REFERAT: Middelfart mangler at slå det sidste søm i

På en dag, hvor Paris SG holdt legestue med modstanderne fra Inter i Champions League i München og vandt deres første finale med en sjælden stor finalesejr, var det ikke Oprykningsspillet i 2. division, der fyldte mest i overskrifterne. Men det er dog værd at konstatere, at Middelfart Boldklub er nu snublende tæt på oprykning til Danmarks næstbedste række.

Der var selvfølgelig tydelig forskel på reaktionen både på tilskuerpladserne og på banen på Allianz Arena i München og på pointdelingen efter 0-0 lørdag eftermiddag på det idylliske Riisvangen i Aarhus, der bestemt heller ikke ligner den standard, der kræves på næste niveau. Aarhus Fremad fik det ene point, der endeligt afgjorde oprykningen i tredje forsøg på tre år og skaffede dem plads blandt de næstbedste efter 17 år udenfor det fine selskab.

Så var der ellers fest hos størsteparten af sæsonens rekordpublikum på de kanter, der ikke stiller de store krav til tilskuerfaciliteter. Der var øl og pølser, højlydt feststemning og hvad slå mere? 3346 minus et betydeligt antal med eller uden synlige Middelfartsympatier jublede og festede i solen efter kampen i Aarhus.

Resten inkl. de trætte blå mænd i det røde udebanedress var nok lidt skuffede over ikke at gøre arbejdet færdigt med en sejr, men fattede og kunne godt glæde sig over en udvidet rekordliste på nu 12 kampe i træk som ubesejrede og et vigtigt point fra den første af tre matchbolde. Nu mangler vi kun ét sølle point for at kunne følge dagens modstandere op i NordicBet Ligaen – eller hvad den nu skal hedde efter den ultrakorte sommerferie for oprykkerholdene.

Sæsonens sidste modstandere for Middelfart er formstærke AB, der lige har tævet både Aarhus Fremad og Fremad Amager, i Gladsaxe på næste lørdag, og vi runder af mod Skive IK hjemme på Middelfart Sparekasse Stadion lørdag den 14. juni. Kampprogrammet er faktisk således indrettet, at oprykningen kan være afgjort allerede inden Middelfarts næste kamp, hvis Fremad Amager sætter point til i hjemmekampen på fredag mod Næstved.

En meget lige kamp

Det var anden gang på knap tre uger, de to tophold testede hinanden. Det var 2. divisions to bedste forsvar, der var oppe mod 2. divisions to bedste angreb. Den duel vandt forsvarerne igen. Aarhus F holdt for 16. gang i sæsonen et clean sheet – over halvdelen af deres kampe – Middelfart for 10. gang. Og anden gang mellem de to hold indbyrdes med de to nullerter i Oprykningsspillet. Middelfart vandt som bekendt begge kampe i Grundspillet.

Middelfart stillede i Aarhus i samme opstilling som sidst som Næstved: Casper Radza – Jacob Vetter, Mads Greve, Christian Boyum – Jacob Linnet (anfører), Robert Kakeeto, Jonas Villemoes, Noah Barholt – Benjamin Zjajo, Malthe Boesen, Lukas Eg Jørgensen.

Det var hjemmeholdet, der fra start lagde pres på Middelfart, der dog svarede godt for sig og forsvaret ryddede godt op, inden de hvepsestribede blev rigtig farlige. Noah Barholt havde et forsøg i de første minutter, men ellers var det Fremad, der markerede sig mest. Efter 18 minutter var Middelfart ikke uheldige, da et forsøg fra distancen tog den fjerneste stolpe bag Radza og gik i spil igen.

Der var flere hårde dueller og topscorer Malthe Boesen tog nogle slagsmål i forreste linje. Han fik også nogle knubs og efter 28 minutter og flere gange behandling var der ikke mere at give af. Han blev afløst af Elias Andersen, der skulle forsøge at løbe fra Fremad defensiven, der ikke virkede helt dirkefri. Der kom også en friløber efter 42 minutter, hvor Elias Andersen tæt på den store keeper Kasper Kiilerich blev afvist.

Et par minutter senere var Benjamin Zjajo og Elias Andersen på færde i en hurtig omstilling, men desværre lå den sidste aflevering bag medspilleren og chancen løb ud. Det var Middelfarts største chancer i kampen.

Begge hold tilfredse med en deling

I starten af 2. halvleg fik Elias Andersen en ny mulighed, men ramte ikke bolden rigtigt. Minutter efter var en Fremad angriber fri i Middelfarts felt, men situationen blev reddet af Casper Radza, der som sædvanlig var en sikker sidste skanse og ikke forærede noget væk.

Efter 58 minutter benyttede træner Kim Engstrøm sig af sin anden og skulle det vise sig sidste udskiftning, da Lukas Eg gik ud og Bardhec Bytyqi, der har siddet ude i nogle kampe, kom ind for at prøve at finde huller i Fremads bageste geledder. Tyve minutter inde i halvlegen var Casper Radza igen vaks og afviste et forsøg fra hjemmeholdet.

Der blev stadig kæmpet hårdt om boldene og målrettet søgt at holde modstanderne på afstand af eget mål. Dommeren fløjtede ikke overdrevent meget og fik nogle lidt knubbede situationer tysset ned uden det store drama. Middelfart og bl.a. Bardhec Bytyqi udfordrede Fremad nogle gange men uden afgørende held. Efterhånden lignede det den pointdeler, der måske var mest oplagt fra kampstart.

Et point ville sikre Aarhus Fremad endeligt og Middelfart kunne sagtens leve med en deling af pointene efter resultatet mellem AB og Fremad Amager fredag aften, der styrkede Middelfarts position. Middelfarts defensiv godt dirigeret af rutinerede Mads Greve og godt støttet af resten af det godt kæmpende Middelfartmandskab tillod ikke hjemmeholdet meget i det sidste kvarter.

Efter 86 minutter var der et frispark lige uden for feltet, hvor Middelfarts gode bekendte, Marcus de Claville, nu i stribet trøje, lagde an til en af de signaturscoringer, han brillerede med i sin tid i Middelfarttrøjen. Denne gang endte forsøget et godt stykke over mål.

Nu kan det næsten ikke gå galt

Efter duellen i Aarhus er stillingen mellem 2. og 3. pladsen, at Middelfart fører med 5 point, hvor der er 6 point tilbage at spille om. Middelfart har desuden et plus på 15 i målforskellen i forhold til Fremad Amager. Der skal stadig fuld fokus på at gøre det færdigt. Og Fremad skal altså vinde begge de sidste to kampe, hjemme mod Næstved og ude mod Aarhus Fremad, og Middelfart tabe sine to kampe mod AB og Skive for at rykke på stillingen.

Aarhus F fører fortsat med 2 point og har udekamp i Skive og som nævnt Fremad A hjemme og har en målforskel, der er 13 mål bedre end Middelfarts. De kan altså nøjes med 4 point, hvis Middelfart vinder begge sine kampe.

Lørdag 7. junij kl. 14 på Gladsaxe Stadion kan Middelfart Boldklub skrive historie og lægge op til en blå festdag i sidste runde på hjemmebane.

Tekst: Leo Jensen

'}}

Seneste nyheder

'}}
'}}
'}}
'}}