Cheftræner Kristoffer Johannsen så mange fornuftige ting i tirsdagens træningskamp, men der manglede slutprodukt i de afgørende aktioner, da vi spillede 1-1 mod Næsby Boldklub. Det var i hvert fald sådan, vores cheftræner oplevede kampen.
- Vi havde bolden rigtig meget, og vi kontrollerede i store dele kampen. Men når det kom til at skabe de helt store chancer på den sidste tredjedel af banen, så var vi for uskarpe – både når det kom til aktioner og beslutninger. Afleveringerne blev for ofte sidelæns, og når vi forsøgte at spillede igennem Næsbys forsvarskæde, så blev afleveringen for lang eller skæv.
- Derudover synes jeg, vi forsømte at forsøge os nok med indlæg og afslutninger, når vi havde mulighederne. Så når vi ser på det spillemæssige overtag, så er vi fint tilfredse, men slutproduktet var skuffende, siger Kristoffer Johannsen.
I anden halvleg kom gæsterne fra Næsby foran med 1-0, inden vi til sidst fik udlignet. Selvom det på resultatet ikke endte, som vi havde håbet, så var der flere ting i kampen, vi kan bruge til noget.
- Vi er midt i en opstart, og vi fik løbet an masse meter. Derudover fik vi lagt på i antallet af situationer vi gerne vil frem til. Vi mødte i dag en kompakt modstander, der stod dybt, så det fik vi øvet os på. Og jeg synes egentlig vi mange gange fandt rum og plads, men som nævnt var det i sidste ende for uskarpt på den sidste tredjedel. Så det var på mange måder en fin træningskamp for os; vi fandt både ting, vi skal gøre mere af, og som vi skal blive dygtigere til, siger Kristoffer Johannsen.


