OPTAKT: Ind i slutspurten i Grundspillet

Der mangler seks runder i Grundspillet i 2. division, inden der op til påske deles op i de to slutspil og de sidste 10 kampe, der afgør hvilke fire klubber, der skal henholdsvis op i NordicBet Ligaen eller en tur i 3. division. Der må imødeses en indædt kamp om at slutte blandt de seks øverste i Grundspillet, der som minimum er sikret endnu en sæson i 2. division.

Middelfart Boldklub, der har et erklæret mål om deltagelse i slutspillet om oprykning, ligger nogenlunde lunt til inden slutspurten. Stillingen i toppen er nr.1, Fremad Amager, der med 35 point er godt på vej til at sikre sig en plads. Nr. 2 er Aarhus Fremad, der med 29 point er seks point efter førstepladsen. De to hold mødes i denne runde. Nr. 3 er Middelfart med 27 point og to point foran Næstved på 4. pladsen med 25 point.

De to sidste hold i Top6 er Skive med 24 point og HIK med 22 point. Derefter følger fem klubber, AB (21 point), Helsingør og Frem (begge 20 point) samt Ishøj og Thisted (begge 17 point og samme målforskel). Nykøbing FC er lidt fortabt i bunden med 8 point efter 16 kampe, men de kan selvfølgelig hente meget i slutspillet, hvor de kun møder de direkte modstandere i nedrykningskampen.

Lidt blandede bolsjer

Middelfart møder udover Ishøj IF tre andre klubber fra den nederste halvdel, AB hjemme, Nykøbing ude og Frem hjemme. Fra Top6 møder vi Skive ude og HIK hjemme. Mediet 3. Række har vurderet på de pt fire øverste holds chance for at slutte i Top2. Fremad A, der mangler fire kampe mod hold fra Top6, vurderes til 95% chance for en topplacering. Aarhus F, der har tre kampe mod Top6 hold, vurderes til 55 %. Middelfart med fire af de seks sidste kampe mod hold fra den nederste halvdel, vurderes til 50 % og endelig Næstved, der har fem modstandere fra bundregionen og kun Fremad A fra toppen, og vurderes til 35 %.

En ting er diverse ekspertvurderinger, noget andet er selvfølgelig, at der skal spilles om pointene. Samme 3. Række har et interview med Ishøjs angriber Mohamed Azaquoun, der vurderer sin klubs chancer. Der har været noget turbulens i klubben med økonomi, ejerskifte osv og Ishøj IF er pt en af to klubber, der ikke har DBU licens til at skrive kontrakter med spillere.

Angriberen Azaquoun ser dog lyst på situationen og noterer sig spilletilgang og en usvækket tro på, at Ishøj IF, der rykkede op i sidste sæson sammen med BK Frem og for første gang spiller på dette niveau, kan forbedre den nuværende stilling på en 10. plads. Han øjner også en mulig placering i øverste slutspil, hvor de inden kampen lørdag ligger 5 point efter HIK. Han anfører bl.a. at Ishøj i efteråret slog både Middelfart og Fremad Amager ude og at ørnene fra Ishøj i de rød-sort stribede trøjer derfor ikke skal afskrives på forhånd. Ishøj har fire af de sidste seks kampe hjemme – mod Middelfart, Nykøbing FC, Skive og Frem. Ude gælder det AB og Næstved.

Middelfart er efter min vurdering det stærkeste af de seks hold, vi møder, men vi slog dem 2-1 i september og tror på et godt resultat, siger Azaquoun, der sammen med truppen var på træningsophold i Tyrkiet samtidig med Middelfart i februar.

Ishøj IF, der har et godt trænernavn på bænken i John Bredal, der har udfoldet sig på større adresser, har fine træningskampresultater med 2-1 over Frem, 2-1 over AB Tårnby, 2-1 over Helsingør, 3-1 over Vanløse og 4-2 over Avarta. 1-3 mod Hvidovre er eneste nederlag.

Middelfart er klar

Middelfart Boldklub er også klar til premieren og viste i sidste weekend med 3-0 over Næsby, at formen både med godt spil og udnyttelse af målchancerne er ved at være der. Middelfart har spillet testkampe både mod højere og lavere rangerende hold og møder nu et hold fra eget niveau. Som nævnt er der både vigtige point og revanche på spil, når vi løber på banen i Ishøj lidt over middag lørdag.

Det blev skuffende 1-2 mod Ishøj tilbage i september. Et tidligt straffespark sendte Ishøj på 1-0 og det blev 2-0 lige før pausen. Så hjalp det ikke, at Jacob Linnet scorede et glimrende mål godt et kvarter ind i 2. halvleg. Middelfart pressede for en udligning, men 1-2 blev resultatet og dermed det første af tre skuffende nederlag på hjemmebane i efteråret.

Fire af efterårets fem nederlag (Thisted, Frem, Ishøj og Helsingør) kom mod hold fra den nederste halvdel, så det er vigtigt at følge op på de gode resultater mod topholdene (10 af 12 mulige point mod Fremad A og Aarhus F) med at vinde disse ’must win’ kampe. Derfor er tre point i Ishøj så vigtigt.

Middelfart har alle mand klar til årets første kamp om point. Det betyder, der kan blive rigtig debut til tre nye navne i truppen, Mads Greve, Noah Barholt og Elias Andersen. Kampen fløjtes af dommer Kasper Madsen. Kampstart kl. 13.00 på kunst 2 i Ishøj Idræts & Fritidscenter, Vejledalen 17, Ishøj. Vejrudsigten siger sol og forårstemperaturer.

Tekst: Leo Jensen

'}}

Seneste nyheder

'}}
'}}
'}}
'}}