Det var på mange måder et virkelig ærgerligt resultat med 0-2 i første runde af Oprykningsspillet hjemme mod Aarhus Fremad i lørdags. Ærgerligt fordi kampens forløb lå til en Middelfartsejr med en masse godt spil især i 1. halvleg, mange chancer og et Fremadmandskab, der blev holdt i meget kort snor kampen igennem – stort set. Men vi scorede ikke, mens Aarhus Fremad til gengæld var skræmmende effektive på deres to skud indenfor målrammen.
Et dobbelt ærgerligt nederlag, fordi Middelfart Boldklub i de sidste runder af Grundspillet havde halet gevaldigt ind på subtoppen bestående af FC Roskilde og Aarhus Fremad. Resultaterne i første runde af slutspillet betød, at afstanden igen blev øget. De næste to kampe for Middelfart bliver utrolig vigtige, idet vi efter kampen torsdag i Esbjerg har FC Roskilde på hjemmebane i 3. runde den 20. april. De mulige udfald af de kampe kan man selv regne på, men ingen tvivl om, at Middelfart vil gøre sig selv en stor tjeneste ved at hente point i de næste kampe.
Mål giver point
Der var ikke tvivl om i lørdags, at der var effektiviteten foran mål til forskel på de to hold. Den problematik har været oppe før – og pludselig faldt der så 13 mål i fire kampe. Middelfart skal finde en løsning på scoringsproblemerne og øge effektiviteten i Esbjerg, hvor vi uden tvivl ikke får mange muligheder foran vestjydernes mål. Ligeledes skal vi være sikre bagude som ofte i denne sæson, men i lørdags svigtede koncentrationen et par afgørende gange.
Esbjergs suveræne tophold tabte meget overraskende 1-2 ude til AB i søndagens kamp. To hurtige mål til hver side i 2. halvlegs start og et uventet grønt sejrsmål et kvarter før tid. AB fik sin første sejr i foråret og Esbjerg sit første nederlag siden starten af september. Esbjerg er altså ikke helt usårlige, men spørgsmålet er om nederlaget i Gladsaxe ikke sætter Esbjerg yderligere op.
Det unødvendige nederlag til Fremad burde så også sætte Middelfart yderligere op, for det kan være nu, at toget kører i toppen af 2. division, hvis vi ikke når med. Og det er da sjovere at have noget at spille om i maj og juni. I denne runde har FC Roskilde, der er seks point foran os, hjemmebane mod AB og Fremad møder Nykøbing FC, der bløder mål for tiden.
Flotte og uvante forhold
Der er en verden til forskel på kunstgræsbanen på Færøvej og Blue Water Arena, der for en håndfuld år siden bød på Superliga. Det gælder om at abstrahere fra de fine omgivelser og gå efter overraskelsen. Middelfart har alt at vinde og Esbjerg en hel del at tabe i denne kamp.
Kampen vil også være en udmærket test af forskellen på 2. division og NordicBet Ligaen, hvor Middelfart i tilfælde af en uventet oprykning til den næstbedste række må forvente at møde hold af den kaliber hver gang.
Middelfart må desværre se bort fra topscorer Malthe Boesen i denne kamp, da han med den lidt tynde advarsel sidst samlede point nok til en karantænedag. Der bliver fundet en anden stærk formation og Esbjerg må belave sig på en anden stamopstilling fra det til kampen rødklædte udehold. Det kan give overraskelser.
Middelfart var en tur på Blue Water i efterårets næstsidste kamp i november, hvor det vestjyske tophold ikke var uheldige med deres 1-0 sejr på en lidt tilfældig scoring i 2. halvleg efter et hjørnespark. En meget lige kamp, hvor Middelfart også havde deres muligheder, men nøjedes med at være pænt tæt på i nogle situationer.
Sæsonens første kamp mellem holdene på Blue Water Arena blev også vundet af Esbjerg, da det blev 2-1 på Middelfart Stadion i august i en kamp med mange udefans og høj stemning. Esbjerg kom på 1-0 ti minutter efter pausen på manglende koordination i det blå forsvar og det blev 2-0 i overtiden på en unødvendig blottelse efter en tilfældig fremlægning. Så Lasse Thomsens reducering langt inde i overtiden pyntede kun på slutresultatet. Nu kunne det være sjovt at hente noget mod storfavoritterne.
Fodbolden må i øjeblikket vige lidt for den store ishockey interesse i byen længst mod vest. Der bliver spillet finalekampe for tiden mod arvefjenden fra Sønderjyske og det er stort på de kanter. Dommer Benjamin Seferovic fløjter fodboldkampen på Blue Water Arena i gang kl. 19.00.
Tekst: Leo Jensen