Betinia Ligaen Kvalifikationsspillet – 31. runde
Lørdag d. 23. maj kl. 14.00, Middelfart Sparekasse Stadion
Middelfart Boldklub – B.93 2-4 (2-2)
0-1 Kristaps Grabovskis (1.)
0-2 Vito Hammershøy-Mistrati (6.)
1-2 Søren Eg (29.)
2-2 Malthe Boesen (34.)
2-3 Casper Risbjerg (62.)
2-4 Vito Hammershøy-Mistrati (66.)
23. maj 2026 er en af de dage, der kommer til at stå i klubhistorien for Middelfart Boldklub. Det er nemlig datoen, hvor Jacob Linnet, Malthe Boesen – og klubrekordindehaveren for flest kampe i Middelfart Boldklub; Casper Radza, spillede deres sidste hjemmekamp.
Derfor fik de en flot hyldest på Middelfart Sparekasse inden kampen med stående klapsalver fra tribunen, ligesom de fik flotte ord med på vejen fra vores sportschef, Søren Godskesen.
Da kampen herefter begyndte, var det vores modstandere fra B.93, der kom bedst i gang, da de allerede efter 22 sekunder sparkede bolden i kassen. Efter en skæv clearing havnede bolden pludselig for fødderne af Kristaps Grabovskis på kanten af feltet, hvorfra han sparkede den i kassen.
Minuttet efter fik vi en god mulighed for at svare igen, da Zjajo blev sendt afsted på højrekanten, men hans træk blev for langt, og derfor endte den lovende mulighed desværre med et målspark til gæsterne.
B.93 er ligesom os placeret under stregen, og de har brug for minimum 4 point i deres to sidste kampe, hvis de også skal spille i Betinia Ligaen efter sommerferien. Derfor var der selvsagt også stor jubel blandt dem, da Vito Hammershøy-Mistrati seks minutter inde i kampen sparkede et fladt indlæg fra Adam Ahmad i kassen til 2-0.
Herefter satte vi os på opgøret, men det var mod en meget lavtstående modstander. Dermed var der ikke meget plads at kombinere på, når vi spillede rundt på deres halvdel; mens de lurede på omstillinger i den anden ende af banen.
Efter 26 minutters spil var vi tæt på at få banket en reducering i kassen. Søren Eg smed et indlæg ind i feltet, der havde retning mod Boesen. Andreas Heimer fra gæsterne fik halvclearet indlægget, og Thomsen trykkede af, men desværre havnede den lige i favnen på Frederik Ibsen i B.93-målet.
Tre minutter senere kunne han dog intet stille op mellem stængerne. Efter god tålmodighed i angrebet smed Jerailly Wielzen et indlæg over i den bageste del af feltet. Her kom Søren Eg stormende, og med en knivskarp flugter bragede han en velfortjent reducering i kassen.
Vi fortsatte med at presse på efter reduceringen, og fire minutter senere fik Boesen bolden i siden af feltet. Herfra forsøgte han sig med et fladt indlæg, som gæsterne fik blokeret med armen, og derfor pegede dommeren på pletten. Malthe Boesen tog bolden til sig, og med en stensikker afslutning, fladt i egen venstre side, sparkede han en velfortjent 2-2-udligning i kassen.
Stillingen holdt frem til pausen, og anden halvleg blev indledt, som første halvleg i det store hele var forløbet. Det var os, der var i teten, og det var os, der forsøgte at skabe kampen, mens B.93 lurede på omstillinger.
Småt med chancer var kendetegnende for anden halvleg, men efter en god times spil lykkedes det så for gæsterne at få sat en omstilling op. Casper Risbjerg blev sendt afsted i dybden, og efter et godt træk forbi vores bageste stopper, sparkede han gæsterne i front med 3-2.
En håndfuld minutter senere fik de igen sat en omstilling op, hvor de pludselig var fire mod tre. Og selvom Casper Radza i første omgang hev en stærk redning ud af ærmet, så røg riposten lige hen for fødderne af Vito Hammershøy-Mistrati, som kunne sparke bolden i kassen.
Fem dyre minutter for os, hvor vi to gange blev fanget i omstillinger, og dermed så det pludselig noget sværere ud af få et resultat med fra dagens kamp.
Det lykkedes vi desværre heller ikke med, og selvom der var flere optræk til reduceringer i slutfasen af kampen, så var det største højdepunkt efter scoringen, at vi fik Simon Trier tilbage på banen efter en alt for lang skadespause. Seneste kamp for Simon Trier i Middelfart-trøjen, var inden i dag, den 8. marts 2025.
Dermed sluttede det til 4-2 til gæsterne fra B.93 på en kampdag, hvor det ikke er de 90 minutter, vi vil huske. I stedet er det den flotte og velfortjente afsked, vi inden kampen tog med den flok af Middelfart-spillere, der i dag spillede sin sidste hjemmekamp i Middelfart-trøjen.
Nu resterer der blot en kamp i sæsonen, og det er på næste lørdag, når vi kl. 15.00 møder Hobro IK på udebane.
Middelfart Boldklubs holdopstilling:
Casper Radza – Jacob Linnet, Lasse Thomsen (Simon Trier, 76.), Victor Laursen Hegelund – Jerailly Wielzen, Jonas Villemoes, Rasmus Koch (Nikolaj Juul-Sandberg 76.), Søren Eg (Noah Barholt, 62.) – Matthias Præst (Aaron Akalé, 62.), Benjamin Zjajo (Elias Andersen, 90.) – Malthe Boesen
Bænken: Jonathan Hutters, Peter Matiebel, Aaron Akalé, Noah Barholt, Mads Greve, Elias Valentin Andersen, Lasse Risager, Simon Trier, Nikolaj Juul-Sandberg
B.93’s holdopstilling:
Frederik Ibsen – Ludvig Fagerberg, Wilhelm Nilsson, Andreas Herimer, Joseph Kinful – Mikkel Wohlgemuth, Kristaps Grabovskis (Tobias Blidegn, 46.) – Adam Ahmad (Yasin Belhadj, 57.), Vito Hammershøy-Mistrati (Lulian Jakupi, 84.), Carl Björk (Fisnik Isaki, 57.) – Casper Risbjerg (Julius Voldby, 72.)
Bænken: Aris Vaporakis, Emil Christensen, Roni Arabaci, Julius Voldby, Fisnik Isaki, Lulian Jakupi, Tobias Blidegn, Yasin Belhadj, Karl Noppen
Gule kort:
Middelfart Boldklub: Rasmus Koch (21.)
B.93: Kasper Lorentzen (træner) (45.), Tobias Blidegn (57.), Lulian Jakupi (86.)
Næste kamp:
Lørdag d. 30. maj kl. 15.00, Hobro IK - Middelfart Boldklub, DS Arena (Hobro).





