Middelfart Boldklub har skrevet kontrakt med den 22-årige hollandske kantspiller Jerailly Wielzen, som tiltræder den 1. juli 2025 på en aftale, der løber frem til sommeren 2027. Han kommer til klubben fra Fremad Amager, hvor han har spillet siden september 2023.
Jerailly er født i Rotterdam og har en solid ungdomsbaggrund fra prominente hollandske klubber som Feyenoord, Sparta Rotterdam og FC Dordrecht. Han er kendt for sin fart, arbejdsomhed og evne til at bidrage både defensivt og offensivt fra sin position på kanten.
"Vi er meget glade for at kunne tilføje Jerailly til vores trup. Han er en moderne spiller med stærke offensive kvaliteter og en god forståelse for spillet. Jeg har været imponeret over det jeg har set fra ham i Fremad Amager de gange vi har mødt ham, og han har i vores snakke vist både modenhed og vilje til at tage næste skridt i sin karriere. Jeg er overbevist om, at han vil passe rigtig godt ind i vores spillestil og være med til at løfte holdet yderligere – både på og uden for banen", udtaler sportschef Søren Godskesen om den første tilføjelse til truppen.
"Jeg glæder mig utrolig meget til at starte i Middelfart. Klubben har vist stor tillid til mig, og jeg ser frem til at møde mine nye holdkammerater og fans. Jeg vil arbejde hårdt for at bidrage til holdets succes og udvikle mig endnu mere som spiller", udtaler Jerailly Wielzen om klubskiftet.
Med tilgangen af Jerailly Wielzen styrker Middelfart Boldklub sin offensiv med en ung og ambitiøs spiller.
Jerailly Wielzen tiltræder 1. juli, hvor han også har første træningsdag med sine nye holdkammerater.
Yderligere oplysninger:
Søren Godskesen, tlf. 20129858