OPTAKT: Middelfart jagter point og lokal prestige

Der var brede smil og stor glæde på Middelfart Sparekasse Stadion for godt en måned siden, da Middelfart Boldklub fejrede 10 års fødselsdag og gav sig selv den bedste gave: Den første sejr siden oprykningen til Betinia Ligaen. Den blev på 1-0 – og glæden blev ikke mindre af, at det var de nærmeste konkurrenter geografisk set, Kolding IF, der blev sat til vægs på Jonas Villemoes sejrsmål et kvarter før tid.

Siden da er det blevet til tre nederlag, 0-1 ude mod B.93, 1-2 hjemme mod Hillerød og senest 0-3 hjemme mod AC Horsens, hvor et rødt kort midtvejs i 2. halvleg ved stillingen 0-1 knækkede Middelfart, netop som der var kommet lidt bid i hjemmeholdets forsøg på at presse en af oprykningsfavoritterne.

Fest i Kolding

Fredag aften er det modstanderne, der holder fødselsdagsfest. I 130 år har Kolding IF begejstret generationer af koldingensere og de seneste år har været nogle af de mest succesrige med placeringer lige under oprykkerne til Superligaen. Kolding rykkede op i dengang NordicBet Ligaen i 2023 og har konsolideret sig flot i de følgende to sæsoner. Trods lidt blandede resultater på det seneste holder Kolding fast i en placering i Top6 med aktuelt seks point op til oprykningspladserne.

Der satses højt sportsligt og økonomisk i Kolding IF i disse år og stadionbyggeriet på Autocentralen Park vidner om de markante ambitioner om at gå i fodsporene på næsten naboerne fra FC Fredericia, Vejle Boldklub, Sønderjyske og Horsens, der alle har smagt på Superligaens herligheder – om end de to førstnævnte lige nu slås hårdt i bunden.

Der er lagt op til en fin markering af de 130 år og der er nok klare forventninger om på den anden side af Lillebælt, at bundholdet Middelfart ikke skal spolere festlighederne og løbe med pointene endnu engang, når der fløjtes op til en Friday Fight Night på de kanter. De trofaste Middelfart tilhængere mindes nok endnu den fredag aften i sommeren 2022, hvor Middelfart få uger før nedrykningen til 3. division slog Kolding 3-2 på et sejrsmål i overtiden.

Kolding har siden nederlaget til Middelfart i september spillet 2-2 i Hobro, slået Esbjerg 2-1 hjemme og de tabte senest 1-2 ude til HB Køge, der som bekendt er et af de nærmeste hold, Middelfart kan kigge op til på 10. pladsen. Forskellen er på 5 point og HB Køge tabte torsdag til Hvidovre, så en blå sejr i Kolding vil forbedre situationen betragteligt. Det tredje bundhold, Hobro IK, der er 4 point foran Middelfart, møder lørdag Hillerød hjemme på DS Arena.

Panderynker i Middelfart

Ud over behovet for at komme ud af sporet med striben af nederlag fik Middelfart også lidt flere problemer, da hverken Mads Greve med sit røde kort tildelt på banen efter det andet gule i kampen – og deraf følgende ene karantænedag – og Malthe Boesen med sit direkte røde kort – og deraf følgende to dages karantæne – tildelt i en position uden for banen, hvorfra han til dommerens utilfredshed ivrigt kommenterede en højspændt situation i 2. halvleg, er til rådighed i kampen i Kolding.

Det kræver lidt omorganisering af tropperne og der er nok ikke tvivl om, at Middelfart vil komme under hårdt pres af hjemmeholdet, der ikke rigtig kan tåle at smide tre point igen mod naboerne fra den anden side Bæltet. Der vil blive brug for hårdt arbejde som altid, eliminering af fejl i forsvaret og effektiv udnyttelse af de målchancer, der næsten altid kommer, når en modstander presser hårdt, og det hele tilsat lidt medgang i de afgørende situationer i begge felter.

Dommer i kampen er Frederik Svendsen og der fløjtes op kl. 19.00. Vejrprognosen for Koldingområdet melder skyet med lidt regn, en del vind og temperaturer omkring 10-11 grader. Det tyder på en tung bane, der suger godt med kræfter undervejs. Hvem har flest?

Tekst: Leo Jensen

Seneste nyheder