REFERAT: En arbejdssejr der gjorde rigtig godt

Det var ikke en resultatmæssig stor sejr, da Middelfart Boldklub med 1-0 (1-0) sejren over Boldklubben Frem kørte tre utroligt vigtige point hjem i stillingen. Fortsat på 3. pladsen og med to kampe tilbage, 6 point i forspring til stregen plus en betydelig bedre målforskel end de to afgørende forfølgere, AB og HIK på henholdsvis 6. og 7. pladsen, er det måske ikke matematisk sikkert, men i praksis er Top 6 placeringen og dermed deltagelse i Oprykningsspillet på plads.

Om slutspillet så bliver fra en placering tættere på de to tophold, Fremad Amager, 5 point foran Middelfart, og Aarhus Fremad, 4 point foran os, eller om vi holder 3. pladsen foran Næstved, 2 point efter os, eller Skive IK, tre point efter, vil de sidste to runder afgøre. Middelfart har to modstandere fra forfølgerfeltet tilbage, Skive IK ude på fredag og HIK hjemme i den sidste Grundspilskamp den 12. april.

Middelfart læner sig ikke bare tilbage nu og er tilfredse med at slutte blandt de seks bedste. Vi vil vinde så meget som muligt og to sejre her til sidst vil give 40 point med over. Så må vi se, hvor langt det rækker i kapløbet med topholdene, som vi får fire nye vigtige kampe imod, når luften bliver varmere og græsset bliver grønnere.

Godt besat på tribunen

Middelfart Stadion havde usædvanlig tidlig premiere på græsunderlaget hjemme. Vi plejer at skulle vente til ind i april. Men nu var banen meldt klar og der var også premiere på de nye flotte, blå siddepladser, der med akkuratesse og snilde er tilpasset de gamle og efterhånden lidt skæve flisebelagte trin. Der var godt besat på siddetribunen og nu kan man drømme om den dag, hvor der efter planerne også kommer overdækning over siddepladserne, speakertårn og andre herligheder på langsiden.

Middelfart stillede på dagen i følgende opstilling: Casper Radza – Mads Greve, Lasse Thomsen, Christian Boyum – Jacob Linnet, Robert Kakeeto, Jonas Villemoes, Noah Barholt – Bardhec Bytyqi, Malthe Boesen, Benjamin Zjajo.
Ude sad Malthe Boy Kristensen med 2. karantænedag, Mads Hansen ude med efterveerne fra kampen i Nykøbing, hvor han måtte udgå i 1. halvleg. Og desværre er meldingerne vedr. Simon Trier, at han er ude i længere tid.

Her er det vigtigt at have en bred trup eller kunne skaffe sig det. Middelfart lavede op til kampen en aftale med den 26 årige forsvarsspiller Jacob Vetter med over 180 kampe i NordicBet Ligaen og 2. division og ophold i Viborg FF, Skive IK og Kolding IF. Den rutinerede Vetter var med på bænken til kampen mod Frem.

Kampen startede i et pænt højt tempo og modstanderne viste hurtigt, at de ikke var kommet til Middelfart for at parkere bussen foran eget mål og håbe på et heldigt resultat. De gik op de blå i hjemmeholdets trøjer, der spillede med solen i øjnene i 1. halvleg. Middelfart havde den første større chance ved Bardhec Bytyqi, der inden for et par minutter faktisk havde to muligheder og hvor den største af dem løb ud i en for lang dribling. Da var der gået et kvarter. Efter 24 minutter var Frem tæt på efter en dårlig clearing i Middelfartfeltet og Fremangriberens afslutning prellede af på overliggeren bag Radza.

Frem havde endnu en afslutning efter 27 minutter, hvor Radza var flot fremme og parere en nærgående angriber. Frem stillede i øvrigt med en gammel Middelfartkending i Malthe Karsberg Rasmussen, der før har været på stadion i VSK Aarhus trøje, efter han forlod Middelfart i 2019. Efter 35 minutter havde Jonas Villemoes to fine afslutninger efter gode kombinationer. Den første gik snært forbi stolpen og den anden over mål. Vi nærmede os afslutningen på 1. halvleg og de ret få farlige afslutninger overfor to påpasselige forsvar pegede på 0-0 ved pausen.

Det fik Jacob Linnet lavet om på efter 40 minutter. I Nykøbing sidste søndag havde han hovedet på et indlæg ude fra venstre og snittede bolden ind til 1-1. Denne gang var det på et hjørnespark fra Noah Barholt, der flere gange viste eksempler på sin følsomme fod. Dette indlæg fra hjørneflaget lå lige i Jacob Linnets løbebane og han pandede 1-0 føringen hårdt ind uden chance for den store keeper Søderstrøm i Fremmålet, der ellers dækkede sit mål godt kampen igennem.

Træner Engstrøm mente efter kampen, at Linnet nok var kommet ind i en stime. I det sidste minut af halvlegen var Villemoes igen på færde og måtte se et godt forsøg afværget af manden i Fremburet.

I perioder power play i 2. halvleg

Det var svært at se ude fra, hvor vanskelig græsbanen var på dette tidlige tidspunkt. Den sugede en del flade afleveringer til sig, som så ikke nåede frem til adressaten og der var en del tjubang fodbold på den konto. Frem var ikke bange for at investere lidt fysik og Middelfart bød dem op til dans. Men der var ingen voldsomme episoder undervejs trods kampens betydning ud over lidt ømmen sig og pusten ud, ingen gule kort og Middelfart nød igen godt af at spille med 11 mand hele kampen.

Frem kom ud til 2. halvleg og lignede nogen, der ville have noget med hjem og følge op på deres gode sæsonstart. Middelfart spillede mere eller mindre frivilligt lidt rope a dope taktikken, kendt fra boksning, hvor Frem stod meget med bolden foran feltet og forsøgte at prikke hul, mens Middelfart virkede lidt afventende med den spinkle føring i ryggen. Ved forsøg på spil ude fra siderne og inde foran Radzas felt blev der ikke givet ved dørene og alt ekspederet væk.

Desværre samlede Frem meget af det op igen og trykkede igen på. Frem skiftede nye kræfter ind for at fortsætte stormløbet, mens Middelfarts trods alt nogle omstillinger og ofte gode kombinationsspil oftest blev stoppet af Fremforsvaret, inden det rigtigt blev farligt.

Træner Kim Engstrøm trak store veksler på sin startformation, der efterhånden blev lidt slidte i silken. De sidste 14 dages overgang til tunge græsbaner har kostet kræfter og med ca. 10 minutter tilbage var flere modne til udskiftning. Der havde allerede nogle stykker været i græsset med krampe. Ud gik Mads Greve fra forsvaret, Robert Kakeeto fra midten og Benjamin Zjajo fra forreste linje. Ind kom den nye mand, debutanten Jacob Vetter, Lukas Eg og Peter Kristensen.

Frem forsøgte fortvivlet både med kombinationer foran feltet, høje indlæg mv, men der blev kæmpet i det blå forsvar for konge og fædreland og føringen blev holdt. Faktisk havde Middelfart ret gode muligheder både ved Bardhec Bytyqi, Malthe Boesen, Lukas Eg og Peter Vamos Kristensen, men Frem og især deres keeper sloges godt for det og stoppede de farlige angreb.

Befriende fløjt

Inde i overtiden kom Søren Eg ind som afløser for Bardhec og det sidste indtryk efter 94 minutter var igen en stor mulighed til Middelfart. Så lød det sidste befriende fløjt og der var dans og sang i Middelfarts rækker. Som Kim Engstrøm sagde efter kampen: De bedste sejre er dem på 1-0, hvor vi virkelig har kæmpet for det.

Det var også Middelfarts første clean sheet i 12 kampe – ikke siden 1-0 hjemme over Nykøbing FC for et halvt år siden. Det var den femte hjemmesejr i ti kampe og dejligt at indvi de delvis nye omgivelser med en positiv oplevelse. Og det var virkelig en vigtig sejr i et seks points opgør. Med sejren er Frem sat af som forfølger, nu 7 point efter. Havde de vundet, havde der været ét sølle point.

Det var også en positiv oplevelse og al ros værd at se de mange Fremsupportere, der havde været meget livlige, sunget, flaget og hoppet under kampen, med køkultur ved ølboden uden at lave ballade, ingen bitterhed trods nederlaget, blive efter kampen og hylde deres helte trods 0-1, udsigten til en lang tur hjem og måske udsigten til et ikke så spændende nedrykningsspil. Det er fodboldkultur, når det er bedst.

Tekst: Leo Jensen

'}}

Seneste nyheder

'}}
'}}
'}}
'}}