart Stadion, formentlig med termin tirsdag den 10. september, blev vendt.

Forskrækkelse fra start

Aarhus Fremad har standarder som et vigtigt våben og et frispark blev optakten til reduceringen til 1-2 efter syv minutter i 2. halvleg. Ved bageste stolpe kom forsvaret ikke op til den fysisk stærke Thomas Mikkelsen, der er kommet til Fremad fra Kolding IF. Han pandede reduceringen kraftfuldt ind. Så var der igen spænding og nu skulle Middelfart passe på.

Efter 60 minutter havde Fremad et forsøg på frispark, som Casper Radza helt oppe under overliggeren fik dirigeret over mål. Så skiftede Kristoffer Johannsen tre af sine slidte folk ud. Simon Trier blev afløst af Marcus Mlynikowski, og kanterne Benjamin Zjajo og målscorer Lukas Eg blev afløst af Peter Kristensen og William Akpan.

Efter 64 minutter havde Lasse Thomsen en åben chance på hovedstød midt for Fremad målet. Middelfarts solide defensiv havde godt fat i Fremadangriberne, der for det meste blev lukket ned, inden det blev rigtig farligt – og Man of the Match, Casper Radza, sørgede for resten.

Et kvarter før tid fik Malthe Boesen fri og blev afløst af Oscar Obel Hall, der var involveret i en del og nok skal blive en gevinst, når relationerne er bedre på plads. Forsvareren Malthe Kristensen, også kommet fra Esbjerg, har et godt spark og fik chancen på et par frispark i de sidste ti minutter. Efter lidt ping pong i en situation i feltet et par minutter før tid, lukkede Middelfart så endelig leddet et par minutter ind i overtiden.

Et upræcist afspil i Fremadforsvaret blev opfanget af William Akpan lidt uden for feltet. Han opdagede lynhurtigt, at Fremads keeper, Benicio Pena, ikke dækkede sit mål og Akpan sparkede med største selvfølgelighed bolden ind til slutcifrene 3-1.

En dejlig og vigtig sejr var hentet i hus trods lidt trætte ben og hoveder. Vi har før haft Fremad helt nede i sækken uden at kunne afgøre sagerne og så er århusianerne løbet med rovet. Denne gang var det en mere lige kamp, som vi effektivt afgjorde til egen fordel. Næste opgave er oprykkerne FREM i Valby Idrætspark næste lørdag.

Og så blev det ellers hverdag igen i øens store avis. Fra en iøjnefaldende forsidehenvisning i onsdagens avis med Middelfarts sejr i kampen om Fyn er det blevet business as usual igen. Omtalen af Middelfarts sejr over Aarhus Fremad var henvist til en mindre notits i omtalen af en lørdagskamp i Odense, hvor hjemmeholdet åbenbart har nemmere ved at tumle holdene fra NordicBet Ligaen.

Tekst: Leo Jensen

Seneste nyheder

Menu
REFERAT: Pokaldrømmen lever stadig
OPTAKT: Ny pokalrunde – helt ny modstander
REFERAT: Middelfart savner stabilitet
Meget mere end fodbold

Bliv en del af Middelfart Boldklubs stærke sponsornetværk og få adgang til det som skaber værdi for netop DIN virksomhed.

Privatlivspolitik

Middelfart Stadion

Adlerhusvej 3

5500 Middelfart

Administration

Alsvej 8

5500 Middelfart

Kontakt os

Telefon: 20 12 98 58

E-mail: sg@middelfartboldklub.dk