Rammerne omkring opgøret fredag aften på Middelfart Stadion mellem Middelfart Boldklub og topholdet Esbjerg fB var så fine, som de overhovedet kunne være. Et indbydende græstæppe, flot sommervejr, lokkende tilbud i boderne og knap 1600 tilskuere – heraf omkring 1000 fra Esbjerg – gav en fantastisk stemning, der sjældent opleves på 2. divisions niveau.
Kampen var afgørende for begge hold. Esbjerg kunne med en sejr endeligt nagle oprykningen fast og Middelfart skulle vinde for at bevare den meget lille chance for at blande sig i kampen om den anden oprykningsplads. Resultatet 2-0 (0-0) til Esbjerg var vel ikke helt uventet, men vejen dertil blev nok lidt mere krævende, end Esbjerg måske havde forestillet sig.
Da Aarhus Fremad så samtidig tromlede videre med 4-1 over Nykøbing FC og FC Roskilde trods en overtidsudligning mod AB til 3-3 af målmanden! igen tabte terræn, så kan næste rundes kamp fredag aften i Aarhus mod Fremad betyde, at Middelfart igen skal overvære en oprykningsfest uden at deltage i den. Sådan er fodbold, når marginalerne falder forkert ud.
En bragende flot 1. halvleg, men …
Kampen blev indledt med et blåt røgbombeshow i udebaneafsnittet, hvor der herskede superligastemning med sang og vajende faner. Middelfart Stadion er ikke helt opdateret til den type kampe med mange tilskuere, som vi desværre for sjældent oplever, men staben omkring Yasmin, Søren og de mange frivillige havde gjort en formidabel indsats for at få det hele til at klappe og skal have stor ros for det.
Middelfart fik sig en forskrækkelse allerede efter 4 minutter, da et Esbjergangreb gav mulighed for frit skud på Middelfartmålet op mod Esbjergtilhængerne. Casper Radza var dog vågen og ude at blokere med kroppen på forsøget. Så var vi i gang.
Middelfart stillede med følgende 11 fra start: Casper Radza – Simon Trier, Lasse Thomsen, Marcus Mlynikowski – Jacob Linnet, Robert Kakeeto, Jonas Villemoes, Anton Stage – Peter Kristensen, Malthe Boesen, Benjamin Zjajo.
To ændringer fra sidst. Thomas Viggers var forhindret og blev afløst af Marcus Mlynikowski. Jonathan Kjær afsonede første spilledag af sin karantæne for det røde kort i Roskilde, uddelt efter kampens sidste fløjt. Desuden var cheftræner Kristoffer Johannsen forvist til tribunen efter sit gule kort i Roskilde. Begge kort uddelt for protester mod dommeren, der som bekendt er den eneste, der har kort med på banen.
Middelfart kom ellers godt fra start i kampen og spillede ret beset en fremragende 1. halvleg med iderigt spil, gode sikre kombinationer og generelt en imponerende boldsikkerhed. Efter 8 minutter en række kombinationer i og omkring Esbjergs felt, men afslutningen kom ikke trods flere muligheder. Efter 13 minutter kom Peter Kristensen helt fri igennem og lagde an til afslutning inde i feltet. Et koket skub i ryggen fra en Esbjergforsvarer, der sendte Middelfartangriberen i græsset, vinkede dommeren afværgende overfor.
To minutter senere skulle Middelfart have skabt en føring. Tre afslutninger i samme angreb, der endte ud i et hjørnespark, var for lidt udbytte. Anton Stage lavede nogle snævre driblinger inde tæt på det lille felt, men der manglede den kliniske afslutning, så en Esbjerg forsvarer kunne heade væk på stregen. En ny afslutning blev igen reddet på stregen og det tredje skudforsøg blev pareret til hjørne.
Der slap Esbjerg og den ofte lidt flagrende keeper billigt. Efter 23 minutter var der igen bud efter et blåt føringsmål, da et godt hovedstød fra Jonas Villemoes blev reddet helt ude ved stolpen. Der noteredes et enkelt forsøg fra Esbjergangrebet, der ellers blev pakket godt ned af Middelfartdefensiven, efter en halv time og lige efter havde Lasse Thomsen et godt forsøg udefra.
Esbjerg sad hårdt på Middelfarts topscorer, Malthe Boesen, der blev udsat for lidt af hvert, men kort før pausen fik han og holdet to muligheder. Keeperen for igen forvirret rundt ude i feltet og målet var helt åbent, men chancen fusede ud i et upræcist indspil. Halvlegen blev rundet af med et næsten selvmål af Esbjerg, hvor målmanden var passeret, men bolden endte heldigt for udeholdet i sidenettet.
Et flot, flot udtryk af Middelfart i de første 45 minutter, men der sneg sig en mistanke ind. Kunne Middelfart holde niveauet i 2. halvleg? Der var brugt mange kræfter og endnu en gang fik vi ikke scoret i vores gode periode. Og Esbjerg ville uden tvivl efter pausen gå efter sejren og oprykningsfesten.
Billedet vendte i 2. halvleg
Esbjerg kom da også ud til 2. halvleg med en ide om at presse spillet op mod Middelfarts målende – op mod klubhuset og længst væk fra de festlige Esbjergtilhængere. Middelfart fulgte dog pænt med det første lille kvarter, men så strammede Esbjerg bardunerne. Det første farlige forsøg efter 55 minutter blev flot afværget af Radza, der spillede en god kamp som flere andre.
Men nu lugtede Esbjerg blod. Et par minutter senere måtte Casper Radza igen i aktion og redde sit hold. Men tredje gang gik det galt for det pressede forsvar. Et indlæg i feltet nåede Esbjergs sprælske angriber, Steven Simpson, der med et ikke specielt kraftfuldt, men yderligt placeret hovedstød skabte 1-0 føringen.
Topholdets medgang? Esbjerg spillede godt i denne periode og forskellen var, at de altså fik scoret i en kamp mellem to meget lige hold. Som det har været tilfældet hver gang i sæsonens fire kampe mellem de to hold – bortset fra en halvleg i Esbjerg for en måned siden – og Esbjerg har vundet hver gang. En målscore på 10-3 i Esbjergs favør fortæller ikke hele historien om de kampe.
Middelfart skiftede William Akpan og Mads Hansen ind efter Esbjergs scoring, hvor Peter Kristensen og Anton Stage gik ud. Spillet vekslede lidt de næste ti minutter og efter 69 minutter følte Malthe Boesen sig snydt for et straffespark, da han blev gået i ryggen lige før en afslutning tæt på mål. Hans appeller for straffe blev belønnet af dommeren, der virkede lidt duperet af de fine gæster, med et gult kort.
Efter 72 minutter blev Benjamin Zjajo afløst af Marcus de Claville. Så stak Esbjerg kniven ind igen. Et hjørnespark efter 74 minutter ind i feltet mellem venner og fjender endte med et frit hovedstød fra Tobias Stagaard, der stod underlig umarkeret. 2-0 og det var svært at se Middelfart komme igen ovenpå den medfart.
Kampen ebbede ud, Middelfart havde resigneret og Esbjerg ventede på slutfløjtet, så oprykningsfesten kunne starte. Mikkel Blåholm fik de sidste minutter som afløser for Malthe Boesen. Sidste fløjt og fyrværkeriet og festlighederne startede for Esbjerg.
Alt i alt et godt indtryk af Middelfarts indsats mod en forventet stærkere modstander, der i ca. en time fik kamp til stregen og endda lidt mere. Det havde ikke været ufortjent med en Middelfart føring ved pausen, men det lykkedes ikke og så blev det den tredje kamp i slutspillet uden blå mål. Og Esbjerg udviklede sig til lidt af en skrækmodstander, da de har tilføjet os halvdelen af de 8 nederlag, sæsonen har budt på.
Nu gælder det om at hive de sidste ressourcer frem og slutte sæsonen godt af i de tre kampe, der resterer. Nu følger to udekampe. Efter Aarhus Fremad går sæsonens sidste bustur til Nykøbing, inden der rundes af i Gryden den 15. juni mod AB. Der er stadig en tredjeplads i sigte og vigtigt at gå på ferie med succesoplevelser i kroppen.
Tekst: Leo Jensen