OPTAKT: En tur over Storebælt en tirsdag i august

Kampene falder tæt lige nu. Turneringen startede 19. juli med kampen i Helsingør mod Hillerød og tirsdag den 19. august tager Middelfart Boldklub igen turen over Storebælt, men stopper denne gang i Hvidovre – den syvende kamp siden premieren inklusive pokalfodbold.

I begyndelsen af september er der en mindre turneringspause grundet landskampsterminen med VM kvalifikationskampe mod Skotland (hjemme 5/9) og Grækenland (ude 8/9). Inden da har Middelfart yderligere spillet to turneringskampe (Aarhus Fremad 23/8 og Lyngby BK 30/8 begge hjemme) og en pokalkamp (Silkeborg IF 3/9 - også hjemme).

Det var befriende at komme fra kampen mod HB Køge i lørdags med et point i udbytte, at få scoret to mål og få vist hjemmepublikummet, at Middelfart også kan skabe en kamp på 1. divisionsniveau. Det var især i 1. halvleg, der blev vist gode takter og 1-0 føringen ved pausen var faktisk for lille målt på spil og chancer. Spil og tempo dalede efter pausen og det udviklede sig truende, da HB Køge alt for let kom til to mål og dermed en føring på tre minutter mod et noget passivt forsvar.

Målscoreren fra 1. halvleg, den nye angriber Jerailly Wielzen, der kom fra Fremad Amager i sommerpausen, havde heldigvis gemt lidt til kampens sidste minutter og behandlede Søren Egs gode indlæg fem minutter før tid efter fortjeneste, da han vendte rundt i feltet og sendte bolden forbi HB Køges forsvar og keeper til 2-2. Der var også andre Middelfarttilbud i 2. halvleg, der kunne have sikret alle tre point.

Nu gælder det Hvidovre IF, et rutineret 1. divisionshold, der kender kravene til rækken og som oftest er gode på egen bane. Hvidovres hjemmebane har lagt græs til mange store kampe. Tilskuerkapaciteten er på knap 7.000, hvoraf de 4.600 er siddepladser på tribunen, oprindelig indviet i 1970. Middelfarts trup kender nu mere til atmosfæren i 1. division og lader sig ikke kyse af de større rammer.

Stærk formkurve

Det er en modstander med stigende formkurve, der venter Middelfart på Pro Ventilation Arena på Sollentuna Alle 1 i Hvidovre tirsdag aften. Hvidovre IF, der fik en enkelt sæson i Superligaen i forrige sæson og sluttede 12 point fra en redning, endte som nr. 5 i Oprykningsspillet i NordicBet Ligaen i sidste sæson, 19 point fra en oprykning.

I denne sæson har de tredobbelte danske mestre (1966, 1973 og 1981) spillet sig i resultatmæssig form. Hvidovre, der har den tidligere Middelfartangriber Frederik Høgh i rækkerne, startede med 1-1 hjemme mod B.93. Det blev 1-2 i Esbjerg i 2. runde og 0-0 hjemme mod AC Horsens i den tredje kamp.

Så var der til gengæld en pænt stor skalp i runde 4, hvor modstanderen var Superliganedrykkerne fra Lyngby BK. Hvidovre førte 1-0 ved pausen på et straffespark. Lyngby udlignede, inden førnævnte Frederik Høgh sendte de tre point til Vestegnen med et mål ti minutter før tid. Og i fredags blev den sejr fulgt op med 2-0 over Aarhus Fremad, Middelfarts modstandere hjemme på lørdag, med begge mål før pausen og det sidste på straffespark. 8 point giver en aktuel 5. plads.

Lidt historie om Hvidovre

Tilbage i historien har Middelfart og Hvidovre senest spillet i 2. division sammen i sæsonen 2017-18. Den sæson var Hvidovre helt suveræne og vandt 2. division 16 point foran 3. pladsen og 24 point foran Middelfart på 6. pladsen. Hvidovre tabte kun to kampe og den ene var i Middelfart, hvor hjemmeholdet vandt 3-2 på mål af Casper Johansen, Malte Jürgensen og Martin Hedeager. Blandt Hvidovres målscorere var Kim Aabech. På eget græs vandt Hvidovre 3-1 på vej op i 1. division.

Siden har Hvidovre befundet sig i det næstbedste lag og med det bedste resultat i 2022-23 med en oprykning fra en 2. plads efter Vejle BK og i tæt kamp med Sønderjyske. Tæt på en returbillet sæsonen efter med en 10. plads. I 2021-22 var Hvidovre lige efter oprykkerne fra Horsens og Lyngby på en 3. plads og året efter lykkedes det så. Hvidovres seneste sæson i Superligaen før denne oprykning var i 1996-97.

Tilbage fra den første sæson i den bedste række i 1965 og mestre året efter og op gennem 70’erne og 80’erne var Hvidovre en dominerende klub i dansk fodbold med titler og mange landsholdsspillere. Ud over de tre mesterskaber er Hvidovre lykkedes med at vinde Pokalfinalen en enkelt gang. I 1980 i den måske mest underholdende af slagsen, 5-3 i ordinær tid over Lyngby BK. I 1989 vandt Brøndby 6-3 over Ikast fS efter forlænget spilletid i den mest målrige finale alt inklusive.

Kampen på Pro Ventilation Arena Hvidovre fløjtes i gang kl. 19.00 af en dommer fra de nordiske lande. DBU indgår i en aftale om nordisk dommerudveksling. Vejrprognosen siger solrigt, let vind, 23-24 grader og tørt. Sommeren fortsætter.

Tekst: Leo Jensen

 

Seneste nyheder