Det var en kæmpe forløsning og en fantastisk oplevelse at være på Middelfart Stadion i tirsdags og være vidne til en kamp og et resultat, der har vakt opsigt både i fodboldkredse og blandt folk alment. Da Middelfart Boldklub fik den chance, vi har haft i baghovedet i mange sæsoner – at få OB hjemme i Gryden i en betydende kamp – og så løste vi den ovenikøbet på forbilledlig vis og var faktisk det bedste hold på banen i størsteparten af den kamp.
En kamp med et episk forløb – hvor vi fra at have haft adskillige 110 procent chancer uden det afgørende sidste touch, i momenter kunne være kommet bagud på stolpeskud, redning på målstregen og hjulpet af Radza akrobatik i afgørende situationer – satte trumf på med seks scoringer på syv straffespark, en superredning af Radza på en afgørende bold og tilsmilet af lykken, da OB på deres sidste straffespark sendte bolden op i skumringsaftenens truende tusmørke. 7-6 over OB den 6. august 2024 bliver et ikonisk resultat i Middelfart Boldklubs stadig korte historie.
Fredag blev der så trukket lod til Oddset Pokalens 2. runde, hvor vi hele tiden (nogen af os) havde regnet med, at Middelfart skulle være med. Op af bowlen kom et nyt NordicBet Liga hold, Hobro IK, der skal en tur ned ad den jyske motorvej, formentlig i den første uge i september. Datoen fastlægges i næste uge.
Armene ned og en ny kamp
Lørdag eftermiddag er der en ny kamp på Middelfart Stadion, der er lige så vigtig. Vigtig fordi modstanderen er Aarhus Fremad, som i de seneste sæsoner har formøblet ’sikre’ oprykninger i de sidste runder, og som formodes at ville rette op på den misere i denne sæson.
Middelfart vandt de to udekampe mod Fremad i sidste sæson. 2-1 i efteråret på en sidste øjebliksscoring af Mikkel Blåholm, der forlod Middelfart i sommerpausen. Det gjorde også kampens anden målscorer for Middelfart, Marcus de Claville, der nu er trukket i Fremads gul/sortstribede trøje.
Claville scorede det tredje mål, da Middelfart vandt 3-0 på Riisvangen i slutningen af maj, hvor Fremad med en sejr kunne have afgjort oprykningen i tredjesidste runde. 2500 skuffede Fremadfans så Malthe Boesen og Jonatan Bro, der heller ikke er i Middelfarttrøjen længere, score Middelfarts to første mål.
På hjemmebane gik det knap så godt. I efterårets premierekamp blev det 1-1 efter en Malthe Boesen udligning på straffespark fem minutter før tid. I slutspillets første kamp i april var Fremad igen i Middelfart, der måtte opgive at spille på Stadion. På en forblæst dag på kunsten på Færøvej spillede Middelfart i perioder til ét mål, men scoringen kom aldrig.
Så fik en tidligere blå, Frederik Høgh, en tilfældig chance midt i 2. halvleg på kanten af feltet og sparkede den ind på holdets første skud på mål. Javier Singh Sidhu scorede til 2-0 kort før tid. Ingen af de to eller den tredje målfarlige angriber, Lucas From, er i Fremad længere.
Aarhus Fremad spillede pokalkamp dagen efter Middelfarts kamp og vandt beskedne 2-0 over Jyllandsserieholdet Vatanspor, der også er fra Aarhus. I den første turneringskamp for en uge siden, blev det hjemme 3-1 over nyoprykkede Ishøj IF.
Selv om Fremad har mistet nogle angrebsprofiler siden sidste sæson, er det stadig en stærk trup, træner Morten Kjærgaard råder over. Middelfart gør klogt i at få armene helt ned efter kampen og sejren i tirsdags og belave sig på en ny stor og helt anden opgave. Og nu har vi altså kun 90 minutter til at afgøre kampen.
Middelfart har også noget at revanchere fra den første turneringskamp ude mod FC Thisted, hvor vi ikke fik hul på målscoringen og måtte se hjemmeholdet løbe med sejren og de tre point efter 1-0 scoringen midtvejs i 2. halvleg.
Flere af de nye spillere i truppen, forsvareren Malthe Kristensen og angriberen Oscar Obel Hall, begge fra Esbjerg, offensivkraften Lukas Eg Jørgensen fra Marienlyst og forsvareren Gabriel Kehinde Victor, der er kommet fra FC Midtjylland via senest et udlån til Holstebro i 3. division, fik deres hjemmebane debut i tirsdags. Angriberen Bardhec Bytyqi, tidl. Esbjerg, der spillede kampen i Thisted, og forsvareren Christian Boyum fra Kolding IF blev på bænken i hele kampen.
Vi fik også set i tirsdags, at skulle vi få et straffespark i kampen, er der flere gode bud på hvem, der kan tage det. Den normale straffesparksskytte, Malthe Boesen, var skiftet ud, men seks andre trådte til, da det gjaldt og scorede sikkert.
Forsidestof
Interessant at se reaktionerne i medierne efter Middelfarts påståede sensationelle sejr over det tidligere Superligahold fra den fynske hovedstad. Resultatet vakte selvfølgelig opsigt, da det set i historiens lys er 32 år siden, at OB har tabt til et andet fynsk hold i en betydende kamp.
Det skete by the way i den daværende Kvalifikationsliga i foråret 1992, hvor B1909 og OB mødtes to gange indenfor en uge med en sejr til hver som følge. Begge hold rykkede op i Superligaen i den nævnte rækkefølge. Det, der fyldte mest den sommer, var nok Danmarks Europamesterskab, men det var også (foreløbig) sidste gang, Fyn havde to hold i den bedste række.
Middelfarts sejr endte onsdag på forsiden af øens store avis med stor billedhenvisning. Om den redaktionelle disposition var fremkaldt af Middelfarts optur eller OBs nedtur, står hen i det uvisse, men stort var det og sportsredaktøren anerkendte da også til fulde Middelfarts fortjente sejr, effektivt gennemførte gameplan og holdets dedikerede indsats.
Og anfører Lasse Thomsen blev sammenlignet med en af fodboldspillets helt store, nu afdøde Franz Beckenbauer, der måske ikke siger yngre læsere så meget. Der Kaiser blev både verdensmester som spiller og træner.
Tilbage til den store opgave lørdag, hvor der igen skal løbes mange meter og forhåbentlig bliver måltavlen aktiveret nogle gange i Middelfarts favør. Dommer Sebastian Tornhøj Nielsen pifter første gang i fløjten kl. 14.00.
Tekst: Leo Jensen