Lørdag klokken 14.00 er der igen fodbold på Middelfart Sparekasse Stadion. Det er fjerde kamp i turneringen, og indtil videre er det blevet til to sejre og en enkelt uafgjort kamp; og spørger man vores cheftræner, så har det været en god sæsonstart.
- Det har været godt. Det skal vi også huske at sige en gang imellem. Man kan altid sige det, og ellers skal man nok få det fortalt, når tingene ikke er gode, men denne sæsonstart synes jeg ikke bare har været godkendt, den har været god.
- Inden sæsonstart havde man gerne solgt den for 7 point i turneringen, og at vi er videre i pokalen. Udover resultaterne har vi også leveret nogle gode præstationer. På hjemmebanen har vi leveret nogle rigtig stærke og flotte sejre. Senest hev vi et hårdt tilkæmpet og værdifuldt point med hjem fra Roskilde på en svær udebane mod et godt Roskilde-hold.
- I perioder sad vi på det derovre, og i perioder skulle vi stå imod, når tingene ikke kørte, som vi ville. Vi fik vist, at vi kan begge dele – så jeg er rigtig tilfreds med vores sæsonstart, siger vores cheftræner, Kristoffer Johannsen.
Lørdagens modstander er Nykøbing FC. Ser man bare på tabellerne på sidste sæson og denne sæson, så vil man tænke, vi er storfavoritter. Nykøbing er nemlig oprykkere, mens vi er nedrykkere. Men Johannsen forventer absolut ikke, at det bliver nemt; snarere tværtimod.
- Nykøbing FC er er godt fodboldhold. Det er vel nok det hold i Danmark, der har gang i den flotteste stime, når man tager sidste sæson in mente. Det er ikke et 3. divisionshold, og det viste de også med deres pointhøst i sidste sæson. Sådan en sæson giver selvtillid og tro på tingene; derudover har de fået en meget flot start på liver i 2. division, hvor deres trup og klub absolut hører til.
- Jeg ser dem som et hold, der kommer til at volde alle hold i rækken store problemer, og det bliver en svær og vanskelig kamp. Jeg er dog også overbevist om, at det er en opgave, vi kan løse. Vi spiller på hjemmebane, og her skal ambitionen for os altid være at tage tre point.
- De skal komme i hus efter 90 minutter, hvor vi har formået at få kampen over på vores præmisser. Nykøbing bringer energi og power ind i kampene, og de kan til tider være enormt direkte i deres spil. Men vi er på hjemmebane, og vi skal ud at angribe kampen og sætte os på den, fortæller Johannsen.
Med en sæsonstart der har budt på en pokalsejr og syv point er der selvsagt mange ting, man kan være tilfreds med som Middelfart-cheftræner. Og pointene er selvfølgelig altafgørende, men der er også en ting mere, der især gør, at vores cheftræner smiler.
- Vores udtryk i holdet har været virkelig stærkt i sæsonens første kampe. Vores offensive udtryk som hold har været godt. Vi holder aftalerne i vores omgang med bolden – og i forhold til den måde vi ønsker at sætte spillet op på. Vi har været chanceskabende, og vi har scoret mange mål – og også nogle rigtig flotte iblandt.
- Så jeg er selvfølgelig glad for udbyttet, men også for den dynamik og bevægelse vi har i vores spil. Spillerne er gode til at tilpasse de små detaljer og ændringer, der er fra kamp til kamp, så jeg ser rigtig meget frem til, at vi lørdag igen skal i aktion hjemme på Middelfart Sparekasse Stadion.
Kampen mod Nykøbing FC fløjtes i gang kl. 14.00, og har du endnu ikke købt billet til kampen, så kan du gøre det her på siden.





