OPTAKT: Skarp udfordring på Hancock Arena i Skive

Efter godt et par timer og ca. 160 km i bus nordpå ad Rute 18 venter der Middelfart Boldklub en hård nød at knække i den sidste udekamp i Grundspillet i 2. division tæt på Limfjordens vande. En fredag aften på Hancock Arena, hvor hjemmeholdet har hårdt brug for en sejr for at fastholde deres placering i Top6. Og hvor Middelfart gerne vil fastholde placeringen tæt på Top2 med endnu en sejr oveni de to seneste over Nykøbing FC og BK Frem.

Der er tre point mellem holdene inden kampen, så med henblik på et slutspil, hvor begge hold deltager, vil en eventuel vinder stå med et godt indbyrdes udgangspunkt. Middelfart kan i udgangspunktet fint leve med et enkelt point, men afstanden til toppen på henholdsvis fire og fem point til Fremadholdene og Næstved, der ligger i baghjulet to point efter, har bedst af en sejr.

Et ret lige udgangspunkt

Skive IK og Middelfart har begge hentet 7 point i de hidtidige fire runder i foråret og med samme forløb. Skive startede hjemme med 1-1 mod Helsingør. Så kom de to tophold. 0-2 ude mod Fremad A men så en flot indsats med 1-0 hjemme over Aarhus Fremad, århusianernes eneste pointtab i foråret. I sidste weekend blev det 1-0 ude over Ishøj på en scoring tæt på slutfløjtet. 7 point for målscoren 3-3.

Her overfor startede Middelfart også med en uafgjort efter 1-1 ude mod Ishøj. Så 1-3 hjemme på kunsten mod AB. Og så i lighed med Skive to sejre. Det blev 3-1 ude over Nykøbing FC og 1-0 hjemme over Frem, der her led sit første nederlag i foråret. 7 point for 6-5 i målscore.

Middelfart kommer nu på græs for tredje gang i foråret og de første par gange er det jo gået godt. Der var nogle af spillerne, der var møre til sidst i kampen mod Frem – måske grundet det lidt uvante underlag – hvor Middelfart Stadion lagde græs til en kamp i marts måned. Tilbage midt i november spillede vi efteråret færdigt på eget græs. Det er ikke sket før i nyere tid.

Sæsonens første kamp mellem de to hold stod tilbage en fredag aften sidst i august. I denne 4. runde kamp scorede Benjamin Zjajo efter 5 minutter til 1-0. Skive udlignede omkring den halve time og sejrsmålet kom i første minut af 2. halvleg ved Malthe Boesen. En kamp, hvor Middelfart havde mest spil og flest chancer.

I sidste sæson mødtes holdene to gange i efteråret 23. Det blev 2-0 til Middelfart på Hancock Arena i september på mål af Jonas Villemoes og Marcus de Claville. I november i efterårets sidste kamp vandt Skive 1-0 på kunsten på Færøvej på et tidligt selvmål af et slidt Middelfartmandskab. De to hold spillede ikke i samme slutspil. To sæsoner før, der endte med Middelfarts tur ned i 3. division, vandt Skive begge kampe i Grundspillet, 3-2 i Middelfart, Andre Bjerregaard og Jacob Linnet scorede for hjemmeholdet, og 1-0 hjemme.

I Kvalifikationsspillet vandt Middelfart 1-0 i Skive på et mål af Denis Fazlagic og det blev 1-1 i Middelfart, hvor Mathias Præst udlignede. Fra tidligere huskes bl.a. 4-1 i sæsonens sidste kamp 2019 på Middelfart Stadion, hvor Skive og Kolding desværre var løbet med oprykningen. Casper Johansen to gange, Søren Andreasen og Malthe Karsberg Rasmussen, som vi mødte i Fremtrøjen i lørdags, scorede.

Lidt om navne

Middelfart har igen Malthe Boy Kristensen til disposition efter et par karantænedage og bortset fra et par skader skulle der igen være en næsten intakt trup af vælge fra. Som der blev nævnt i referatet fra kampen mod Frem blev truppen tilført en ny forsvarer i sidste uge. Jacob Vetter med knap 150 kampe for Skive IK fik debut som indskiftet i den vigtige hjemmesejr på et velbesøgt Middelfart Stadion med nye siddepladser.

Wingback Søren Eg Pedersen, der kom til Middelfart i august sidste år, har ligeledes en fortid i Skive. Robert Kakeeto var inden ankomsten til Middelfart i juli 2022 udlånt af AaB til Skive sæsonen før.

Ikke mindst kender vi Skive IKs nuværende træner, Anders Jensen, der har været i klubben siden oktober 2023. Han var som bekendt cheftræner i Middelfart fra januar 2022 til juni 2023, hvor han rykkede op i 2. division med Middelfart Boldklub efter en enkelt sæson i 3. division, hvor vi sluttede som suveræne vindere.

Kampens dommer i Skive er Sebastian Tornhøj Nielsen. Han fløjter kampen på Hancock Arena i gang kl.  19.00 og vejrudsigten nordpå siger tørt og sol – den går ned ved godt 20 tiden – 10-12 grader og en let vind.

Tekst: Leo Jensen

'}}

Seneste nyheder

'}}
'}}
'}}
'}}