OPTAKT: Kampen om at hænge på spidser til

Efterhånden som turneringen nærmer sig afslutningen, bliver næste kamp hver gang utrolig afgørende. Der resterer fem runder i Oprykningsspillet i 2. division og stillingen angiver en tæt kamp om de afgørende pladser med kampe mellem de nærmeste konkurrenter i hver runde. Det gælder også Middelfarts kamp på udebane mod FC Roskilde fra Oprykningsspillets 3. plads, hvor der inden de sidste 5 kampe er 3 point mellem de to hold.

Topholdet Esbjerg fB, der i denne runde møder Aarhus Fremad, kan mere eller mindre kan sikre sig oprykningen med en sejr – vinder Esbjerg og Middelfart, er vestjyderne oppe uanset resultaterne i de sidste fire runder – og har længe lignet et hold, der tager 1. pladsen. Lidt slinger i valsen her i slutspillet med nogle uventede nederlag har betydet, at forfølgerne har nærmet sig lidt.

En vigtig 3-2 sejr for Esbjerg over FC Roskilde i sidste runde betyder stadig et pænt forspring ned til 2. pladsen med Aarhus Fremad på 9 point og 11 point ned til FC Roskilde som nr. 3 – med 15 point tilbage at spille om. Middelfart har 3 point op til 3. pladsen og 5 point op til oprykningspladsen. Ingen grund til ikke at gå efter den store triumf.

Drømme og realisme

Den store drøm er naturligvis at kæmpe med om oprykningen til sidste spilledag – og er vi gode nok, rykker vi op. Der er dog mange forhindringer endnu med de fem resterende kampe. Kampprogrammet siger tre topkampe i rap, FC Roskilde ude lørdag, Esbjerg hjemme fredag den 24. maj og Aarhus Fremad ude fredag den 31. maj.  Det kan ligne afgørende kampe for Middelfart – afhængig af de indbyrdes resultater mellem konkurrenterne.

Middelfart har gode kort på hånden, hvis de spilles rigtigt i de sidste runder. Der er nogle sekspoints kampe imellem, særlig mod FC Roskilde og Aarhus Fremad, hvor vi (meget) dårligt kan tåle at tabe og hvor sejre på den anden side vil bringe os i en fordelagtig position før de sidste runder.

Slutspillet om oprykning har været noget uforudsigeligt med favoritter, der har tabt vigtige point i de ’oplagte’ kampe, men nu strammer det til og der bliver sværere at indhente tilstrækkeligt med point tabt på en dårlig dag. Og det ’plejer også’ at være sådan, at de bedste hold finder formen til sidst og tager de vigtige pladser.

Vi er halvvejs i slutspillet og alle hold har nu chance for revanche i returkampene. Middelfart har som nævnt topholdene i de næste runder efter FC Roskilde fredagskampe mod Esbjerg på Middelfart Stadion og Aarhus Fremad på Riisvangen i Aarhus – Friday Night Fight is Allright.

Derefter runder Middelfart sæsonen af ude mod Nykøbing FC den første søndag i juni og endelig AB hjemme i den sidste kamp før sæsonafslutningen og sommerferien, lørdag den 15. juni. Her opdager vi, i hvor høj grad, der er sammenhæng mellem drømme og realisme – eller om de nuværende tophold lægger afstand, når det virkelig gælder.

Vi skal ramme kampene med det rigtige spændingsniveau. Der er måske nok klubber i slutspillet med et større set up end Middelfart og vi er nyoprykkere i denne sæson. Den opgave er foreløbig løst fint, men det vil fortsat både være en kæmpe overraskelse og en kæmpe udfordring for Middelfart med en oprykning for anden sæson i træk. Foreløbig er al koncentration rettet mod kampen i Roskilde.

Problemer med FC Roskilde

Det er kun tre uger siden, vi sidst mødte FC Roskilde med en 2-0 sejr som resultat. Mål af Benjamin Zjajo før pausen og Malthe Boesen efter pausen sikrede de vigtige 3 point. Det var samtidig en kærkommen revanche for 0-1 hjemme i efteråret og 1-3 ude i den første kamp efter vinterpausen.

Der er ikke tvivl om, at Middelfart vil blive testet på både fodboldevner og kampvilje – og der står vi stærkt. En stærk start ellever suppleret med kompetente folk på bænken, der styrker holdet, når de bliver skiftet ind og ofte afgør kampene.

Esbjerg spiller lidt i deres egen liga efter det stærke udlæg i Grundspillet, og foreløbig spiller Aarhus Fremad, FC Roskilde og Middelfart Boldklub om den anden oprykningsplads – mens Nykøbing FC og AB er med på en gratis omgang uden fare for nedrykning.

Middelfart har ingen i karantæne og ingen nye skader, så der er nærmest frit valg på alle hylder. FC Roskilde kender selvfølgelig også kampens betydning og ved, at de med en sejr nærmest kan sætte Middelfart af.

Modsat ved Middelfarttruppen, at en sejr er hyper nødvendig og et nederlag betyder et stort tilbageslag i forhold til topkampen. Der giver lidt ekstra nerve på runden, der er det store slagnummer med opgør mellem de fire øverste hold i 2. division.

I bedste fald: Middelfart går ind til de sidste fire runder á point med 3. pladsen og to efter 2. pladsen. I værste fald: 8 point op til 2. pladsen og 6 point op til nr. 3 med 12 point tilbage at spille om. Kampene kan også ende uafgjort og dermed status quo. Så der er meget at spille om i Roskilde – men det er helt afgørende at få point med fra denne kamp.

Kampen fløjtes op i Roskilde Idrætspark kl. 14.00 af dommer Philip Warburg. Vejrudsigten stiller op til 23 grader i udsigt.

Tekst: Leo Jensen

 

Seneste nyheder

Menu
OPTAKT: Slutfløjt efter en opløftende sæson
REFERAT: Ufokuseret indsats gav unødvendigt pointtab
OPTAKT: Nu ser vi frem mod næste sæson
Meget mere end fodbold

Bliv en del af Middelfart Boldklubs stærke sponsornetværk og få adgang til det som skaber værdi for netop DIN virksomhed.

Privatlivspolitik

Middelfart Stadion

Adlerhusvej 3

5500 Middelfart

Administration

Alsvej 8

5500 Middelfart

Kontakt os

Telefon: 20 12 98 58

E-mail: sg@middelfartboldklub.dk