OPTAKT: Middelfart rækker ud efter førstepladsen

Håbet og drømmen om oprykning for Middelfart Boldklub er spiret og har vokset sig stærkere med det flotte forår, vi har oplevet og som stadig giver masser af solskinstimer. Middelfart har virkelig indrettet sig på solsiden i 2. division siden den lidt tøvende start tilbage i den råkolde, tidlige marts måned, hvor de første par kampe med røde kort og pointtab gav lidt bange anelser for resten af foråret.

Men den nye træner Kim Engstrøm, hans stab og ikke mindst spillerne fik derefter vendt en eventuel tvivl på Middelfarts chancer i topstriden i 2. division til fornyet tro på tingene og muligheden for at opfylde målsætningen om at spille med om oprykningen helt frem til sidste runde i midten af juni. Med fire sejre i de afsluttende fire runder over Nykøbing FC, Frem, Skive og HIK fik Middelfart effektivt lagt kursen om.

De gode resultater er fulgt med ind i oprykningsspillet, der startede med en lidt uheldig pointdeling i Skive efter sen udligning af modstanderne. De to Fremad klubber foran i tabellen øgede forspringet, men siden har Middelfart støt og sikkert sakset af forspringet for hver runde. Efter 3. runde og 3-1 sejren over Fremad Amager i duellen om 2. pladsen overtog Middelfart denne, ét point foran det i efteråret så suveræne tophold.

1-0 sejren i søndags ude over Næstved konsoliderede 2. pladsen, da Fremad A igen satte point til. Og da førerholdet Aarhus Fremad højst uventet for anden gang i foråret tabte til Skive IK, er kampen onsdag aften på Middelfart nu pludselig blevet en duel om 1. pladsen. Middelfart kan med en sejr nå á point med århusianerne, men passere dem gør vi ikke, da Fremad har en målforskel, der pt er 14 mål bedre end Middelfarts. Aarhus Fremad har plus 30 og Middelfart plus 16. Fremad A har plus 8 på deres målkonto.

En afgørende fase

Fornuftigt nok er både trænere og spillere i Middelfart indstillet på, at den næste kamp altid er den vigtigste og det er den, al forberedelse skal koncentreres omkring. Men alle ved også, at der fire dage senere venter en ny stor opgave, når Fremad Amager, der møder Skive på udebane tirsdag aften, søndag eftermiddag tager imod Middelfart i Sundby Idrætspark, der har oplevet mange dramaer gennem årene.

Når runde 5 og 6 er afviklet – Aarhus Fremad møder Næstved ude samtidig med kampen i Sundby – kan der måske besvares nogle flere spørgsmål om Middelfarts muligheder. De optimale resultater set med blå briller kan sende Middelfart på 1. pladsen med god luft til 3. pladsen – modsat kan vi også ligge nr. 3 igen før de afsluttende 4 runder. Alle kampe er supervigtige i denne afgørende fase.

Middelfart kan se tilbage på gode resultater i efteråret mod Aarhus Fremad i Grundspillet. Første opgør var i Gryden i 2. runde tilbage i august, hvor Middelfart vandt 3-1. 2-0 ved pausen på mål af Malthe Boesen og Lukas Eg, Fremad reducerede ved Thomas Mikkelsen i 2. halvleg, inden William Akpan med et kraftfuldt hovedstød! lukkede kampen i overtiden.

I oktober mødtes holdene på Riisvangen i Aarhus og Middelfart tog igen alle tre point. Et selvmål og William Akpan scorede til 2-0 i 1. halvleg og Fremads topscorer Anders Holvad reducerede til slutcifrene 2-1. Bemærk at Aarhus Fremad med 2. divisions bedste forsvar kun har lukket 19 mål ind, men har måttet se Middelfart score fem gange.

Aarhus Fremads flotte sejrsserie i foråret med 8 sejre er kun blevet plettet to gange. 0-1 i Skive i Grundspillet i marts og i fredags 1-2 mod Skive på Riisvangen. Gustav Callø var Fremads onde ånd med alle tre scoringer. Det var også Callø, der scorede langt inde i overtiden, da Middelfart spillede 1-1 i Skive i den første grundspilskamp.

Det bliver ikke noget problem at sætte Middelfarts trup op til kampen og Kim Engstrøm vil også sørge for, at kampens vigtighed ikke betyder, at spillerne glemmer at læse kampen undervejs – og at et uafgjort resultat ikke behøver at være et dårligt resultat. Fremad gør sig nok de samme tanker og det kan betyde, at Middelfart får bolden meget.

Der må forventes et stort publikum til den direkte duel om førstepladsen og dermed tryk på tælleapparaterne på Middelfart Stadion onsdag aften ved spisetid. Kom derfor i god tid og få mulighed for et sæde på den nye siddetribune. Sebastian Tornhøj Nielsen er dommer i topkampen og fløjter kampen i gang kl. 18.30. Vejrudsigten for onsdag aften siger ca. 14 grader, let skyet og let blæsende.

Tekst: Leo Jensen

'}}

Seneste nyheder

'}}
'}}
'}}
'}}