This could be the day .. eller hvornår bliver det? Forud for 9. runde i Oprykningsspillet i sæsonens 31. kamp er der nu tre åbne muligheder. Busturene fra Middelfart til Gladsaxe Stadion og retur lørdag kan forme sig som følger:
Scene 1. Hvis Fremad Amager sætter point til fredag aften hjemme mod Næstved, er det et oprykkerhold fra Middelfart Boldklub, der kører mod Sjælland lørdag formiddag.
Scene 2. Vinder Fremad A deres kamp, kan Middelfart i praksis sikre sig oprykning med uafgjort mod AB. Det vil betyde 3 point i forskel til 3. pladsen inden sidste runde, men Middelfart har lige nu en målforskel, der er 15 mål bedre end Fremads.
Scene 3. En sejr til Middelfart vil naturligvis betyde oprykning og måske en 1. plads – afhængig af Aarhus Fremads resultat i Skive. Aarhus F er to point foran Middelfart med en bedre målforskel.
Det, der før sæsonen lignede en fjern drøm med Middelfart Boldklub i dansk fodbolds Top24 for første gang, og som fik næring med den gode placering inden forårets kampe og op til slutspillet, er nu snublende tæt på realisering. I efteråret gik alle lidt stille med drømmen og sagde forsigtigt, at Oprykningsspillet var målet – og derfra måtte vi så se, hvad det kunne blive til. Da Kim Engstrøm kom til før jul som ny træner, gjorde han det straks klart, at oprykning var hans klare mål med sit nye job i Middelfart.
Frisk melding fra den nye chef – men nu står vi der så. Vi kunne have afgjort det hele i Aarhus sidste lørdag, hvor vi i stedet måtte nøjes med se Aarhus Fremad fejre oprykningen. Vi kan afgøre det lørdag mod AB – og skulle det glippe, har vi en matchbold mere næste lørdag hjemme på Middelfart Sparekasse Stadion mod Skive. Fint nok med en afgørelse foran eget publikum, men lad os nu få sat tingene på plads inden.
Flot blåt slutspil
Middelfart gik ind i Oprykningsspillet 2 point efter Fremad Amager og 4 point efter Aarhus Fremad. Nu er Fremad A distanceret med 5 point og vi er kun 2 point efter Aarhus F. Fire sejre over AB, Fremad A og to gange Næstved og fire gange uafgjort mod Skive, Fremad A og to gange Aarhus F giver 16 point og målscoren 10-3 fra slutspillet som eneste ubesejrede hold. Der er hentet 14 point både af Aarhus F (målscore: 15-4) og AB (17-8).
Det kan altså blive en oprykning hjemme i sofaen fredag aften, hvis slutspillets svageste hold, Næstved med 4 point og målscore 5-20, tager point i Sundby – eller efter hårdt arbejde lørdag eftermiddag i Gladsaxe Idrætspark. Det er nok klogest at forberede sig på det sidste. Middelfart kender udmærket rumlen. Der var den første chance for oprykning på Riisvangen Stadion sidste lørdag, hvor Aarhus Fremad med over 3300 tilskuere i ryggen lagde et hårdt pres på de rødklædte Middelfartspillere, der måtte løbe mange meter for at lukke af for rækkens mest målsøgende hold – og bedste forsvar.
Der var chancer undervejs til at afgøre kampen i fynsk favør, men Fremad havde også deres muligheder. Det var en kamp, hvor holdene først og fremmest ikke ville tabe – og det gav så endelig Aarhus F den fortjente oprykning, de har været så tæt på i snart mange sæsoner.
Endelig var det deres tur til at juble efter for ofte at have set modstanderne løbe med det hele. Som Peter Vamos Kristensen, en af Middelfarts mest markante spillere i næsten et tiår og nu to kampe fra den sidste i den blå trøje, i en eftertænksom stund noterede efter kampen, hvor han ikke kom på banen, og kunne se Fremadspillere og publikum i lykkerus:
Nu er det altså snart vores tur. Jeg har deltaget i så mange afgørende oprykningskampe, hvor vi har set på, mens modstanderne jublede. Det gider jeg ikke altså ikke mere.
Der har dog også været stjernestunder. Både oprykningen fra 3. division for to år siden, hvor Middelfart rykkede op længe før sæsonen var slut, og sæsonen 2021, hvor Middelfart hjemme slog Frem i den sidste kamp og sikrede sig en plads i den nye landsdækkende 2. division. Havde vi tabt dengang, var vi røget ned i 3. division. Det gjorde vi så året efter, men det er en anden historie.
Formstærke AB
Vi møder et AB hold, der har spillet sig i form, er Oprykningsspillets næstmest scorende hold, og som nogen mener har underpræsteret i forhold til den trup, de arbejder med. AB kom med i Oprykningsspillet på det yderste mandat. Tabte i sidste runde til Aarhus F, men var heldige med, at nærmeste konkurrent, BK Frem, tabte til bundholdet Ishøj. To runder før afslutningen på Kvalifikationsspillet ligger Frem til nedrykning. Fodbold er marginaler.
AB startede også tøvende i slutspillet og tabte til Aarhus F og Middelfart. Siden har akademikerne ikke tabt, vundet fire og spillet to uafgjort. Senest har de slået Aarhus F ude med 2-1 og sidst kørte de på egen bane Fremad A over med 5-0.
Middelfart mødte AB ude i efteråret i Grundspillet. AB fik deres keeper vist ud ved stillingen 0-0. Middelfart vandt 3-1 på mål af Jonas Villemoes, Malthe Boesen og Oscar Obel-Hall. Midt i marts på kunsten på Færøvej fik Middelfart rødt kort til Malthe Kristensen ved stillingen 1-1 i 2. halvleg og AB løb med alle point efter 3-1. Bardhec Bytyqi stod for Middelfarts enlige træffer.
Godt en måned senere mødtes holdene på rigtigt græs i Middelfart, hvor anfører Lasse Thomsen stod for sejrsmålet i 2. halvleg i 1-0 sejren. Der var traditionen tro rødt kort fra dommeren, denne gang til AB, både til en spiller og en træner i de sidste minutter. Det er altså en god ide at forblive 11 mand på banen i kampe mellem de to hold.
Håbet er grønt
Kampen mod de grønne fra AB foregår på Gladsaxe Stadion, der i de glade Superligadage omkring årtusindskiftet blev opgraderet til en kapacitet på godt 13.000 – over halvdelen som siddepladser. Her skal Middelfart forsøge at holde og udvide sin rekord som ubesejret efter 8 sejre og 4 uafgjorte til 13 kampe.
Kampen fløjtes i gang lørdag kl. 14 af dommer Svend Funder. Vejrudsigten siger skyet vejr, overvejende tørt, 18-19 grader og ganske let vind. Det kan blive en historisk dag for Middelfart Boldklub og en festlig hjemtur.
Tekst: Leo Jensen