Effektiviteten var forskellen i Aarhus

Betinia Ligaen – 19. runde
Lørdag d. 28. februar kl. 14.00, Ceres Park Vejlby
Aarhus Fremad – Middelfart Boldklub 4-1 (1-0)
1-0 Magnus Kirchheiner (11.)
2-0 Kasper Andersen (62.)
3-0 Lucas Riisgaard (75.)
3-1 Malthe Boesen (86.)
4-1 Lucas Riisgaard (87.)

Lørdag eftermiddag tog vi hul på forårssæsonen i Betinia Ligaen. Det gjorde vi med en udebanekamp mod Aarhus Fremad, som vi i sidste sæson rykkede op sammen med. I tabellen var de inden kampen placeret tre pladser foran os med otte point mere.

Hjemmeholdet kom bedst gang i kampen, og de var gode på kuglen. Til gengæld stod vi fint imod, og selvom de havde bolden, blev de ikke for alvor farlige. Første afslutning i kampen tilfaldt os, da Lasse Thomsen erobrede bolden højt på banen. Erobringen var en aflevering til Nikolaj Juul-Sandberg, og han sendte Malthe Boesen i dybden, men hans afslutning, fra en spids vinkel, gik desværre i sidenettet.

Kort efter kom hjemmeholdet frem til deres første forsøg. Denne gang var det dem, der fik brudt en aflevering, og herefter fortsatte Magnus Kirchheiner frem mod vores mål. Fra kanten af feltet trykkede han til den, og den strøg direkte i nettet til 1-0 i det korte hjørne.

Ti minutter senere var vi tæt på at komme igennem. Jacob Linnet tog bolden godt med på højrekanten, hvorefter han spillede den bagom hjemmeholdets bagkæde. Her satte Aaron Akalé fart på, og han var tæt på at få trukket bolden ind mod målet, men en forsvarsspiller kom lige akkurat i vejen, inden det for alvor blev farligt.

Minuttet efter var det så hjemmeholdet, der forsøgte sig. Denne gang var det Magnus Kaastrup, der lavede et rapt fodskifte, hvorefter han trykkede af, men Radza var på plads med sikre hænder.

I den resterende del af halvlegen var det småt med chancer. Hjemmeholdet var mest i teten, men det blev ikke farligt i nogle af de to felter, og dermed gik vi til pause nede med en enkelt pind.

Vi kom godt ud til anden halvleg, og allerede tre minutter inde i halvlegen var det tæt på at blive 1-1. Lasse Thomsen fik spillet bolden bredt ud til Noah Barholt, der med et fladt indlæg fandt Jerailly Wielzen. Han sparkede hårdt og fladt i det nærmeste hjørne, men en stærk redning holdt bolden ude af målet. Redningen resulterede i en omstilling, hvor Elias Egerton fik afsluttet, men lige på Radza.

Efter 57 minutters spil var vi igen tæt på at få udlignet; og igen var det Jerailly Wielzen, der var på spil. Thomsen fik spillet ham i dybden, og fra en lidt spids vinkel forsøgte han at lægge den over keeperen, men afslutningen manglede præcision.

Minuttet efter fik Nikolaj Juul-Sandberg erobret bolden på et hurtigt taget frispark fra hjemmeholdet. Han spillede bolden videre til Boesen, som sendte den ud til venstre til Wielzen. Denne gang var det så en forsvarsspiller, der med sin fod fik blokeret bolden ud til hjørnespark.

Hjørnesparket var skarpt slået fra Noah Barholt, og inde i feltet fik en pandebrask dirigeret bolden mod målet, men uheldigvis var det denne gang overliggeren, der afviste os.

Tre gange lige ved og næsten; og som ikke det ikke var hård nok kost, at det ikke lykkedes at få udlignet, så lå bolden tre minutter senere inde i vores net. Aarhus Fremad fik sat en omstilling op, hvor de fik sendt Kasper Andersen alene igennem med Radza; og modsat to minutter inden, så var træværket til hjælp, da bolden via stolpen gik i kassen til 2-0.

Ti minutter efter blev det 3-0. Et fladt indlæg fra hjemmeholdet endte med klumpspil inde i vores målfelt, og efter en tackling fra Matthias Præst endte bolden tilfældigvis for fødderne af Lucas Riisgaard, der fra nært hold sendte den i kassen.

Med fem minutter tilbage af kampen fik vi for en stund bragt lidt spænding tilbage i kampen, da Malthe Boesen sendte et indlæg i kassen. Den lille smule spænding varede dog ganske kort, da hjemmeholdet minuttet efter kombinerede sig igennem på deres højreside, hvor det sluttede med en scoring fra Lucas Riisgaard til 4-1.

Dermed må vi se os slået med 4-1 i forårspremieren, og vi ser allerede nu frem mod næste lørdag, hvor vi kl. 14.00 møder Hvidovre IF hjemme på Middelfart Sparekasse Stadion.

Middelfart Boldklubs holdopstilling:
Casper Radza – Mads Greve, Lasse Thomsen (Malthe Boy Kristensen, 83.), Peter Matiebel – Jacob Linnet, Nikolaj Juul-Sandberg, Jonas Villemoes (Rasmus Koch, 80.), Noah Barholt (Søren Eg, 64.) – Jerailly Wielzen (Benjamin Zjajo, 80.), Malthe Boesen, Aaron Akalé (Matthias Præst, 64.)
Bænken: Jonathan Hutters, Malthe Boy Kristensen, Benjamin Zjajo, Robert Kakeeto, Matthias Præst, Rasmus Koch, Elias Valentin Andersen, Søren Eg, Victor Laursen Hegelnud

Aarhus Fremads holdopstilling:
Kasper Kiilerich – Marcus Kirchheiner, Baptiste Rolland (Jonas Østergård, 84.), Andreas Pisani, Luka Callø, Martin Agnarsson – Magnus Kirchheiner (Marcus De Claville, 84.), Frederik Grube (Simon Bækgård, 60.), Magnus Kaastrup (Anders Holvad, 73.), Elias Egerton (Lucas Riisgaard, 60.) – Kasper Andersen
Bænken: Viktor Højbjerg, Simon Bækgård, Marcus Ryberg, Anders Holvad, Olafur Hjaltason, Marcus De Claville, Jonas Østergård, Jonas Thorsen, Lucas Riisgaard

Gule kort:
Middelfart Boldklub: Peter Matiebel (50.)

Tilskuertal: 804

Næste kamp:
Lørdag d. 7. marts kl. 14.00, Middelfart Boldklub – Hvidovre IF, Middelfart Sparekasse Stadion

Seneste nyheder