Flot sejr på 3-0 over tjekkisk modstander

Middelfart Boldklub – FC Jihlava 3-0 (0-0)
1-0 Malthe Boesen (49.)
2-0 Malthe Boy Kristensen (58.)
3-0 Aaron Akalé (80.)

Fredag eftermiddag spillede vi den anden og sidste træningskamp på vores træningslejr i Tyrkiet. Modstanderen var tjekkiske FC Jihlava, der ligesom os spiller med i den næstbedste række i hjemlandet. Deres sæsonstart ligger også i slutningen af februar måned, så på det plan var vi fuldstændig jævnbyrdige.

Dermed var der udsigt til en kamp mod en modstander, der befinder sig på et niveau, vi må antage er omkring vores eget. Det var da også en modstander, der voldt os problemer i perioder, ligesom vi i andre perioder satte dem godt under tryk. Præcis som man ønsker, en træningskamp bliver.

Vi kom bedst fra land i kampen, og første farlige mulighed tilfaldt os, da Jerailly Wielzen blev spillet i dybden af Mathias Præst. Desværre blev trækket fra vores nederlandske offensivspiller en tand for langt, og muligheden løb ud i sandet.

Kort efter var det vores FC Jihlava, der var tæt på, da de erobrede bolden og hurtigt satte en omstilling i gang. Det endte med en bold skråt tilbage og derefter en kvalificeret afslutning, men en fornem redning fra Casper Radza sørgede for, at det fortsat stod 0-0.

Tæt på pausefløjtet var vi lige ved at bringe os foran, men Søren Eg og Jerailly Wielzen kom lidt i vejen for hinanden i afslutningsøjeblikket, og i sidste ende blev det til et lobforsøg fra Søren Eg, der desværre manglede lidt power, for at den kunne stryge i kassen til 1-0.

1-0 lykkedes det os til gengæld at bringe os foran med kort inde i anden halvleg, og det var ganske fortjent, når vi så på spil og chancer i kampen. Et godt gennembrud i venstre side endte med et indlæg fra Wielzen, som Malthe Boesen kom forrest på, hvorefter han stangede den i kassen.

En fortjent og forløsende scoring, som kort efter blev fulgt op af endnu en scoring. På træningslejren har vi nørdet detaljer, og en af de ting, vi har trænet, er vores standardsituationer. Derfor var der da også stor glæde både på banen og bænken, da Malthe Boy Kristensen efter et hjørnespark fik sendt bolden i kassen til 2-0.

Vi viste gennem kampen, at vi var det bedste hold, og selvom det var en modstander med fornuftig kvalitet som hold – samt et par dygtige individualister – duftede det mere af 3-0 end 2-1. Alligevel bed vores modstandere fra sig, og en enkelt gang var de tæt på at få reduceret, men vi fik blokeret afslutningsforsøget ind i feltet.

Med ti minutter tilbage af opgøret blev det så i stedet 3-0 ved Aaron Akalé, efter han blev spillet i dybden inde i straffesparksfeltet. Her tog han et træk ned mod mållinjen, og selvom vinklen var spids, så sparkede han den flot ind i det lange hjørne til 3-0, som blev kampens slutresultat.

Dermed endte træningslejren med et stærkt punktum og en overbevisende sejr på 3-0 over en fornuftig tjekkisk modstander.

Lørdag rejser vi hjem fra Tyrkiet, og vores sidste træningskamp spiller vi den 21. februar på udebane mod Kolding IF kl. 11.00, inden vi den 28. februar starter sæsonen i Betinia Ligaen på udebane mod Aarhus Fremad.

Seneste nyheder