REFERAT: Middelfart holdt fødselsdagsfest i Gryden

Middelfart6 fejrede sin 10 års fødselsdag i kampen mod Kolding IF, et opgør der gennem de ti år altid har påkaldt sig ekstra opmærksomhed i de to byer. Godt 800 tilskuere gik gennem tælleapparaterne denne lørdag i september, hvor Middelfart i sin 10. kamp i Betinia Ligaen skulle forsøge at få den første sejr, der flere gange har været tæt på.

Der var god stemning, ekstra sponsorinteresse og det fine Indian Summer vejr gjorde ikke forventningens glæde mindre. Der skulle tages noget revanche fra sidste weekend i Aalborg – og formanden havde også fødselsdag. Dagen blev fuldendt, da Jonas Villemoes scorede sejrsmålet til 1-0 (0-0) med Middelfarts tiende turneringsmål i sæsonen ca. et kvarter før tid – og det tiende i sæsonen scoret mod Koldings stabile forsvar.

Nu er vi oppe på 8 point og puster igen feltet i nakken og en sejr i næste lørdags kamp ude mod B.93 kan betyde, at vi indhenter flere af holdene og for alvor stempler ind i Betinia Liga, her hvor vi runder første halvdel af Grundspillet.

Stærkt udlæg i 1. halvleg

Efter godt 10 minutter af 1. halvleg havde Middelfart allerede haft tre nærgående forsøg i et udlæg, hvor Middelfart var dominerende og holdt det noget højere placerede Koldingmandskab helt fra chancer. Middelfart lagde et højt pres og lykkedes godt med at holde modstanderne travlt beskæftiget på egen banehalvdel.

Træner Kim Engstrøm havde valgt følgende 11 til startopstillingen: Casper Radza – Jacob Vetter, Mads Greve, Søren Reese – Jacob Linnet (anfører), Nikolaj Juul-Sandberg, Jonas Villemoes, Noah Barholt – Mads Hansen, Aaron Akelé, Jerailly Wielzen.

I forhold til kampen mod AaB var den eneste ændring, at Mads Hansen startede inde i stedet for Bardhec Bytyqi.

Det var Aaron Akelé, der efter tre minutter akrobatisk flugtede i sidenettet fra en position inde i feltet. Søren Reese havde et fint forsøg på hovedstød efter 7 minutter og efter 11 minutter oplevedes et mønsterangreb, hvor Noah Barholt fandt Akalé inde i feltet og mange så bolden på vej i nettet, men først stolpen og så en forsvarer fik heldigt afværget situationen for Kolding. To og fem minutter senere var der fine forsøg fra Jerailly Wielzen og Aaron Akalé, der var meget bevægelige og en evig uro i Koldings forsvar.

Vi skulle frem til det 26. minut inden Koldings første åbne chance, hvor lidt tilfældig ping poing i feltet pludselig bragte en KIF angriber alene med keeper Casper Radza. Fra klos hold forsøgte Kolding manden sig, men Radza gjorde sig bred og afværgede den store chance. Jonas Villemoes gav varsler om en stor kamp og lavede dagens flotteste indslag, da han med Laudrupfinten og bolden klistret til fodsålen gled fri af en forsvarer og satte et farligt angreb i gang.

Efter 35 minutter var der igen noget, der lignede en chance til KIF i en periode, hvor de sortklædte KIF’ere havde fået lidt mere spil end i kampens første halve time. Forsøget ramte en forsvarer og boblede over Radza, men Reese var tilbage på stregen og kunne iskoldt heade bolden i hænderne på sin keeper. 0-0 ved halvlegspausen og som Middelfart sympatisør sad og stod man med en ærgerlig følelse af, at Middelfart havde fået for lidt udbytte af deres fine 1. halvleg og mange nærgående forsøg.

Først den ene vej og så den anden

Fra starten af 2. halvleg, hvor Kolding fra start så ud til at have talt forløbet af 1. halvleg godt igennem, kunne det være gået galt for Middelfart allerede efter et par minutter. Et hjørnespark blev ikke clearet og først Mads Greve og lige efter Nikolaj Juul-Sandberg på stregen fik med hovedet afværget et føringsmål til gæsterne.

Der var en masse spil mellem felterne, men to påpasselige forsvar holdt holdene væk fra de store scoringsmuligheder i begge ender. Efter 58 minutter byttede Mads Hansen med Lucas Jensen, der kom ind på højre fløj for at lægge mere pres på KIF. Syv minutter efter var der igen udskiftning. Ud gik Noah Barholt og Søren Reese og ind kom Malthe Boy Kristensen og Søren Eg for at tage noget slæb bagude og midt på. Efter 71 minutter gav Lucas Jensen den første prøve på et farligt indlæg, der dog ikke her ramte en medspiller helt præcist.

Mads Greve lod sig udskifte efter 72 minutter og ind kom målhelten fra Lyngbykampen, Christian Boyum. I samme moment gik Nikolaj Juul-Sandberg ud og ind kom Robert Kakeeto, der virkede kampsulten og han lagde som mange andre et stort arbejde i at presse modstanderne tilbage mod eget mål.

Endelig efter 77 minutter kom forløsningen. Lucas Jensen fik igen bolden i højre side og øjnede Jonas Villemoes på vej ind ved bagerste stolpe. Afleveringen lå millimeterpræcist til Ville, der tog bolden ned med brystet og i samme bevægelse fik bolden under Koldingkeeper Moser til 1-0. Stor jubel på stadion undtagen i den lave målende op mod skoven, hvor Koldingtilhængerne befandt sig.

Der var 13 minutter tilbage på uret og forventeligt 4-5 minutters overtid. Kolding pressede spillet frem, men fik egentlig ikke skabt de helt store chancer. Efter 84 minutter havde Jerailly Wielzen en god aktion i feltet, hvor han skaffede sig plads til at afslutte, men desværre sad skuddet lige i hænderne på keeperen. Der blev taget og givet af et godt hjerte og flere gange var spillerne i græsset og ømme og sunde sig og der blev vinket med de gule kort.

Middelfart spillede dygtigt og køligt kampen færdig, holdt godt på bolden ude i hjørnerne og lod tiden gå og frustrerede modstanderne, der også tabte sidst den spillede turneringskamp på denne bane for godt tre år siden, hvor Middelfart vandt 3-2.

Alle mand fortjener ros for indsatsen – Jacob Vetter fik det synlige bevis som dagens Man of the Match, hvor flere bød sig markant til - og det sidste fløjt efter ca. 6 minutters overtid var stærkt befriende. Den første sejr i Betinia Ligaen var endelig hjemme og første gang siden oprykningen i juni efter ligeledes 1-0 (over Skive IK) lød sejrsråbet og sangen – den med pølsemixen – i Middelfarts omklædningsrum. Glade ansigter og nu glæder alle sig til fortsættelsen.

Den foregår på lørdag på Sundby Idrætsparks kunst, hvor B.93 i dette efterår spiller deres hjemmekampe. Deres ’rigtige’ hjemmebane på Østerbro Stadion – bag Parken – er under en 40 mio. kr renovering og er ramt af forsinkelser.

Tekst: Leo Jensen

Seneste nyheder