REFERAT: Middelfart gik ind i slutspillet i fin stil

Så fik vi Grundspillet på plads og kan konstatere inden Oprykningsspillets 10 afgørende kampe, at Middelfart Boldklub som oprykker fra sidste sæson har mere end opfyldt forventningerne. Med 12 sejre, heraf de sidste 4 på stribe, 5 uafgjorte og kun 5 nederlag – heraf var de 4 knebne etmåls afgørelser – 41 points af 66 mulige og en målforskel på plus 15 (34-19) med rækkens bedste forsvar, er der grund til rose spillere, trænere og øvrige stab for et godt stykke arbejde siden træningsstart i juli sidste år. Men vi er selvfølgelig slet ikke færdige endnu.

Lørdagens kamp mod AB lignede lidt de foregående tre kampe og tre sejre med en relativ hurtig afgørelse. Sejren blev på 3-1 (3-0) og altså en stor føring ved pausen, der gav ro på til 2. halvleg mod et AB-hold, der på det tidspunkt virkelig havde noget at kæmpe for. Det var samtidig forårets første kamp på rigtigt græs og en god premiere på det underlag, som vi nu går over til.

En flot 1. halvleg gjorde udslaget

Der var fra start lagt op til drama mellem de tre klubber, der kunne tage 6. pladsen og dermed den sidste plads i oprykningsspillet. AB havde fordelen med 24 point (-6) og den bedste målforskel i forhold til Skive, 23 point (-8) og Fremad Amager, 22 point (-10).

Middelfart stillede i en kendt opstilling: Casper Radza – Thomas Viggers, Lasse Thomsen, Simon Trier – Anton Stage, Robert Kakeeto, Jonas Villemoes, Jonathan Kjær – Peter Kristensen, Malthe Boesen, Benjamin Zjajo.

Træner Kristoffer Johannsen: Det var en fed fornemmelse at komme på græs igen og på et ’rigtigt’ stadion efter flere kampe på kunstgræs på træningsanlæg rundt om. Det gav et løft, kunne vi mærke, og det gav en flot 1. halvleg, hvor vi styrede kampen fint og fik omsat flere af vores chancer.

Middelfart kom flyvende ud af starthullerne allerede efter 9 minutter, hvor et angreb med få stationer gav 1-0 føringen. Radza satte bolden i spil ud i venstre side og Simon Trier lagde en lang bold op i ABs bagerste forsvar. Bagerste mand headede fremlægningen lige op i luften og nedfaldsbolden var Peter Kristensen over, driblede en gang lidt uden for feltet og satte bolden ind til venstre for keeper Albert Gaub-Jakobsen.

Middelfart holdt fast i spillet og producerede flere chancer med bl.a. friløbere til Benjamin Zjajo og Jonas Villemoes. Casper Radza havde også en stor dobbeltredning undervejs på en AB omstilling. Vi skulle dog hen til tre minutter før pausen, inden Middelfart igen fik scoret. Et langt indkast ind i AB feltet, skudforsøg og blokeringer, inden anfører Lasse Thomsen bankede kuglen ind fra en position lige uden for det lille felt.

Det var 2-0, men Middelfart var ikke færdige endnu. Et par minutter efter kørte Middelfart en omstilling med tre mod tre og afslutningen på indlægget fra venstre lignede en fin afslutning fra Jonas Villemoes, men var vist nærmere et selvmål af ABs anfører, Daniel Pedersen, i en presset situation. 3-0 og pause.

Lidt dramatik rundt om i landet

På de to andre stadions med kampe, der involverede den eftertragtede 6. plads, var stillingen ved halvtid 0-0 i Esbjerg – Skive, mens Fremad Amager havde bragt sig i en fordelagtig situation i Thisted med en 2-0 føring ved pausen. I den virtuelle stilling lå Fremad A derfor i Top6 på det tidspunkt.

Det ændrede sig hurtigt i 2. halvleg, hvor Thisted udlignede på en håndfuld minutter, og derefter lå Skive på 6. pladsen á point med AB og en målforskel, der var ét mål bedre end ABs.

I Gladsaxe Idrætspark var der derfor mest at spille om for hos de grønne, der ud over et sportsligt svagt forår med kun to point i de første fem kampe, har haft uro i længere tid udenfor banen. Der er vist efterhånden en del danske klubber især på 2. og 3. niveau, der ville ønske, der kunne tegnes ejerskifteforsikringer i forbindelse med diverse kapitalkredses overtagelse af klubberne.

Nye udenlandske ejere, ofte med overskuelig indsigt i fodbold, ofte en lidt mindre pengekasse end stillet i udsigt, med drømme om en givtig forretning med en begrænset investering, møder den danske virkelighed.  Også AB slås med deres problemer ifølge medierne og det har nok i en vis grad også spillet ind på de sportslige resultater.

På banen kunne Middelfart økonomisere med kræfterne, glæde sig over græs under knopperne og tænke lidt fremad mod slutspillet, hvor der er fine perspektiver. Træner Johannsen noterede sig nogle udfordringer i 2. halvleg, hvor der ikke hele tiden blev valgt de rigtige løsninger på det lidt uvante underlag, men overordnet var indsatsen på græsplænen fin og overbevisende og de tre point holder Middelfart inde i kampen om de sjove pladser.

Samtidig holdt Aarhus Fremad legestue med Nykøbing FC på en kunstgræsbane i det nordlige Aarhus og styrkede målforskellen med en 5-0 sejr. FC Roskilde kæmpede en 1-0 sejr hjem på kunsten på Frederiksberg mod FA2000 og dermed forblev stillingen status quo blandt holdene bag Esbjerg fB i spidsen af 2. division.

Middelfart bragte Jacob Linnet og Marcus de Claville i spil ti minutter inde i 2. halvleg, hvor de afløste Anton Stage og Peter Kristensen. Efter 66 minutter fik Benjamin Zjajo og Simon Trier fyraften og ind kom William Akpan og Marcus Mlynikowski. Godt ti minutter før tid kom Valdemar Kwasniak på banen som afløser for Robert Kakeeto.

Dramaet i midten spidsede til sidst i kampene. Thisted lavede det store come back og bragte sig på 3-2 mod Fremad A, der skulle vinde. Det var stadig 0-0 i Esbjerg, hvor Skive kunne klare sig med det resultat, hvis AB ikke fik scoret.

Fremad A udlignede cirka et kvarter før tid i Thisted og jagtede nu et afgørende sejrsmål, der kunne give dem 6. pladsen. Godt fem minutter før fuld tid på uret i Gladsaxe scorede ABs Christian Wagner så det, der ligner sæsonens vigtigste mål for AB. Et flot mål i øvrigt. Lidt spil uden for Middelfarts felt, inden Wagner bankede bolden ind yderst i Radzas venstre side, helt ude ved stolpen. Grøn jubel og nu skulle Fremad A bruge et mål i Thisted eller Skive et mål i Esbjerg for at tage humøret fra AB.

Der skete ikke mere i Thisted og dermed 3-3. Samme målforskel mellem AB og Skive, men skibonitterne blev straffet for at være det hold i rækken, der har scoret færrest mål.  Så de skulle frem til sidst og score mod det suveræne tophold og det kostede vel de to mål, Esbjerg scorede i tillægstiden og sendte Skive ned i Kvalifikationsspillet.

Og så skal vi spille slutspil

Kristoffer Johannsen minder sine spillere og indirekte også Middelfarts publikum og fans om at nyde denne situation. Middelfart har som oprykker kvalificeret sig til Oprykningsspillet i første hug. Vi har med 41 point et pointgennemsnit tæt på to (ca. 1,9) pr kamp. Det er mere end godkendt.

Vi ligger også fint til i kampen om den andenplads, der giver oprykning. Esbjerg må formodes ikke at sætte 18 point og suveræn målforskel til på de 10 slutspilskampe. Lige nu er vi inde i en fin stime med fire sejre i træk og 13 mål i de kampe. Der kommer selvfølgelig også dage, hvor det bliver svært at vinde, men der kan spilles frit herfra. Middelfart spilles nok ikke som førstefavorit til oprykning, men det er tilladt at snyde eksperterne – og der er kun tre point op til 2. pladsen lige nu.

Det er også tilladt at snyde de hold, der ligger over os for point i de kommende kampe. Vi starter på lørdag kl. 14 på Middelfart Stadion mod Aarhus Fremad og ét eller tre point her vil være et stort plus. Vi mødte også Fremad hjemme i Grundspillets første kamp tilbage i august, hvor en meget lige kamp endte 1-1. Fremad kom på 1-0 tyve minutter før tid og Malthe Boesen udlignede på straffespark tæt på sidste fløjt.

Det komplette kampprogram frem til 15. juni, hvor vi slutter af på udebane, forventes klar på torsdag og så kan man begynde at planlægge havearbejde og havefester efter det.

Tekst: Leo Jensen

 

'}}

Seneste nyheder

'}}
'}}
'}}
'}}