REFERAT: Lovende takter i tidlig test

Middelfart Boldklub fik ikke lov at hvile længe på laurbærrene efter den uforglemmelige solrige lørdag i juni, hvor den gamle drøm om oprykning til 1. division endelig gik i opfyldelse. Op i Top 24 til 32 kampe med Grundspil og slutspil i Betinia LIGA, hvor vi ser frem til de nye store udfordringer, sportsligt, administrativt, store kampdage og en hel masse mere.

Fra testkampen torsdag aften i Kolding er der 9 dage til den første turneringskamp, lørdag den 19. juli ude mod Hillerød. Så det gælder om for både trænerstaben og truppen ikke at panikke over den korte tid, blot konstatere, at det er vilkårene for at have løst målsætningen for sæsonen 2024-25, oprykningen til 1. division, og så ellers glæde sig til at prøve kræfter med nye modstandere og et stærkere sportsligt niveau.

Kampen i Kolding endte 1-1 (1-1) efter et meget lige opgør, hvor Middelfart lykkedes udmærket med at holde Kolding IF fra de store målchancer i det prestigemættede lokalopgør. Senere på efteråret kommer de to indbyrdes turneringskampe, der nok skal blive publikumsmagneter, som vi husker det fra mange spændende kampe i 2. division gennem en række sæsoner. Mere om kampforløbet senere.

Ingen tid at spilde

Træningen op til sæsonstarten begyndte mandag 30. juni, hvor spillere og stab mødte ind til en kort hektisk opstart, hvor der på rekordtid skal klargøres et hold, der kan tage kampen op i Betinia LIGA, spilles nye spillere ind i truppen osv. Sæsonoptakten er så kort, at der kun blev plads til to testkampe, inden det går løs om point.

Middelfart har det udmærkede udgangspunkt, at størstedelen af truppen, der gennem flere sæsoner byggede op til oprykningen, er intakt. Der er også klarhed over, at truppen skal tilføres nye kræfter og flere kompetencer for at stå distancen i Betinia Liga, hvor der er 18 hårde kampe i efteråret. Det overordnede mål må være at overleve den første sæson og der er heller ikke tvivl om, at mange eksperter vil pege på Middelfart som et oplagt emne til nedrykningspladserne.

Truppen er i opbygningsfasen her i sommermånederne. Der er et åbent transfervindue til 1. september, så der bliver helt sikkert arbejdet med trupsammensætningen et godt stykke ind i turneringen. Det gælder også for vores kommende modstandere, så det kan være svært at bedømme holdenes styrke på dette tidlige tidspunkt.

Det var måske et tegn på opgavens omfang, at Middelfart spillede sin første testkamp sidste lørdag samtidig med starten på Tour de France. Der bliver sikkert mange stejle bjerge at bestige i efteråret for de blå nyoprykkere og der bliver kamp om placeringerne helt frem til målstregen. En forsmag kom i testkampen mod HB Køge, der i sidste sæson reddede sig på det yderste mandat – fire point over stregen med Vendsyssel FC og FC Roskilde under.

Det blev 5-0 (2-0) til hjemmeholdet, der ifølge rutinerede iagttagere primært vandt på evnen til at score på deres chancer i en ellers nogenlunde jævnbyrdig kamp. Lidt store cifre, der kunne skubbe til frygten for, at Middelfart vil få svært ved at hamle op med de mere kendte klubnavne i den næstbedste række. Selv om de fleste siger, at testkampenes resultater ikke betyder så meget, så gider de færreste at tabe. Det var derfor vigtigt at få et rimeligt resultat med hjem fra Kolding, der kan medvirke til at løfte stemningen og troen på tingene.

En fin indsats

Middelfart bragte 20 spillere i kamp i Kolding på denne fine sommeraften på en god bane ved siden af den imponerende Metropolis Arena, der er under konstruktion og som vil danne rammen om klubbernes turneringsopgør den 26. oktober. De to klubber mødes i Middelfart den 20. september.

Middelfart fik en udmærket start på opgøret med scoringen på straffespark efter 12 minutter til 1-0 ved Malthe Boesen. Optakten var et godt Middelfartangreb med flere stationer, hvor Elias Andersen blev hægtet i feltet. Elias Andersen og Lukas Eg havde et par gode forsøg, inden Kolding udlignede efter 27 minutter efter et pres, hvor bolden først tog overliggeren, inden riposten blev headet ind til 1-1.

Det var begrænset, hvad der var af åbne chancer i 1. halvleg mellem to hold, der passede godt på sig selv. Middelfart spillede godt op til Kolding, der tager hul på sin tredje sæson i 1. division i denne omgang. Efter fine placeringer som nr. 3 i 2023-24 som nyoprykket og nr. 4 i sidste sæson må Kolding IF vel regnes med blandt kandidaterne til oprykning til Superligaen i denne sæson.

Middelfart stillede sådan op i 1. halvleg: Albert Gaub-Jakobsen – Malthe Kristensen, Mads Greve, Jacob Vetter – Jerailly Wielzen, Valdemar Kwasniak, Robert Kakeeto, Lukas Eg, Søren Eg – Elias Andersen, Malthe Boesen (anfører).
Keeper Albert Gaub-Jakobsen er kommet til fra AB og Jerailly Wilzen fra Fremad Amager.

Til 2. halvlegs start var 7 mand skiftet ind. På banen blev Jerailly Wielzen, Malthe Kristensen, Mads Greve og Robert Kakeeto. Ind kom Casper Radza, Noah Barholt, Benjamin Zjajo, Bardhec Bytyqi, Jonas Villemoes (anfører) og to prøvespillere. I løbet af 2. halvleg kom også Jakob Okkels og Christian Boyum ind.
Jacob Linnet og de tre under genoptræning, Lasse Thomsen, Simon Trier og Mads Hansen, var ikke til disposition.

Fra sidste sæsons trup er fem spillere væk: Angriberne Peter Kristensen (stoppet), William Akpan og Oscar Obel-Hall, forsvareren Mads Jørgensen og reservekeeper Rasmus Jepsen-Jacob.

Kampens sidste 45 minutter blev også en kamp mellem to hold, der sad tæt på hinanden med det resultat, at de to keepere ikke blev testet rigtig for alvor. Middelfart fulgte fint med i Koldings tempo, stod fast i tacklingerne og ryddede op – stod godt imod Koldings favoritvåben, standarderne, og pressede selv i nogle situationer med nærgående indlæg. Der bliver sikkert mange kampe, hvor modstanderne har bolden meget og opmuntrende at se, at Middelfart også har bredde, da det ikke svækkede mærkbart at skifte næsten hele holdet.

Nu venter en uge 29 med finpudsning af detaljer og valg af startopstilling mod Hillerød, der ser ud til at have etableret sig i Betinia LIGA efter tre sæsoner og placeringer som nr. 9 og de seneste to sæsoner nr. 7 (vindere af Kvalifikationsspillet). Christian Lønstrups tropper kommer med succes fra en testkamp onsdag mod FC København, som nordsjællænderne vandt 1-0.

Det blev også klart i ugen, at Middelfart i Oddset Pokalens 1. runde møder OKS på Okson Park i Odense. Kampen spilles sandsynligvis tirsdag den 5. august – mellem kampene mod Esbjerg fB hjemme og AC Horsens ude.

Tekst: Leo Jensen

'}}

Seneste nyheder

'}}
'}}
'}}
'}}