Efterårets mest hektiske del for Middelfart Boldklub er overstået efter to måneder med 12 kampe – 9 i Grundspillet og 3 i pokalen. Nu er der halvanden måned og 7 kampe tilbage inden vinterpausen – sidste kamp i efteråret er hjemmekampen mod Næstved lørdag den 16. november.
Status efter sidste rundes 1-0 sejr over bundholdet Nykøbing FC er en 2. plads med 16 point for 9 kampe, 15-8 i målscore og lige nu a point med Aarhus Fremad på 3. pladsen og 6 point efter Fremad Amager på 1. pladsen. Feltet i midten af 2. division er stadig tæt og der er kun tre point ned til nr. 7, FC Helsingør, som vi møder hjemme i næste runde. Kampen mod Helsingør markerer i øvrigt, at første halvdel af Grundspillet så er afviklet.
En midtvejsstatus
Træner Kristoffer Johannsen konstaterer her i starten af oktober, at det må siges at være tilfredsstillende at konstatere, at Middelfart ligger nr. 2 og ud af de fem sejre har de tre været 4-0 ude over nr. 1, Fremad A, deres eneste nederlag, 3-1 hjemme mod nr. 3, Aarhus Fr. og 2-0 ligeledes hjemme over nr. 4, Skive IK. Uafgjort 1-1 ude mod nr. 5, HIK. De to sidste sejre var 2-0 over Næstved og førnævnte 1-0 over Nykøbing.
Kristoffer uddyber: Som træner er man selvfølgelig lidt ærekær og vil gerne vinde alle kampe. Det har vi ikke gjort, men når vi kigger på kamprækkefølgen og resultaterne, er der måske en forklaring. Vi har fokuseret meget på at tage én kamp ad gangen og holde fokus på den.
Jeg konstaterer så, at vi i to tilfælde har tabt til hold, der pt ligger i bunden, Thisted FC i 1. runde, og Ishøj IF i 6. runde, mod hvem vi vel spillede efterårets ringeste halvleg. Begge kampe blev spillet tre dage før vi mødte først OB i 1. runde af Oddset Pokalen og dernæst Hobro i 2. pokalrunde. Pokalkampene blev begge vundet efter flotte indsatser, men jeg mener stadig ikke, pokalkampene fyldte for meget i vores hoveder. Men ubevidst har der måske været skelet lidt til de to kampe, konstaterer Kristoffer Johannsen.
Kristoffer peger så på, at den tredje pokalkamp, der lidt ærgerligt og ufortjent efter hans mening blev tabt efter straffespark til Viborg FF, ikke forstyrrede så meget, idet kampene på begge sider af den kamp blev vundet – over Næstved og Nykøbing. Han fastslår, at pokalkapitlet, der blev pænt langt trods svære lodtrækninger, har været en god oplevelse for alle. Det har også givet hjemmepublikum nogle gode oplevelser og især sejren over OB vil stå stærkt, når efterårets indsats og resultater skal evalueres.
Vi er stadig ved at lære
Cheftræneren peger på en forskel fra sidste sæsons meget tilfredsstillende 4. plads og til denne sæson, at Middelfart som oprykker i sidste sæson nok overraskede de fleste ved fra starten at spille med i toppen og ikke miste pusten undervejs og til denne ofte svære anden sæson i 2. division som oprykker.
Kristoffer forklarer: Det var også en anden slags sæson end det tegner til i år med dengang et hold, Esbjerg fB, der spillede lidt i deres egen liga sæsonen igennem og så spillede reelt tre hold ret hurtigt om 2. pladsen. Det krævede sejre i de indbyrdes kampe og der var Aarhus Fr. og Roskilde lidt skarpere end os. Middelfart var ikke favoritter i så mange af kampene i sidste sæson som nyoprykket hold.
Han fortsætter: Nu kender de fleste af de andre hold os bedre. Vi er nok favoritter i lidt flere kampe på baggrund af sidste sæson og det kræver lidt omstilling. Pudsigt nok har vi tabt til de to oprykkere fra 3. division, Frem og Ishøj, hvor vi var favoritter, og foreløbig slået den ene af nedrykkerne, Næstved, fra NordicBet Ligaen.
Kristoffer nævner endvidere, at efter hans opfattelse klarer truppen den beskrevne omstilling udmærket og det går bedre og bedre, som sæsonen skrider frem. Spillerne er trygge ved spillestilen og kender deres roller på holdet og det har været muligt at stille med nogenlunde den samme stamopstilling fra kamp til kamp. Der er en stærk tro på, at vi gør tingene rigtigt, selv om der her i starten har været efterlyst mere stabilitet, når de ’uforklarlige’ nederlag er indtruffet.
Nu har Middelfart, der i de første ni runder jagtede toppen, sat sig på den ene af pladserne, der giver oprykning til næste sommer, og har dermed noget at forsvare. Oprykning er slet ikke et tema på nuværende tidspunkt, hvor det først og fremmest gælder om at fastholde placeringen i Top6 i de kommende kampe og hen over vinterpausen og have et godt grundlag for de sidste seks grundspilskampe i foråret, inden der deles op i slutspil i april.
Pas på AB
Derfor er kampen mod AB supervigtig, understreger Kristoffer Johannsen: Nu vil vi ikke sættes tilbage af et nederlag i en kamp, hvor vi vel er små favoritter, men AB er efter min mening et rigtig godt 2. divisionshold. De skiftede træner kort før turneringsafslutningen i sommer, hvor de med nød og næppe kvalificerede sig til Oprykningsspillet med et trøstmål til 1-3 mod Middelfart i den sidste kamp i Grundspillet og aldrig var i nærheden af de sjove pladser. Det tager selvfølgelig lidt tid for den nye islandske trænerduo at få indarbejdet deres tanker osv. AB skal nok komme.
Middelfart tabte i øvrigt sæsonens sidste kamp hjemme mod AB med 0-1. Den første kamp i slutspillet endte 1-1 i Gladsaxe på en udligning af Peter Kristensen og Middelfart vandt hjemmekampen i Grundspillet i efteråret 23 med 1-0 på et mål af Robert Kakeeto. De tre mål i kampen i Grundspillet i Gladsaxe tilbage i april blev scoret af Peter Kristensen, Lasse Thomsen og Jonas Villemoes.
AB, der ligger nr. 8 med 12 point, startede denne sæson med uafgjort mod Næstved og tabte så 0-1 til Nykøbing FC som de eneste, der har sat point til mod bundholdet. AB havde senere i august en stærk serie med tre sejre over FC Helsingør, Aarhus Fremad og Frem. Siden har AB ikke vundet. I september blev det 1-1 mod Thisted FC, 0-3 mod Fremad A, 1-2 mod Skive og sidst 2-2 mod HIK.
Kampens dommer er Kasper Madsen, der fløjter opgøret på Gladsaxe Stadion i gang kl. 14.00. Vejrudsigten melder om tørt vejr, let eller ingen vind og 14 grader.
Tekst: Leo Jensen