OPTAKT: Ny pokalrunde – helt ny modstander

Middelfart Boldklub er nu nået til 2. runde i Oddset Pokalen og vi kender allerede en eventuelt kommende modstander, hvis det lykkes at komme forbi Hobro IK torsdag aften på Middelfart Stadion. Viborg FF skal i 3. runde på besøg hos vinderen af kampen i Middelfart og hvis vi tør kigge så langt frem, vil de grønblusede fra domkirkebyen også være et helt nyt bekendtskab for os.

Denne signatur var så kæk at hævde i optakten forud for 1. runde kampen i august mod OB, at Middelfart ikke plejer at forlade pokalturneringen allerede i 1. runde. Det skete jo heldigvis heller ikke, men det er svært at påstå det samme forud for tirsdagens kamp – at vi ikke plejer at tabe i 2. runde. Idet Middelfart sidste år mødte 3. divisionsholdet fra IF Lyseng i netop 2. runde efter en 6-0 sejr over Odense KFUM i 1. runde – og tabte 3-1 på deres hjemmebane i det sydlige Aarhus efter en præstation et godt stykke under middel.

Der er dog ingen tvivl om, at der skal findes helt andre takter frem end i lørdagens nederlag til Ishøj, hvor det blåklædte hjemmehold aldrig fik sat form eller figur på spillet og fortjent tabte 1-2 til bundholdet Ishøj IF. Oprykkerne fra Vestegnen greb chancen denne sensommersløve eftermiddag i Gryden, hvor favoritterne ikke havde de afgørende procenter med på banen.

Hobro - en rutineret modstander

Hobro IK, som Middelfart Boldklub eller MG&BK så vidt vides ikke har mødt før,  har en dåbsattest tilbage fra 1913 og nævner i sin klubhistorie, at den første store kamp i pokalturneringen var i 1961, hvor de senere pokalvindere fra B1909 var på besøg i ottendedelsfinalen med syv landsholdsnavne på holdet og vandt 11-1. Hobros mål blev scoret af racerkører Tom Kristensens far, Carl Erik.

I 2005 rykkede Hobro op i 2. division og Danmarksturneringen for første gang med en rygrad af unge spillere, der senere skulle bringe Hobro endnu længere. Holdets træner Martin Thomsen spillede sine ungdomsår i Hobro og efter mange sæsoner i Skive vendte han tilbage, da Superligaeventyret tog sin begyndelse. I klubbens 100 års jubilæum i 2013 begyndte marchen mod Superligaen, der blev nået sommeren efter.

I år møder Middelfart så også op til pokalens 2. runde efter en sejr over en Odenseklub i 1. runde. OB spiller som Hobro i NordicBet Ligaen og de to hold mødtes for nogle uger siden med fynboerne som sikker vinder med 3-0. En god bekendt så kampen og beretter om en 1. halvleg, hvor Hobro havde flere åbne chancer for at tage føringen og senere udligne, inden de så blev sat på plads i 2. halvleg.

Hobro IK har spillet en mere tilbagetrukket rolle i dansk fodbold siden de glade Superligadage i perioden 2014-2020, hvor jyderne bød de helt store drenge i fodboldverdenen op til dans og skabte mange bemærkelsesværdige resultater.

Den lille slog de store

Efter oprykningen til SL, hvor Hobro koketterede lidt med rollen som den lille store klub med spillere, der bl.a. fordelte tiden mellem at passe fodboldtræning og landbrug og blev manges darling, fulgte seks højtflyvende sæsoner – en enkelt nedrykning undervejs i 2016 blev afløst af en hurtig returbillet året efter til Superligaen – og resulterede i samlet fem sæsoner oppe i det fine selskab med to 7. pladser som de bedste resultater.

Hobro skabte i de glade år flere overraskende resultater. Den allerførste kamp i 2014 mod mægtige FCK i Parken, vandt Hobro 3-0. I 2016 blev det 4-2 hjemme over køwenhawnerne og i Hobros foreløbig sidste sæson i SL i 2019 blev det 2-1 i hjemmekampen over løverne. For et par år siden var holdene ude i straffespark i en pokalkamp, inden Hobro var overvundet.

I de første fire opgør i samme periode mod Brøndby IF vandt Hobro hver gang.  De nuværende mestre fra FC Midtjylland fik Hobro derimod aldrig knækket koden på. To point i 12 kampe og målscoren 8-34 taler et tydeligt sprog. Mod vores modstandere fra 1. pokalrunde, OB, vandt Hobro 3 af 12 kampe i SL, deraf to i Odense. Hobro debuterede i Superligaen i sommeren 2014 med en 2-1 sejr i Odense.

I de senere sæsoner har Hobro så optrådt på næstbedste niveau. Ikke helt tæt på oprykningspladserne men oftest trygt på afstand af nedrykningspladserne. I denne sæson efter 8 runder på en 7. plads med snor i Top6. Med resultaterne Middelfart – OB 7-6 og Hobro – OB 0-3 som baggrund må logikken være, at Middelfart må være favoritter i dagens kamp.

Fodbold og logik er dog ofte ikke i familie med hinanden, så den vurdering må tages med det gran af alvor, at pokalkampe ofte har deres helt eget liv og mangel på logik. Så naturligvis er Middelfart ikke chanceløse mod et hold fra en række over, men det kræver en helt anden indsats end i lørdagens kamp mod Ishøj. Og Hobro begår nok ikke den fejl at undervurdere Middelfart.

Kampen om en plads i 3. runde og et møde med Viborg FF fløjtes i gang kl. 17.00 og dømmes af Jacob Rasmussen.

Tekst: Leo Jensen

Seneste nyheder

Menu
OPTAKT: De letteste er ofte de sværeste
REFERAT: Det var snublende tæt på endnu en triumf
OPTAKT: Tæt på en gratis omgang
Meget mere end fodbold

Bliv en del af Middelfart Boldklubs stærke sponsornetværk og få adgang til det som skaber værdi for netop DIN virksomhed.

Privatlivspolitik

Middelfart Stadion

Adlerhusvej 3

5500 Middelfart

Administration

Alsvej 8

5500 Middelfart

Kontakt os

Telefon: 20 12 98 58

E-mail: sg@middelfartboldklub.dk