OPTAKT: Kampen om Fyn spilles i Middelfart

Så får vi kampen, der har været talt om i årevis. Enten som et scenarie i forbindelse med en pokallodtrækning, når vi var nået nogle runder ind i turneringen og der var mange Superligahold i bowlen – eller som en turneringskamp i tilfælde af en nedrykning af OB fra Superligaen samtidig med, at Middelfart kunne lykkes med en oprykning til den næstbedste række i de sæsoner, hvor vi har flirtet med topplaceringerne i 2. division.

Nu er kampen en realitet, da lodtrækningen magede det således, at Fyns to bedst placerede klubber mødes i 1. runde af Oddset Pokalen. Der meldes om udsolgt til kampen og der er således udsigt til ny stadionrekord og en kamp, der nok vil blive husket – og måske for et overraskende resultat. Som man siger: I pokalfodbold og i lokalopgør kan alt ske.

Længe siden sidst

Med øens store avis som kilde oplyses det, at der i maj 1975, hvor de to klubber lå i samme division, mødte ca. 1500 tilskuere op og overværede den store overraskelse af det undertippede hjemmehold, der vandt sin første sejr i 2. division efter oprykningen året forinden. Dengang spillede man kalenderårsturneringer.

Divisionssystemet blev lavet om efter mange år med 12 hold i hver række som nu. Der var ønske om flere kampe og divisionerne blev udvidet til 16 hold pr række. Det betød, at Middelfart, der havde samlet et stærkt hold i starten af 70’erne og rykkede op i 3. division vest fra DS i 1972, fortsatte opturen og kom med op i 2. division fra en 4. plads i vestrækken i 1974. De var også blevet nr. 4 i 1973.

Vestfynboerne var dog nok kommet en række for højt op og det blev kun til 14 point i 1975 sæsonen efter seks sejre og to uafgjorte i de 30 kampe. Dengang var der to point for en vunden kamp. Målscoren endte på 33-78.

OB, der kæmpede for at komme frem i hierarkiet efter seks sæsoner i 2. division, havde sæsonen før vist tænder med en finaleplads i Landspokalturneringen, som den hed dengang. Det blev dog 2-5 mod det fremstormende københavnske forstadshold Vanløse, der også vandt 2. division i 1974 og rykkede op i den bedste række. I 1975 blev det endelig til oprykning til 1. division, da OB blev nr. 2 efter Kastrup Boldklub.

Men forinden oplevede storholdet inde fra O’ense et bump på vejen, da Middelfart triumferede med en 2-1 sejr på Middelfart Stadion, der i store træk lignede det stadion, vi kender i dag. Der er dog bl.a. kommet nye omklædningsfaciliteter siden. Målscorerne for hjemmeholdet var Bent Outzen - Middelfartdreng og landsholdsspiller (6 A landskampe og et mål), matchwinner i pokalturneringen for B1909 i 1971 (1-0 over Frem, som Middelfart møder i 3. spillerunde), med to oprykninger til 1. division og flere Europa Cup kampe – og den lokale målhaj Mogens Zederkof. Nils Møller Kristensen scorede for OB, der også brændte et straffespark undervejs. Returkampen i efteråret i Odense endte 3-1 til OB.

Hvad kan kampen bruges til

Ud over at det selvfølgelig er en stor oplevelse for både spillere, trænere og publikum at få denne kamp mod det pt lidt falmede tidligere Superligahold – har spillet i den bedste række siden 1975 med undtagelse af foråret 1992 og sæsonen 1998-99 og vundet tre mesterskaber (1977, 1982, 1989) og fem pokalfinaler (1983, 1991, 1993, 2002, 2007 – tabte finalerne 1974 og 2022) – er det selvfølgelig altid interessant og lærerigt at måle sig med bedre hold.

Ingen kan med rimelighed forvente en sejr til Middelfart, selvom modstanderne er i en opbygningsfase efter nedrykningen i sommer. Så der er ikke noget pres på hjemmeholdet ud over, at alle selvfølgelig gerne vil opnå et godt resultat og vise, at man på en god dag godt kan give et NordicBet Liga tophold en god kamp. Det er gået pænt i starten af turneringen for OB, der har max point efter tre kampe og en målscore på 8-1 og de ligner klart et hold, der har sat kursen mod en returbillet til Superligaen.

Middelfart stiller med en stærk opstilling, der indikerer, at kampen ikke er opgivet på forhånd eller der spares spillere til kommende opgaver. Der er kamp igen lørdag, når Aarhus Fremad stiller op på Middelfart Stadion, og selvfølgelig er førsteprioriteten turneringen. Men et godt resultat/en god indsats mod OB kan også være en løftestang for truppen i de kommende kampe.

Der er under alle omstændigheder et stærkt ønske i truppen om at revanchere sig for 0-1 nederlaget i Thisted i lørdags, hvor vi ikke fik den ønskede flyvende start på den spændende 2. sæson efter oprykningen sidste år. Der kan et opløftede resultat og indsats mod storfavoritterne fra OB, der de senere år har haft en del skuffelser mod lavere rangerende hold i pokalturneringen, bidrage til, at der kommer mere positiv energi og spilleglæde ind på kontoen.

Det bliver uden tvivl en aften på Middelfart Stadion, vi husker. Dommer Aydin Uslu fløjter opgøret i gang kl. 18.00. Der er som nævnt allerede udsolgt.

Tekst: Leo Jensen

Seneste nyheder

Menu
REFERAT: Pokaldrømmen lever stadig
OPTAKT: Ny pokalrunde – helt ny modstander
REFERAT: Middelfart savner stabilitet
Meget mere end fodbold

Bliv en del af Middelfart Boldklubs stærke sponsornetværk og få adgang til det som skaber værdi for netop DIN virksomhed.

Privatlivspolitik

Middelfart Stadion

Adlerhusvej 3

5500 Middelfart

Administration

Alsvej 8

5500 Middelfart

Kontakt os

Telefon: 20 12 98 58

E-mail: sg@middelfartboldklub.dk