Sen Næstved-udligning kom i vejen for sejren

CampoBet 2. Division, 9. runde
Søndag d. 27. september kl. 13.00, Næstved
Næstved Boldklub – Middelfart Boldklub 2-2 (0-0)

0-1 Matthias Præst (47.)
0-2 Matthias Præst (58.)
1-2 Carl Cordua (83.)
2-2 Selim Baskaya (96.)

Søndag var vi på besøg på Sydsjælland, hvor Næstved ventede i 2. Division. To mandskaber der begge har ambitioner om at være med i den øverste halvdel af rækken – så forventeligt en svær kamp for os.

Alligevel var det os, der kom bedst fra land, men det blev mest til indlæg uden modtager eller skud fra distancen. Første for alvor nærgående forsøg kom fra hjemmeholdet, da de efter 20 minutter smed et indlæg ind i feltet. En helt fri mand stangede til vores held bolden forbi målet.

Første halvleg var fattig på chancer, men der var meget godt spil, og det var os, der var i teten. Derfor gik vi til pause med 0-0 på måltavlen, men med en stærk selvtillid om, at vi nok skulle komme på tavlen i anden halvleg.

Der skulle kun gå halvandet minut, inden vi fik nettet til at blafre. På højrekanten kom Wehmeyer forbi Næstveds defensiv, inden han tog et træk ind mod midten. Herefter spillede han den videre til Jonas Villemoes, der smed den en tand videre til Matthias Præst. Fra kanten af feltet lagde han bolden til rette for sig selv, inden han klappede den over i det lange hjørne til 1-0. En rigtig flot scoring – og en perfekt start på anden halvleg.

Ti minutter senere var det tæt på at blive 2-0. Wehmeyer og Bossen kombinerede sig igennem Næstved-defensiven, og til sidst kom den hen til Præst. Han sparkede mod målet inde i feltet, men en god redning fra keeperen holdt bolden ude af kassen.

Kort efter kunne keeperen dog intet stille op. Nicolai Bossen erobrede bolden højt oppe på banen, og på kanten af feltet spillede han den over til Matthias Præst, der på sin førsteberøring stensikkert sparkede den i kassen til 2-0.

3-0 var det lige ved at blive bare to minutter efter, da Nicolai Bossen igen var i oplæggerens rolle, men her kom overliggeren i vejen for os.

Vi havde godt styr på kampen – og med fire store chancer skabt på et kvarter, så var der stor tro på sejren; naturligvis kombineret med 2-0 føringen på tavlen.

Hjemmeholdet fik dog bragt spændingen tilbage i opgøret i det 83. minut. Et indlæg blev smidt over i det bageste område af feltet. Her steg en Næstved-spiller til vejrs og headede bolden skråt tilbage. Her kom hans holdkammerat, Carl Cordua løbende, og han sparkede den i kassen til 1-2.

En reducering der ikke stemmede overens med kampbilledet, men en udligning der bragte spænding og nervøsitet ind i opgøret. I det 89. minut var vi dog ved at få gjort det til 3-1. Akalé fik lagt bolden til rette for Rasmus Koch inde i feltet, men endnu en stor redning fra hjemmeholdets Albert Gaub mellem stængerne holdt bolden ude af nettet.

Bedst som vi var på vej mod alle tre point, så fik Næstved tildelt et frispark på kanten af feltet, da stadionuret viste 95. Det skulle Selim Baskaya tage sig af, og han sparkede den flot helt op i hjørnet uden chance for Tobias Haahr – og dermed sluttede det 2-2 i Næstved; trods en rigtig stærk præstation fra vores side, hvor vi føler, vi havde fortjent mere.

Middelfart Boldklubs holdopstilling:
Tobias Haahr – Victor Laursen Hegelund, Lasse Thomsen, Christian Boyum – Frederik Møller (Alberto Vogtmann, 63.), Jonas Villemoes (Rasmus Koch, 86.), Hjalte Hemmingsen, Jerailly Wielzen (Mathias Bang, 76.) – Matthias Præst, Lasse Wehmeyer (Robert Kakeeto, 86.) – Nicolai Bossen (Aaron Akalé, 63.)
Bænken: William Nyborg, Robert Kakeeto, Rinor Rexhepi, Aaron Akalé, Mathias Bang, Rasmus Koch, Alberto Vogtmann

Næstveds holdopstilling:
Albert Gaub-Jakobsen – Jeppe Gertsen, Mathias Høst, Benjamin Kold, Mark Kongstedt, Frederik Christensen, Storm Hollensted, Mads-Emil Langberg, Malthe Rugaard, Magnus Häuser, Jes Palsmark
Bænken: Christian Friedrich, Justin Shaibu, Carl Cordua, Selim Baskaya, Philip Thomsen, Alexander Haumand, Marius Olofsen, Christoffer Salomonsen, Sebastian Olsen

Næste kamp:
Lørdag d. 3. oktober kl. 14.00, Middelfart Boldklub – FA 2000, Middelfart Sparekasse Stadion

Seneste nyheder

Menu
Uafgjort i topkampen mod VSK Aarhus
Nulløsning i Skive
Rutsjebanetur i pokalexit mod Nykøbing
Meget mere end fodbold

Bliv en del af Middelfart Boldklubs stærke sponsornetværk og få adgang til det som skaber værdi for netop DIN virksomhed.

Privatlivspolitik

Middelfart Stadion

Adlerhusvej 3

5500 Middelfart

Administration

Korsholm Allé 21

5500 Middelfart

Kontakt os

Telefon: 20 12 98 58

E-mail: sg@middelfartboldklub.dk