REFERAT: Middelfart hentede stort point i Hobro

Det var til stor lettelse for den lille koloni af Middelfarttilhængere, da dommer Frederik Svendsen fløjtede af efter 95 minutter og Middelfart Boldklub kunne forlade DS Arena i Hobro med et hårdt tjent point – det første i Betinia Ligaen – efter 0-0 i det nordjyske sommervejr, hvor 948 tilskuere var blevet lokket på stadion. Der blev arbejdet hårdt af Middelfartmandskabet for gevinst kampen igennem og i et moment mod slutningen lignede det også en overraskende sejr.

Hobro IK viste sig som et slidstærkt mandskab, der spillede med stor disciplin og få fejl, men havde også undervejs problemer med kvalificerede afslutninger – og det der kom, tog Casper Radza eller overliggeren. Det var en fin præstation af Middelfart af hente point på denne bane og et opløftende resultat efter premierekampen mod Hillerød, hvor marginalerne ikke var med de blå oprykkere.

Som træner Kim Engstrøm understregede efter kampen, er det altid vigtigt i en turneringsstart at komme på tavlen med point og efter 2. runde er alle hold i rækken lykkedes med det. Middelfart ligger nu i en gruppe på fem hold med ét point – Hvidovre, AaB, Aarhus Fremad og Hobro er de andre - og kun HB Køge har maksimumpoint.

Ændringer i opstillingen

Kim Engstrøm havde rystet posen efter den første kamp og ændret på flere pladser i start 11’ren: Casper Radza – Jacob Vetter, Mads Greve, Søren Reese – Jacob Linnet (anfører), Benjamin Zjajo, Jonas Villemoes, Noah Barholt – Bardhec Bytygi, Elias Andersen, Jerailly Wilzen
Fra sidst havde Jacob Vetter, Benjamin Zjajo og Elias Andersen erstattet Malthe Boy Kristensen, Robert Kakeeto og Malthe Boesen.

Hobro lagde målrettet ud og forsøgte at kyse de rødklædte gæster med pres fra start. To gange inden for de første fem minutter var hjemmeholdet på skudhold og Middelfart havde nok at se til med at forsvare. En enkelt omstilling gav skud på Hobros mål efter syv minutter, mens Casper Radza diskede op med sin første store redning efter 15 minutter, da han måtte ud i fuld længde efter en afslutning fra en helt fri Hobroangriber.

I de næste minutter var der igen bud efter et gult føringsmål, hvor Greve & Co måtte rydde op inde foran mål og efter 22 minutter sendte Hobro et frispark på Middelfarts overligger. Efter 31 minutter smældede bolden igen mod overliggeren, men Middelfart havde arbejdet sig bedre ind i kampen og broderede fint i momenter, hvor Hobro kiggede på. Desværre uden de helt oplagte skudchancer for de fynske gæster. Middelfart havde en afslutning i sidenettet efter 38 minutter som det tætteste inden pausen.

God start på 2. halvleg

Middelfart kom godt ud til 2. halvleg og allerede efter ti sekunder havde altid flittige Jacob Linnet et forsøg, der sneg sig forbi stolpen. Anføreren og Bardhec Bytyqi, der viste driblekunst, prøvede igen efter 49 minutter, hvor Hobro fik sparket væk på stregen. Efter 54 minutter var Mads Greve med fremme og headede forbi på et af kampens mange hjørnespark, hvor en vaks lokal sponsor, Klippehjørnet i Hobro, sikrede sig opmærksomhed i højttaleren.

Det vekslede lidt hen imod en times spil, hvor Middelfart foretog den første udskiftning. Malthe Boesen kom ind på sin vante plads oppe foran, hvor han afløste Elias Andersen, der havde løbet meget efter Hobros boldsikre forsvar. Middelfart oplevede i denne fase i to-tre momenter, at tøven eller boldtab er farligt på dette niveau, hvor Hobro opsnappede flere bolde og omsatte til angreb, hvor de heldigt nok ikke var så effektive.

Efter 76 minutter skiftede Middelfart dobbelt ind, da Robert Kakeeto og Søren Eg afløste Benjamin Zjajo og Noah Barholt. Kampen lignede mere og mere en 0-0 løsning, indtil det 86. minut, hvor et Middelfartpres med to tre skudmuligheder afsluttedes med, at Jacob Vetter tæt på kanten af feltet fyrede et projektil afsted. Det lignede et skud med retning med målhjørnet og et muligt sejrsmål, men desværre snittede bolden en Hobroforsvarer og dermed endnu et hjørnespark og reklame for Klippehjørnet.

Det havde ellers været en supergevinst for Middelfart. Der var lagt godt 5 minutter til og i den periode nåede Valdemar Kwasniak at bytte med Jacob Vetter og i de allersidste sekunder kunne Hobro have afgjort det hele efter et hjørnespark, hvor bolden dansede rundt i feltet med mange berøringer inden en farlig Hobroafslutning, som Middelfart – vistnok Søren Reese – reddede med en clearing på målstregen. Så lød fløjten for sidste gang og Middelfartlejren åndede lettet op.

Det havde også været en forfærdelig spand koldt vand i hovedet, hvis Hobro havde nappet alle tre point på kampens sidste afslutning. Nu kunne træner Kim Engstrøm og holdet se tilbage på en kamp med masser af fight, god indstilling og belønningen med et godt point på en svær udebane.

Især en stærk indsats af keeper Radza og en sikker backkæde i Vetter, Greve og Reese og godt og hårdt arbejde af alle mand i en kamp, hvor Hobro pressede hårdt i perioder og havde de fleste muligheder for at tage sejren. Næste lørdag venter den første hjemmekamp på Middelfart Sparekasse Stadion, hvor Esbjerg fB, som vi havde fire hårde kampe med for et par sæsoner siden, er modstanderen. Esbjerg er lagt fra land med to hjemmekampe, et nederlag til Lyngby og sejr over Hvidovre.

Tekst: Lleo Jensen

'}}

Seneste nyheder

'}}
'}}
'}}
'}}