Middelfart tabte i Aalborg

Det var et af Betinia Ligaens største venues, der mødte Middelfart Boldklub, da oprykkerne gæstede Superliganedrykkerne fra AaB i søndagens kamp på Aalborg Portland Park. Efter en 1. halvleg primært på hjemmeholdets præmisser, men hvor Middelfart forsvarede sig flot igennem trængslerne og holdt 0-0 ved pausen, endte 2. halvleg med en storsejr til det rødklædte AaB hold, der havde tre debutanter med på dagen. Det sluttede 4-0 i en kamp, hvor det måske var nogle af forskellene på fuldtidsfodbolden i Aalborg og fyraftensbetingelserne i Middelfart, der viste sig.

Det blev en lidt hård lærestreg for de blå fynboer efter en række kampe, hvor vi flere gange har rakt ud efter den første sejr og lige manglet det sidste. Nu kan Middelfart efter første halvdel af efterårets 18 kampe gøre regnestykket op med de høstede 5 point, tage erfaringerne med herfra og samle koncentrationen om de kommende opgaver, der byder på ni kampe inden vinterpausen.

Udgangspunktet før næste kamp hjemme på lørdag mod Kolding IF er, at Middelfart lige nu kigger lidt langt efter de foranliggende hold. Fire point op til nr. 11, Hobro IK, og 5-7 point op til de øvrige hold i Betinia Ligaens nederste halvdel. Man bemærker, at Aarhus Fremad, som vi rykkede op sammen med og i sidste sæson hentede 8 point imod, ligger nr. 7 med 12 point for tre sejre og tre uafgjorte i de ni spillede kampe.

Under pres i 1. halvleg

Middelfart var måske lidt imponerede over de uvante store rammer på udebanen i Aalborg, men startede egentlig udmærket foran det store tilskuertal på ca. 5.000. Det var Middelfart, der var først ude af starthullerne og forsøge sig med nogle langskud og bl.a. et godt forsøg fra Jonas Villemoes.  AaB pressede også den anden vej og efter 5 minutter bragede et forsøg mod trekantsammenføjningen.

Middelfart stillede i følgende formation: Casper Radza – Jacob Vetter, Mads Greve, Søren Reese – Jacob Linnet, Nikolaj Juul-Sandberg, Jonas Villemoes, Noah Barholt – Bardhec Bytyqi, Aaron Akalé, Jerailly Wielzen

Fra startopstillingen mod Lyngby var Benjamin Zjajo, Robert Kakeeto og Malthe Boesen erstattet af Jonas Villemoes, Nikolaj Juul-Sandberg og Aaron Akalé. Mads Greve var tilbage efter en skadespause og Nikolaj Juul-Sandberg fik sin første startplads. Målscoreren fra Lyngbykampen, Christian Boyum, var ikke til disposition.

Omkring de 20 minutter var Middelfart igen på færde uden held og AaB fik reddet et forsøg på stregen. Jerailly Wielzen forsøgte med et saksespark omkring den halve time og Bardhec Bytyqi måtte se sit forsøg tæt på pausen reddet. Efter de første 45 minutter var stillingen uændret fra første fløjt – 0-0 og til pausesnak om mulighederne.

En lang halvleg

En god regel i fodbold er at komme godt gennem de første ti-femten minutter af 2. halvleg i en kamp, der står på vippen. Det lykkedes ikke for Middelfart. Allerede efter fire minutter endte et indlæg ude fra Middelfarts venstreside ind mod Nicklas Helenius med, at keeper Radza ikke fik tag i bolden, der i stedet ramte en uheldig Mads Greve, der sendte bolden over egen målstreg. 0-1 og nu var AaB i gang – og Middelfart var tvunget frem på banen, hvis der skulle hentes point.

Omkring 10 minutter inde i halvlegen reddede Radza et forsøg fra samme Helenius og i den modsatte ende var Jerailly Wielzen på færde med et langskud. Efter et kvarter kom Middelfart med forsøg fra både Nikolaj Juul-Sandberg og Aaron Akalé og Casper Radza måtte også diske op med en redning. AaB ventede på en blottelse hos udeholdet, så de kunne udbygge føringen i en periode, hvor kampen stod på vippen. Træner Kim Engstrøm satte efter tyve minutter tre nye på banen. Ud gik hele angrebet med Bardhec Bytyqi, Aaron Akalé og Jerailly Wielzen og ind kom Lucas Jensen, Mads Hansen og Malthe Boesen.

Havde den chance, Malthe Boesen fik på et indlæg lige efter indskiftningen, givet udbytte, kunne kampen måske have endt anderledes. Skuddet gik desværre forbi og fem minutter senere kom den blottelse, AaB ventede på. Et indlæg i feltet, som Middelfartdefensiven ikke kunne nå op til og ingen fulgte med den frie AaB angriber Kelvin John, der listede ind midt for mål, hvor bolden blev headet ned i fødderne på ham fra en af de bedste AaB’ere, Oliver Ross, og han kunne score et af sine lettere mål – helt fri foran Casper Radza i kassen.

Der sivede nok noget af luften og troen på et resultat ud af de blå Middelfartfolk. Kort efter 2-0 byttede Mads Greve med Malthe Boy Kristensen. AaB havde et skud på stolpen og efter 81 minutter var førnævnte Kelvin John – nej der er ikke byttet rundt på navnene – igen på færde. Han fik lidt rigelig plads omkring kanten af feltet i højre side og skruede en fin afslutning over i det modsatte hjørne uden for Radzas rækkevidde. 0-3 og Middelfart stabiliserede derefter lidt defensivt midtpå med Robert Kakeeto ind i stedet for Jonas Villemoes.

Det afholdt desværre ikke AaB fra at score endnu engang. Tre minutter inde i overtiden legede AaB kispus med det blå forsvar og den indskiftede Valdemar Damgaard kunne trippe og finte sig forbi Casper Radza og forsvaret og trillede bolden ind til slutcifrene 4-0.

Det var den oplevelse og nu er det vigtigt ikke at lade det resultat sætte sig i systemet. Der er en ny kamp lørdag hjemme på Middelfart Sparekasse Stadion og modstanderen Kolding IF plejer at kunne udløse noget ekstraordinær motivation. Det må gerne resultere i en trodsreaktion ovenpå en pointmæssigt lidt mager sæsonstart og skal helst udløse den vigtige sejr, der kan give lidt ro og tro på, at vi godt kan være med i det fine selskab.

Tekst: Leo Jensen

Seneste nyheder