OPTAKT: Chancen for at komme med helt frem

Efter den flotte afslutning på Grundspillet med fire sejre på stribe lignede det længe en fortsættelse i den første slutspilskamp i Skive for en uge siden. Middelfart Boldklub førte langt ind i overtiden 1-0 på anfører Lasse Thomsens flotte mål en god håndfuld minutter før pausen. Skive var blevet holdt helt væk fra fadet gennem 2. halvleg, Middelfart havde flere gange muligheder til 2-0 og så gik det alligevel galt til sidst, hvor Skive smed det hele frem og fik den ene afslutning, der sikrede dem det ene point – og tog to point fra Middelfart. En kold dukkert på en kølig 2. påskedag.

Grib chancen

Da Middelfart sidst tabte en kamp – 1-3 mod AB midt i marts på kunsten på Færøvej – var der noget langt til toppen af 2. division. Fremad Amager var suverænt tophold og Aarhus Fremad vandt også deres kampe. Sæsonstarten var ikke gået helt, som Middelfart havde håbet med kun ét point i de to første kampe. Her spillede et par røde kort også en stor rolle.

Men der blev rettet meget op med de nævnte fire sejre og inden slutspillet var der kun to og fire point op til topholdene. Inden revanchemuligheden mod AB er afstanden på hhv. fire og seks point, men da topholdene mødes indbyrdes i Sundby Idrætspark samtidig med Middelfarts kamp, kan der i tilfælde af Middelfartsejr opstå tre spændende scenarier inden runde 3:

Ved uafgjort i Sundby er afstanden fra før 1. runde genoprettet og Middelfart har Fremad Amager hjemme i 3. runde fredag den 2. maj og kan drømme om at nå 2. pladsen med en sejr. Ved hjemmesejr vil der være fire point op til Fremad A som nr. 1 og tre point op til Aarhus F. Og bliver det udesejr i Sundby vil afstanden mellem Fremad A og Middelfart være kun ét point – forudsat vi selv vinder over AB. Det øger spændingen.

I de følgende runder har Middelfart efter Fremad Amager på en uge midt i maj en søndagskamp i Næstved, en midtugekamp hjemme mod Aarhus F og søndagskamp ude mod Fremad A. Den uge kan definere hele slutspillet for Middelfart. Her i slutspillet møder vi hele tiden de nærmeste modstandere. Der er dog pt et godt stykke mellem Top3 og de øvrige hold, hvor Skive, Næstved og AB ikke ser ud til at kunne blande sig i oprykningskampen.

Hvor står AB

Efter sejren over Middelfart medio marts, hvor begge hold scorede i starten af kampen, Bardhec Bytyqi for Middelfart, og AB to gange efter pausen og det røde kort til Middelfart, hentede AB 7 point i de sidste fire kampe, hvor Middelfart scorede maksimum. De seneste kampe for AB er endt med nederlag mod topholdet Aarhus F. 1-3 i Aarhus betød, at AB var afhængig af andre resultater for at komme med i Oprykningsspillet. Det lykkedes med en 6. plads. AB og Aarhus F mødtes så igen i den første kamp i slutspillet, hvor det blev 2-0 til Fremad i Gladsaxe.

AB har nu 14 point op til en oprykningsplads, så det bliver nok ikke i år, AB returnerer til NordicBet Ligaen, som de forlod i 2017. Hvad kan så motivere holdet til at gå efter sejren i Middelfart? AB viste sig i den første kamp mod Middelfart som et hold af løbestærke spillere, der brugte fysikken og lykkedes med at overvinde Middelfarts 10 mand i 2. halvleg.

AB med den amerikanske kapital i ryggen har nok skuffet både sig selv og andre med de hidtidige resultater, men bulletinerne fortæller, at AB spillede en rigtig fin kamp og pressede topholdet trods 0-2. Aarhus Fremad er bare svære score imod, viser tabellen med kun 17 mål af deres modstandere – Middelfart har scoret 5 af de mål. Imponerende 11 gange har Fremad holdt et clean sheet.

AB har scoren 33-30, 7 clean sheets og 6 kampe uden at score, hvor Middelfart har 36-24, 5 clean sheets og kun to kampe (efterårets første og sidste kamp: Thisted og Næstved) uden at score. AB har 2. divisions delte topscorer i Noah Engell Christensen med 12 mål (Malthe Boesen 10 som nr. 4), altså over halvdelen af målene. Nok værd at holde et vågent øje med ham. Han scorede dog ikke i de to grundspilskampe mod os. Middelfart vandt i øvrigt den første Grundspilskamp ude mod AB med 3-1. Jonas Villemoes i 1. halvleg, Malthe Boesen og Oscar Obel-Hall i 2. halvleg stod for målene.

Middelfart melder alle klar til slaget lørdag, der ledes af dommer Frederik Svendsen og fløjtes i gang kl. 14.00 på Middelfart Stadion. Vejrudsigten melder 14-15 grader, let sol og ganske let vind. Fortræffeligt vejr til fodbold og en Middelfartsejr, der kan bringe os helt tæt på toppen og det helt rigtige oplæg til kampen hjemme mod Fremad Amager om en uge. Men først gælder det AB.

Tekst: Leo Jensen

'}}

Seneste nyheder

'}}
'}}
'}}
'}}