Vi har hentet en gammel kending hjem i form af Matthias Præst, som er tilbage i den blå trøje efter at have været et smut til både Færøerne og Island. Denne gang på en kontrakt frem til sommeren 2027, og vores sportschef, Søren Godskesen, er glad for at byde Matthias Præst velkommen hjem.
- Vi har haft Matthias med hos os i hele opstarten, hvor vi har set hinanden an. Så Matthias ved, hvad han bliver en del af, og vi ved, hvad Matthias kommer med. Det var vi også klar over inden, da han spillede for os fra 2020 til 2022. Siden er han bare blevet dygtigere, han er blevet mere moden, og han har fået noget international erfaring både fra den færøske og islandske bedste række.
- Han bringer noget energi ind i spillet, og han har en evne til at tage de dybe løb fra midtbanepositionen, som gør, at vi som hold bliver vanskeligere at forsvare imod. Han scorede også i vores seneste træningskamp, hvor vi slog Esbjerg fB, så vi er meget tilfredse med, at Matthias bliver en del af det hold, der skal jagte overlevelsen i Betinia Ligaen i foråret, siger Søren Godskesen.
For Matthias Præst er det også et glædeligt gensyn, og det at han har kunnet se klubben an, inden der er skrevet under på kontrakten, gør ham bare endnu mere sikker på, at det er det rigtige valg.
- Jeg ville gerne hjem og spille på det højest mulige niveau, så det er selvfølgelig interessant at blive en del af Middelfart Boldklub. Jeg synes, Betinia Ligaen er rigtig interessant, og i hele klubben har vi en klar fælles mission og tro på, at vi skal ud og lave det lille mirakel, det vil være at overleve. Der er nogle utroligt gode mennesker i klubben, og jeg har fået et rigtig godt førstehåndsindtryk af Kristoffer Johannsen, siger Matthias Præst, inden han sætter lidt ord på, hvordan han som spiller er anderledes, i forhold til da han forlod klubben i 2022.
- Jeg har lagt på i afslutningerne, jeg er blevet mere eksplosiv, og jeg er blevet bedre til at time mine løb ind i feltet. Derudover synes jeg, hele min fysiske pakke er blevet bedre, så jeg synes generelt set, det er en dygtigere Matthias Præst, der kommer retur til Middelfart. Jeg har været med i opstarten, og jeg har følt mig supergodt tilpas. Spillerne og staben har fået mig til at føle mig som en del af holdet fra start af, så jeg er rigtig glad for skiftet, siger vores nye midtbanespiller.
Matthias Præst har inden sin retur spillet 62 kampe for Middelfart Boldklub, hvor det er blevet til 7 scoringer.
Yderligere information:
Søren Godskesen, tlf. 20129858



