Johannsen: En meget vellykket træningslejr

Kristoffer Johannsens tropper lander i eftermiddag i Middelfart efter ti dages træningslejr i Belek i Tyrkiet. På træningslejren blev der spillet to træningskampe, der endte med en sejr og et nederlag. Derudover blev det til massevis af træningspas, og når man spørger vores cheftræner om, hvorvidt turen har været en succes, er han ikke i tvivl.

- Vi tog herned for at komme videre i processen, man er i midt i sådan en opstartsperiode. Vi har en masse nye aftaler, der skal på plads, og vi har fået nye spillere ind i truppen, der skulle blive en del af vores stærke fællesskab. Vi har haft nogle fokuspunkter både på træningsbanen og i kampene, som jeg synes, vi har været gode til, og som vi har udviklet os på. Så det har kort fortalt været en rigtig god træningslejr.

Træningskampene var mod et rumænsk tophold, der i den igangværende sæson ikke har tabt efter 17 runder. Vi lykkedes heller ikke med at slå dem, og til sidst på lejren ventede der et midterhold fra den tjekkiske 1. division. Her tog vi sejren, og når Johannsen ser på begge træningskampe, så er han tilfreds med udbyttet.

- I kampen mod Jihlava voldt vi dem virkelig store problemer, når vi ramte vores niveau. Det gjorde vi også mod Fc Corvinul fra Rumænien, når vi var gode. Så jeg synes, vi spillede to gode kampe, og det var to modstandere, der begge ville spille fodbold. Så det var to træningskampe, der indeholdt alt det, som træningskampe i en opstartsperiode skal gøre.

- Selvom kampene ender 3-0, så var det ikke typiske 3-0-kampe. Med lidt mere held og dygtighed i den første kamp, så kunne det nemt være blevet 3-2 eller 2-1. Kampen vi vandt, der laver vi tre kasser, og vi kunne godt have lavet flere, men Radza har også en stor redning i første halvleg, og vi blokerer en afslutning inde i feltet i anden halvleg, så vi skulle bestemt gøre os umage, og det synes jeg, vi gjorde, fortæller Johannsen.

Når der er så mange træningspas, træningskampe og videoseancer, så kræver det en disciplineret indsats fra alle mand, hvis man skal have det maksimale ud af det. Og vores cheftræner har da også masser af ros til spillertruppen.

- Spillerne har virkelig ydet en fantastisk indsats på denne tur, og det vil jeg gerne rose dem for. Der har været supergodt humør, der har været kvalitet i det, vi har leveret, og der har været rigtig god koncentration i alt, vi har foretaget os; så det har været superfedt.

- Så det har været en meget vellykket træningslejr, hvor vi har været heldige med vejr, bane og modstandere – så helt klart et flueben ved det meste på denne tur.

Næste skridt i forberedelserne er mandagstræningen, og næste træningskamp er den 21. februar, når vi møder Kolding IF på udebane kl. 11.00.

Seneste nyheder