Det er ikke hverdagskost for Middelfart Boldklub at spille turneringskampe så sent på året. Her sidst i november er Kong Vinter så småt begyndt at vise tænder og kroppen og benene er slidte efter en lang halvsæson, og det bliver også en kamp at få spillet færdigt, mens der stadig er lyst nok. Der er stadig to vigtige kampe tilbage inden vinterpausen og lørdagens kamp mod B.93 er årets sidste kamp på Middelfart Sparekasse Stadion.
Hjemmebanen har i årets løb lagt græs til mange vigtige kampe og sejre med den mest minderige i juni, da oprykningen blev sikret på en uforglemmelig dag i Middelfart med jubelscener på stadion og Rock under Broen til langt ud på den lyse sommernat. Efter de glade dage er det blevet anderledes alvor i de nye omgivelser i Betinia Ligaen, hvor Middelfart har haft svært ved at finde fodfæste og blot har noteret en enkelt sejr tilbage for to måneder siden i lokalderbyet mod Kolding IF.
Nu starter nedrykningskampen
Den dag i september så tingene lidt lysere ud efter de tre point og alle glædede sig til, at der nu forhåbentlig var kommet hul på bylden og der var udsigt til flere sejre og point, så Middelfart kunne markere sig i den højere række. Sådan gik det desværre ikke. Lige siden den vigtige sejr er det gået modstandernes vej i 6 omgange og 4-2 nederlaget i Esbjerg op til landskamppausen var sæsonens tiende i de 16 kampe.
Sportschef Søren Godskesen bemærkede, at nedrykningskampen starter nu. Af de resterende seks kampe i Grundspillet, hvoraf de fire sidste spilles til marts, er de fire af dem mod hold fra vores halvdel af rækken. Efter B.93 følger HB Køge ude, den første kamp til foråret er ude mod Aarhus Fremad, hvorefter følger Hvidovre og Lyngby fra toppen og vi runder af hjemme mod Hobro IK.
Potentielt er det 12 point mod nogle af de formodet direkte modstandere i Nedrykningsspillets 10 afgørende kampe. Og Middelfart kan med sejre være med til at holde de hold under stregen og så tæller sejrene jo næsten dobbelt. Og det kan passende starte med en revanche mod B.93, som vi mødte i kampen efter sejren over Kolding og faktisk ved den lejlighed med endnu en sejr kunne have hentet dem og to andre og hoppet fra 12. til 9. pladsen.
Den kamp vandt københavnerne 1-0 på et tidligt mål i 1. halvleg på deres midlertidige hjemmebane på kunsten i Sundby Idrætspark. En kamp hvor Middelfart ikke fik udnyttet flere fine chancer for at score og så gik det galt. B.93 har siden udbygget forspringet til Middelfart til 13 point, så det er nu, der skal slås til og opbygges en tro på, at der kan ændres på stillingen og at Middelfart med et stærkt forår kan skabe ny spænding om hvem der skal ud af Betinia Ligaen til sommer.
B.93 er gået fra banen med nederlag i de to seneste runder, 2-3 mod Esbjerg og 0-3 mod Lyngby, men havde en flot serie efter sejren over Middelfart. 2-1 ude over Aarhus Fremad, 2-2 hjemme mod AaB og en flot 1-0 sejr hjemme over Horsens.
De seneste opgør mellem de to hold var i sæsonen 2021-22, hvor B.93 vandt 4-0 hjemme i Middelfarts skrækkelige efterår med kun én sejr. Returkampen i Middelfart vandt hjemmeholdet 2-1 på mål af Lasse Thomsen og Marcus de Claville. Holdene gik i hver sit slutspil, hvorfra Middelfart måtte en tur i 3. division. Sæsonen efter fik B.93 ny træner, Kim Engstrøm, der i sin første sæson med holdet rykkede op i dengang NordicBet Ligaen. B.93 er i deres to sæsoner oppe sluttet på 9. pladsen begge gange.
Torsdag aften måtte Hobro på 11. pladsen se sig slået hjemme af Hvidovre og dermed kan den aktuelle afstand på 7 point op til dem ændres markant med en sejr lørdag. Holdene oven over, Aarhus F og HB Køge, mødes søndag i Aarhus.
Husk tidlig kampstart
Dommer i kampen er Frida Mia Klarlund og hun fløjter kampen i gang på det usædvanlige tidspunkt kl. 13.00 af hensyn til, at der bliver tidligt mørkt. Vejrprognosen melder tørvejr, skyet med en let vind og en køleskabstemperatur på ca. 5 grader. Kom og støt de blå i årets sidste kraftanstrengelse på Middelfart Sparekasse Stadion.
Tekst: Leo Jensen



