… og nu er der igen lagt op til en direkte duel om 1. pladsen, når vi på lørdag møder Aarhus Fremad på Riisvangen i Aarhus N. Middelfart Boldklub slog maksimalt til i fjerdesidste runde, hvor konkurrenterne satte kostbare point til. Efter Middelfarts overbevisende sejr på 3-0 (0-0) over Næstved blev afstanden til 3. pladsen med Fremad Amager udbygget til 4 point og afstanden op til Aarhus Fremad på 1. pladsen blev indsnævret til nu kun 2 point.
Så det er et direkte opgør om førstepladsen på lørdag på Riisvangen, hvor Middelfart med en sejr kan gå forbi topholdet og lægge sig i spidsen af Oprykningsspillet før de sidste tre runder. Der var et vist forventningspres i forhold til at øge afstanden til 3. pladsen, da Fremad Amagers uafgjorte resultat fra fredag var kendt, men det udviklede sig nærmest til en lottogevinst, da resultatet fra Aarhus med ABs sene sejrsmål blev kendt. Nu er alt åbent – nu kan alt ske.
Bekymringer før kampen
Det hårde program fra forrige uge med tre kampe på 8 dage havde sat sig spor. Middelfart droslede ned på træningen i starten af ugen, men der var en regning, der skulle betales. Der bliver nu trukket veksler på bredden i truppen, da det blev en kendsgerning, at anfører Lasse Thomsen pådrog sig en så alvorlig skade i kampen mod Fremad Amager for en uge siden, at han ikke kunne stille op mod Næstved.
Lasse Thomsen blev det næste navn på listen over ukampdygtige spillere, der udover Simon Trier nu tæller Mads Hansen, Jakob Okkels, Bardhec Bytyqi, Lasse Thomsen og derudover var Malthe Kristensen i karantæne til kampen mod Næstved. Mads Greve blev testet forud for kampen og meldte sig heldigvis klar.
Det betød denne opstilling: Casper Radza – Jacob Vetter, Mads Greve, Christian Boyum – Jacob Linnet (ny anfører), Robert Kakeeto, Jonas Villemoes, Noah Barholt – Benjamin Zjajo, Malthe Boesen, Lukas Eg.
Kampens første 45 minutter på Middelfart Sparekasse Stadion blev sandt at sige ikke det store festfyrværkeri. Næstveds resultatmæssigt hårdt ramte mandskab stod i lange perioder dybt og lossede væk, men forsøgte også, mens det stadig stod lige på måltavlen, at presse Middelfarts lidt omorganiserede defensiv. Der var dog aldrig rigtig fare på færde foran Radzas bur, hvor Middelfarts bagerste kæde med Vetter, Greve og Boyum stod fast og hoppede højest.
Middelfart, der i 1. halvleg spillede ned mod skoven, forsømte lidt at presse Næstveds pindsvinestilling med nogle langskud og for mange driblinger endte ofte i en blokade eller en clearing. Middelfarts Lukas Eg var i spillehumør og testede sydsjællænderne flere gange med besnærende driblinger. Middelfarts indlæg fra fløjene var ikke præcise nok og i et par tilfælde løb noget, der lignede en farlig omstilling ud i sandet med en upræcis næstsidste aflevering.
Efter 5 minutter havde Benjamin Zjajo og Lukas Eg, der senere skulle blive dagens hovedpersoner, nogle kombinationer, hvor Zjajo var fri i feltet. Det tætteste på en scoring var Lukas Egs forsøg efter 26 minutter, hvor bolden på forunderlig vis ramte indersiden af nærmeste stolpe, gik på tværs af målet og så blev clearet. Efter 34 minutter havde Mads Greve hovedet på et godt forsøg, men ellers ikke så meget at berette. Middelfart gik i kabinen og skulle finde nye løsninger.
Fejende flot 2. halvleg
Middelfart kom anderledes determinerede ud efter pausen og lignede fra start et hold, der ville tromle Næstved og pille de sidste rester af selvtillid ud af de grønne, der har haft en svær sæson efter sidste års nedrykning fra NordicBet Ligaen. Der blev nu spillet op mod klubhuset og måltavlen.
Allerede i det 46. minut var Næstveds defensiv splittet for alle vinde, da Middelfart kombinerede sig flot igennem og Robert Kakeeto fik chancen helt fri midt for mål. Afslutningen gik himmelhøjt over målet. Et par minutter senere lignede det en blå føring, da bolden dansede tæt på målstregen, men den blev igen reddet efter tre forsøg.
Men det trak kraftigt op til scoring af hjemmebanefavoritterne og i det 50. minut kunne langt hovedparten af de 847 tilskuere endelig juble, da Lukas Eg, der var farlig i flere situationer og kørte rundt med de grønne forsvarere, driblede flere modstandere af tæt på feltet og afsluttede med et hårdt spark forbi Næstveds granvoksne keeper Jeppe Rømer, der ikke så bolden. 1-0 og nu var ballet endelig åbnet.
Der skulle kun gå 5 minutter, så var stillingen 2-0. Igen flere snævre kombinationer i højre side og inde i feltet lå Benjamin Zjajo og lurede på chancen. Han fik den og med et tørt fladt hug var keeper Rømer igen passeret og Næstved lignede et slagent hold. Efter 61 minutter lignede det en udbygning af føringen, da en triplechance glippede efter et godt gennembrud af Benjamin Zjajo, der havde tur i den i denne lørdag.
Efter 73 minutter var det Malthe Boesen, der var tæt på at øge sin målkonto, da han var fri – dog fra en lidt spids vinkel. Et par minutter senere var Benjamin på færde i venstresiden men hans følte afslutning tog desværre trekantsammenføjningen. I samme minut blev Lukas Eg, der blev kåret som kampens spiller, byttet ud med Elias Andersen. Efter 79 minutter var anfører Jacob Linnet, der igen leverede en stor indsats med mange løb og bidende tacklinger, tæt på, da han firsttimede en løs chance over mål.
Benjamin Zjajo, der også var en stærk kandidat til kampens spiller, gik efter 83 minutter solo gennem Næstvedforsvaret og fjernede enhver tvivl om resultatet med sin scoring til 3-0. Kort efter brugte træner Kim Engstrøm endnu to af sine udskiftninger, da Valdemar Kwasniak og Søren Eg kom på banen. Ud gik Jonas Villemoes, der igen viste tekniske lækkerier undervejs, og Noah Barholt.
Det blev en 2. halvleg på et højt niveau for Middelfart uanset modstandernes motivation og der var mange sekvenser med glidende kombinationer i højt tempo, der lover godt før de afgørende kampe. Tilskuerne fik god underholdning på denne lidt kølige majlørdag på Middelfart Sparekasse Stadion.
I kampens overtid viste Næstved lidt tænder, da de først ramte stolpen og dernæst tvang Casper Radza ud i en fin redning, der sikrede Middelfart endnu et clean sheet. 3-0 styrkede målforskellen, hvor Aarhus Fremad står stærkest med plus 32, Middelfart har plus 19 og Fremad A har plus 9. Bedre målforskel kan vise sig at være et point værd. Og Middelfarts serie af ubesejrede kampe blev udvidet til nu 11 – de sidste fire i Grundspillet og de 7 første i Oprykningspillet. Træner Kim Engstrøm har fået en god start på sit engagement i Middelfart.
Vi er som nævnt 2 point efter Aarhus F og 4 point foran Fremad A i den samlede stilling, som afgør oprykningen. Kigger vi isoleret på Oprykningspillet, ser stillingen sådan ud efter 7 kampe og med tre runder tilbage:
Middelfart 10-3 15 p
Aarhus F 15-4 13 p
AB 12-8 11 p
Fremad A 7-8 9 p
Skive 6-14 5 p
Næstved 4-17 4 p
Nu venter slaget mod Aarhus Fremad på Riisvangen Stadion lørdag 31/5 kl. 14.00. Fremad Amager har udekamp fredag 30/5 mod AB, som Middelfart møder ude i næstsidste runde 7/6. Mon ikke en del med blå sympatier overvejer en sviptur til Smilets By for at hjælpe Middelfarts flyvende tropper med at få smilene til at stivne på Riisvangen.
Tekst: Leo Jensen