OPTAKT: På vej ind i anden halvdel af Grundspillet

Middelfart Boldklub kunne efter kampen mod B.93 i Sundby Idrætspark sidste lørdag gøre regnskabet op efter de første 11 kampe. Nu har vi mødt alle 11 hold i Betinia Liga og resultatet er 8 point efter 1-0 sejren over Kolding og de fem uafgjorte mod Hobro, HB Køge, Hvidovre, Aarhus Fremad og Lyngby. På minussiden har vi nederlagene mod Hillerød, Esbjerg, Horsens, AaB og i den seneste kamp, B.93.

Der betyder en samlet 12. plads, dog kun to point efter 10. og 11. pladsen, der indehaves af Hobro og HB Køge, begge med 10 point. Middelfart og Hobro, der fredag møder AC Horsens ude, har samme målscore 10-18 og HB Køge, der har spillet en kamp mere, er tre mål ringere. Så der er masser at kæmpe for og fine muligheder for at forbedre stillingen, både i lørdagens kamp og videre frem.

Hillerød i fremgang

Middelfart og Hillerød har mødt hinanden fem gange, de fire første i 2. division. I sæsonen 2018-19 mødtes de to hold i 1. runde på Selskov Stadion i Hillerød. Det opgør endte 1-1, hvor Martin Hedeager bragte Middelfart i spidsen i 1. halvleg. Returkampen foråret efter endte 2-2 efter to blå scoringer af Esben Petersen. I 2021-22 mødtes holdene i Grundspillet. 3-0 til Hillerød hjemme og 3-1 ude, hvor Peter Kristensen scorede for Middelfart.

Og så mødtes holdene som bekendt i premierekampen i juli i Helsingør, hvor Hillerød spiller deres hjemmekampe. 2-1 til Hillerød efter en føring til Middelfart undervejs i 1. halvleg på mål af Bardhec Bytyqi.

En succesfuld opstigen for Hillerød

Hillerød Fodbold har haft en imponerende optur i dansk fodbold efter deres debut i Danmarksturneringen i sæsonen 2017-18. Inden da var de kendt som den største by i Danmark, der aldrig havde spillet i divisionerne. Efter en svær første halvsæson i Grundspilsgruppen, hvor Hillerød sluttede sidst med kun 10 point i 14 kampe, gik det noget bedre i nedrykningsspillet og Hillerød sluttede som nr. 5 af 12 hold. Sæsonen efter var Middelfart og Hillerød som nævnt i samme Grundspil. Middelfart vandt puljen og gik i Oprykningsspil, mens Hillerød igen skulle ud i Kvalifikation, som de klarede uden problemer. 2019-20 sæsonen (corona sæsonen) var mere eller en mindre en kopi af den foregående sæson, hvor de to klubber dog var i hver sit Grundspil (Middelfart i Oprykningsspillet) og senere i hver sit slutspil.

2020-21 kvalificerede begge hold sig til 2. division fra hver sit Grundspil i øst og vest – og 3. division blev oprettet - og mødtes derfor heller ikke i den sæson. Så skiltes vandene i 2021-22 sæsonen og Hillerød bragte sig ’foran’. Nordsjællænderne blev nr. 2 i Grundspillet, kom for første gang i Oprykningsspil og fortsatte succesen, hvor de rykkede op i NordicBet Ligaen sammen med Næstved BK. Middelfart sluttede sidst i Grundspillet og trods forbedrede resultater i Kvalifikationsspillet, endte det med nedrykning til 3. division.

Så Hillerød er nu i gang med deres fjerde sæson i det fine selskab. I den første sæson 2022-23 sluttede de samlet som nr. 9. I 2023-24 endte de på 7. pladsen og i sidste sæson gentog Hillerød præstationen med en ny 7. plads som vindere af Kvalifikationsspillet for anden gang. Nu er der nok efterhånden en vis sult i det nordsjællandske efter at prøve næste step, Oprykningsspillet. Hillerød er i øvrigt det eneste hold i Betinia Ligaen sammen med Middelfart, der ikke har prøvet at spille i den bedste række på et tidspunkt.

Spændende perspektiv

I Hillerøds seneste kamp, en direkte duel om 2. pladsen, vandt de hjemme 2-1 over AC Horsens. Horsens er i øvrigt Middelfarts næste modstander, når de kommer til byen om 14 dage (18/10) efter landskamppausen i næste weekend. De sidste fem modstandere i efteråret er (24/10) Kolding ude, (1/11) AaB hjemme, (10/11) Esbjerg ude, og efter endnu en landskampspause slutter vi (22/11) B.93 hjemme og (29/11) HB Køge ude.

Middelfart har som nævnt muligheden for at kravle opad i tabellen med en sejr. Det var en god fornemmelse og festlig dag på stadion efter sejren i den seneste hjemmekamp mod Kolding IF. Den oplevelse er der mange, der gerne vil have igen, når dommer Matthias Lykke fløjter kampen i gang lørdag kl. 14.00.

Det er blevet oktober og der er lidt blandede vejrprognoser med en forventet temperatur på 11-12 grader. Skyet med regn, ’loves’ der, og lidt riv i efterårsløvet på de flotte træer omkring Middelfart Sparekasse Stadion. Tag hellere det vind- og regntætte tøj med.

Tekst: Leo Jensen

Seneste nyheder