Nu er det december og julen står for døren. Spillerne og trænerne er godt i gang med en tiltrængt julepause og vender tilbage til træningsbanen den 6. januar. 2024 blev et godt fodboldår for Middelfart Boldklub, der fortsatte succesen fra den første sæson efter oprykningen i sommeren 23, hvor vi kæmpede sig til en flot 4. plads i rækken. Det var også cheftræner Kristoffer Johannsens første sæson i Middelfart og med den foreløbige 3. plads efter efterårets 16 runder og et succesfuldt pokalrun med tre kampe mod højere rangerende hold end os lignede alt en rolig vinterpause.
Det billede blev forstyrret efter den sidste kamp, hvor det blev klart, at Kristoffer Johannsen stoppede sit engagement i klubben og fra januar er at finde i Nordicbet Ligaen hos FC Roskilde, som vi kæmpede indædt med i sidste sæson om toppladserne. Det var noget af en mavepuster at få, men livet går selvfølgelig videre, også i Middelfart Boldklub.
En chance, der skulle forfølges
I en snak med Kristoffer om hans overvejelser i forbindelse med klubskiftet, fastslår han, at hans beslutning på ingen måde skyldes utilfredshed med forholdene i Middelfart. Han understreger, at det har været en rigtig god oplevelse for ham med de halvanden sæson på Nordvestfyn og han er ærgerlig over nu at bidrage til statistikken med kortvarige træneransættelser i Middelfart.
Jeg har kun positive ting at tage med fra Middelfart. Jeg er glad for, at jeg fik chancen for at overtage et godt hold med vinderattitude efter oprykningen i sommeren 23. Jeg har haft et fremragende team omkring truppen med trænere, sportschef, sundhedstab osv, og en god spillertrup, der har fungeret godt både på banen og udenfor, fortæller Kristoffer.
Han fortsætter: Jeg føler, vi har udviklet os sammen og resultaterne i efteråret med gode sejre over topholdene – men desværre nogle svipsere i andre kampe – viser for mig, at Middelfart er på rette vej, og vi er stadig helt inde i kampen om de sjoveste pladser.
Kristoffer nævner, at det måske lidt er trenden, at trænerne bliver i kortere tid i klubberne og det også er med til at udvikle både spillere og trænere med nye impulser, selvom klubskifter i sagens natur kræver tilvænning for både trænere og spillere.
Jeg fik imidlertid præsenteret en pakke fra FC Roskilde, der var meget interessant for mig. Ud over, at Roskilde er min barndomsby og Roskilde Boldklub 06, som den hed dengang i ungdomsårene, hvor jeg tilbragte ti år i klubben, har en speciel plads hos mig, så giver den nye kontrakt også mulighed for at komme ind i et koncept, hvor jeg kan gå ned i tid på min efterskole i Nyborg, kan træne om eftermiddagen og være hjemme i Odense til spisetid og tilbringe mere tid med familien, beretter Kristoffer.
Det er 31 år siden, jeg været i klubben og det er selvfølgelig noget andet at komme tilbage til, men min mavefornemmelse sagde, at det var det rigtige for mig nu. Jeg er samtidig ked af, at det stiller Middelfart Boldklub i en ny situation, men jeg er også sikker på, at konceptet er så stærkt og klubben er så attraktiv for dygtige trænere, at Middelfart er godt bemandet og klar til at fortsætte den gode udvikling, når sæsonen igen går i gang.
Gode minder og en svær opgave
Kristoffer forsikrer om at han ikke bare kommer med en forslidt floskel, når han siger, at Middelfart også gået ham i blodet trods kun halvandet år i klubben.
Kristoffer: Jeg er sikker på, at jeg dukker op på Middelfart Stadion en dag, hvad enten det er en del af skemaet eller passer ind på anden måde og jeg glæder mig til igen at hilse på alle de varme og positive personer, jeg har mødt på stadion og i klubben. Middelfart er et godt sted at komme. Det vil jeg savne og gør det lidt svært at sige farvel.
Nu er det nye opgaver, der venter på Kristoffer. FC Roskilde, en klub der ikke rigtig har fået gang i pointene efter oprykningen og skal bruge foråret på at søge at nå op til de øvrige bundhold, der dog aktuelt synes et niveau over.
Aftalen med Roskilde er en plan med en længere tidshorisont end til sommer. Kristoffer er klar over, at sandsynligheden for at han skal besøge Middelfart Stadion igen inden så længe, siddende på udeholdets bænk, er ret stor. Men planerne rækker ud over en mulig hurtig nedrykning. Erfaringerne fra denne svære sæson kan være med til at ruste klubben til en hurtig returbillet, er FC Roskildes håb.
Januar og hvad så?
Træningen starter som nævnt mandag den 6. januar. Fredag den 17. er der første testkamp hjemme mod Kolding IF og lørdagen efter ude mod Esbjerg, begge fra NordicBet Ligaen. Der er nogle kampe igen i februar inden afrejse til træningslejr i lunere omgivelser i tyrkiske Belek i uge 8. Lørdag den 8. marts starter turneringen med en udekamp i Ishøj og lørdag den 15. marts spilles første hjemmekamp, hvor vi møder AB.
Så er der kun tilbage at sige tak for sæsonen, der gik. Glædelig Jul til alle omkring klubben, tak for indsatsen og støtten til Middelfart Boldklub på forskellig vis og et Godt Nytår. ’Sammen om holdet’ gælder også i 2025, hvor vi ses på Stadion til nye spændende kampe.
Tekst: Leo Jensen