CampoBet 2. Division, 10. runde
Lørdag d. 3. oktober kl. 14.00, Middelfart Sparekasse Stadion
Middelfart Boldklub – FA 2000 1-0 (0-0)
1-0 Aaron Akalé (89.)
Efter fire uafgjorte kampe i træk i CampoBet 2. Division skulle vi lørdag forsøge at fortsætte den ubesejrede stime; og rigtig gerne lykkes med at sætte tre point ind på kontoen. Modstanderen var FA 2000, der har spillet mange tætte kampe, men alligevel er placeret i den tunge ende af tabellen.
Efter ti minutters tid fik vi første gang vist os frem i offensiven. Frederik Møller, Jonas Villemoes og Lasse Wehmeyer kombinerede i højresiden, inden Nicolai Bossen fik bolden inde på midten. Han vendte rundt inde i feltet og trykkede af, men desværre over kassen. Kort efter var det Lasse Wehmeyer, der trykkede af fra distancen, men han måtte se sin afslutning gå forbi kassen.
Gæsterne fra FA 2000 var også kommet for at byde sig til, og selvom det ikke var mange chancer, de havde; så var det kampens hidtil klart største chance, de kom frem til efter 20 minutters tid. En dyb bold skabte udfordringer i vores defensiv, og først kom Hjalte Hemmingsen i vejen for afslutningen, efter den havde passeret Tobias Haahr. Riposten kom retur til en FA-spiller, og denne gang var det så Alberto Vogtmann, der reddede forsøget inde på mållinjen.
To minutter senere var det så os, der kom frem til en stor chance. Wemheyer og Møller kombinerede igen på højrekanten, og denne gang sluttede det af med et fladt indlæg fra Møller. Bolden gik hele vejen gennem feltet og over til Matthias Præst, som desværre måtte se sit forsøg gå over kassen.
Frederik Møller fandt en håndfuld minutter efter igen Matthias Præst. Denne gang midt i feltet, men igen manglede afslutningen den sidste præcision, og den gik på ny forbi kassen fra vores topscorer.
Dermed stod der 0-0 efter de første 45 minutter, og bare fem minutter inde i anden halvleg var gæsterne tæt på, da et skud fra kanten af feltet prellede af på ydersiden af stolpen.
Herefter fulgte en lang periode uden de store chancer. Gæsterne kørte bolden rundt i egen bagkæde, og det var småt med chancer. Efter en chancefattig periode var det så vores tur til at blive afvist af træværket. Præst lagde den af til Wielzen på kanten af feltet, og Jonas Villemoes kom i et godt løb rundt om Wielzen. Han lagde den kloget videre til Villemoes, der forsøgte sig, men underkanten af overliggeren stod i vejen for føringsmålet. Ti minutter efter var det så Bossen, der var tæt på, da Præst fandt ham i det bageste område af feltet efter et fladt indlæg; men her kom keeperen i vejen.
Vi fik skiftet offensivt ind i, fordi vi jagtede sejren, og da stadionuret viste 88.11 lykkedes det os langt om længe. Wielzen lavede nogle gode driblinger ude i venstre side, og efter først have kørt den ene vej og så den anden vej et par omgange, smed han et hårdt indlæg ind i feltet. Her smed han den direkte ind i panden på Aaron Akalé, som flot steg til vejrs og stangede den i kassen til 1-0 uden muligheder for gæsternes keeper.
Akalé, Bossen og Præst satte to minutter efter en god omstilling op, hvor vi kunne have gjort det til 2-0, men igen manglede vi den sidste skarphed i afslutningen. Heldigvis fik det ingen betydning for os, og da dommeren efter 96 minutter og 35 sekunders fodbold fløjtede opgøret af, stod det 1-0 på måltavlen, og vi kunne sætte tre tiltrængte og velfortjente point ind på kontoen.
Dermed har vi efter ti runder blot tabt en enkelt kamp i CampoBet 2. Division, og vi er oppe på seks ubesejrede kampe i træk.
Middelfart Boldklubs holdopstilling:
Tobias Haahr – Christian Boyum, Lasse Thomsen, Alberto Vogtmann – Frederik Møller (Aaron Akalé, 65.), Hjalte Hemmingsen (Rasmus Koch, 73.), Jonas Villemoes, Jerailly Wielzen – Lasse Wehmeyer (Mathias Bang, 65.), Matthias Præst – Nicolai Bossen (Robert Kakeeto, 90.)
Bænken: Niklas Banck-Skødt, Jacob Vetter, Robert Kakeeto, Aaron Akalé, Mathias Bang, Rasmus Koch, Victor Laursen Hegelund
FA 2000’s holdopstilling:
Rasmus Wedege – Daniel Amtrup, William Ravn Peitersen, Valdemar Høgh, Ruben Minerba, Louis Christoffersen, Sander Lauesen, Lucas Lodberg, Viktor Loui Jensen, Tobias Sømmer, Eren Øzkul
Bænken: Mican Atici, Donart Bedjeti, Frederik Kongslev, Jonathan Thorborg, Nikolaj Andonovski, Jaziel Kambale, Elias Rusborg, Basem Alkhoudari, Carl Maslen
Næste kamp:
Lørdag d. 10. oktober kl. 15.00, B.93 – Middelfart Boldklub, Østerbro Stadion





