Lørdag sejrede vi med 5-1 over SfB-Oure FA i opstartens første træningskamp, og vores tilbagevendte cheftræner, Kristoffer Johannsen, var glad for det han så.
- Første træningskamp er altid interessant. Vi har i ugen snakket om, at når man skifter træning ud med kamp, så giver det selvtillid, humør og tro på det, vi laver i hverdagen, hvis vi i kampene præsterer godt og vinder. Det kan være svært at sælge ideerne om, hvad vi gerne vil dyrke, og hvorfor man skal lave de hårde løb, hvis vi ikke vinder fodboldkampene, vi spiller. Derfor er vi rigtig glade for, at vi fortsætter en god træningsuge med en sejr i træningskampen, og jeg er rigtig glad for, at vi lykkedes med at score fem mål, siger vores cheftræner.
Modstanderen i træningskampen var som nævnt SfB-Oure FA, som indtager tredjepladsen i Danmarksserien. Selvom der er et par rækker mellem os og lørdagens modstander, så kan man aldrig tage det for givet, at man vinder.
- Når man møder lavere rangerede hold, er der fra mange ofte en forventning om, at man bare går ind og vinder. Men det gør man altså ikke bare. Vi mødte i dag et rigtig dygtigt fodboldhold – derfor er glæden endnu større over, at vi scorer fem mål, og overordnet set leverer en rigtig fin indsats hele vejen igennem, siger Johansen, inden han sætter lidt ord på, hvordan det har været at komme tilbage til Middelfart Boldklub.
- Det har været fantastisk. Det er dejligt at være tilbage – jeg er blevet taget rigtig godt imod af hele truppen og staben. Klubben, truppen og stemningen var afgørende for, at jeg gerne ville retur til Middelfart, og jeg er allerede blevet bekræftet i, at det har været et rigtig godt valg.
Næste kamp i opstarten for Kristoffer Johannsens tropper er tirsdag aften, når vi kl. 17.30 møder Næsby Boldklub på kunstgræsbanen på Færøvej.



