Lørdag d. 17. februar kl. 11.00 - Kunstgræsbanen på Færøvej
Middelfart Boldklub – SfB-Oure FA 5-1 (2-1)
1-0 Jacob Linnet (24.)
2-0 Jerailly Wielzen (37.)
2-1 SfB-Oure FA (42.)
3-1 Benjamin Zjajo (50.)
4-1 Mikkel Søfeldt (77.)
5-1 Aaron Akalé (88.)
Lørdag formiddag spillede vi opstartens første træningskamp, da vi hjemme på kunstgræsbanen fik besøg af SfB-Oure FA, der spiller med i toppen af Danmarksserien.
Sydfynboerne kom godt ud til kampen, og det var dem, der kom frem til den første mulighed i kampen, da de på et hjørnespark kom frem til en fornuftigt hovedstødsforsøg. Kort efter bed de igen fra sig, men til vores held var der ingen modtager på deres skarpt slåede flade indlæg, som gik hele vejen gennem feltet, uden den blev sparket i kassen.
Som kampen skred frem, fik vi bedre kontrol over den. Det gjorde vi med et mere organiseret pres, og med en bedre boldomgang. Flere sekvenser hvor vi bevarede bolden oppe på deres banehalvdel udfordrede gæsterne, og det gav en god mulighed til Mads Hansen, ligesom det kastede et par hjørnespark af sig.
25 minutter inde i kampen fik vi kampens første scoring, og det var netop efter et hjørnespark. Gæsternes målmand forsøgte at komme ud og bokse bolden væk, men han gik skævt af den, og så kunne Jacob Linnet sende bolden i nettet til 1-0.
Herefter fortsatte vi de gode sekvenser, vi havde vist op til føringsmålet, og små ti minutter senere blev føringen fordoblet. Her var det Søren Eg, der, fra sin plads på venstre back, sendte Jerailly Wielzen afsted på kanten. En fiks vending fra Wielzen på sin direkte modstander – og derefter en knivskarp afslutning over i modsatte sidenet; og så førte vi 2-0.
Gæsterne fra Svendborg lagde sig dog ikke ned af den grund, og når man ser på mængden af muligheder de skabte i første halvleg, var det heller ikke ufortjent, at de kort inden pausen fik reduceret. Det gjorde de efter et tidligt slået indlæg på fornem vis blev headet i kassen via den fjerneste stolpe.
Kort inden pausen var vi tæt på at gøre det til 3-1, men afslutningen fra Jonas Villemoes sneg sig lige akkurat forbi stolpen.
I pausen var det tid til et væld af udskiftninger fra begge mandskaber. Vi skiftede samtlige 11, så spillerne får den rigtige fysiske belastning her i opstarten, hvor den konditionelle træning er en af topprioriteterne hos trænerteamet.
De 11 friske Middelfartspillere kom godt i gang med de sidste 45 minutter, og Aaron Akalé fik hurtigt pillet bolden fra gæsternes keeper, hvorefter han lagde den skråt tilbage til Benjamin Zjajo, som stensikkert sparkede bolden i det tomme mål, som målmanden havde forvildet sig væk fra.
Vi sad tungt på opgøret i anden halvleg, og gæsterne var sjældne gæster på vores banehalvdel. Efter en times spil var vi tæt på at være det til 4-1, men Aaron Akalés måtte se sin hovedstød prelle af på overliggeren efter et knivskarpt Kwasniak-indlæg.
Alligevel blev det lidt senere 4-1, da Mikkel Søfeldt på fornem vis chippede bolden over gæsternes målmand fra 25 meters afstand. Hans angrebsmakker, Aaron Akalé havde indtil videre gjort opmærksom på sig selv med en assist og et forsøg på overliggeren.
I slutfasen lykkedes det så for vores franske angriber selv at komme på tavlen. Noah Barholt kom godt forbi sin modstander, hvorefter han lagde bolden skråt tilbage til Akalé, som fra kanten af feltet sparkede bolden knastørt ind i det korte hjørne til 5-1, som blev kampens slutresultat.
Dermed fik vi en god start på året med en sikker sejr i årets første træningskamp. Forberedelserne frem mod forårssæsonen fortsætter på træningsbanen mandag, inden vi allerede på tirsdag spiller næste træningskamp.
Næste kamp:
Tirsdag d. 20. januar kl. 17.30, Middelfart Boldklub – Næsby Boldklub på kunstgræsbanen på Færøvej



