Efterårets eneste mandagskamp ligger af uransagelige grunde på en forventelig kølig novemberaften på dansk fodbolds vestligste forpost. Middelfart Boldklub oplevede lidt af det på en kold søndag i november for nøjagtig to år siden, da begge klubber spillede i 2. division. En sæson, hvor vi mødte Esbjerg fire gange og spillede tre resultatmæssigt jævne kampe (1-2 og 0-2 hjemme) og en med lidt mere forskel (0-1 den gang i november og 2-5 i april 24 på Blue Water arena). Esbjerg blev nr. 1 og rykkede op og Middelfart nr. 4 og ventede til sæsonen efter med at følge med op.
Måske kan lidt mere erfarne læsere huske et stort hit fra 90’erne med Guns N’ Roses – November Rain. Det lyder i omkvædet (med en minimal rettelse):
Nothin' lasts forever
And we both know luck can change
And it's hard to hold a candle
In the cold November rain
Vi ved ikke, om det regner mandag aften i Esbjerg. Men vi ved, at intet varer for evigt – heller ikke Middelfarts aktuelle nedtur med fem nederlag på stribe – og vi ved, heldet kan veksle – nu er det snart Middelfarts tur – og vi ved, at det er svært at holde håbets lys tændt, når der er modvind – på f.eks. en råkold novemberaften i Esbjerg.
Glem stillingen
Nu gælder det om få nogle gode oplevelser inden vinterpausen og noget af troen tilbage på, at vi kan følge med de andre hold i bunden. I endnu en runde var de andre resultater ikke med os – Hobro vandt og HB Køge nappede et point mere, så der nu er 7 (Hobro), 9 (HB Køge) og 10 point (Aarhus F) op til nærmeste i stillingen over os. Kampen i Esbjerg er den sidste kamp i runde 16. Middelfart har herefter B.93 hjemme efter landskampausen og HB Køge ude den sidste lørdag i november inden vinterpausen.
Stillingen og pointhøsten ser selvfølgelig ikke lovende ud og ligner faktisk lidt den overhaling, FC Roskilde fik om efteråret efter deres oprykning i sommeren 2024 sammen med Esbjerg. Sjællænderne fik mere tur i den og flere point i foråret, selv om det ikke rakte til en redning for vores tidligere træner Kristoffer Johannsens tropper, der i denne sæson igen ligger pænt til i toppen af 2. division.
Det er svært at være oprykker fra 2. division. Betinia Ligaen betyder større sportslige krav og den økonomiske afstand mellem klubberne er voksende, og det mærker vi nu for alvor. Vi var nogenlunde pænt med til og med sejren hjemme i runde 10 over Kolding, hvor vi i de følgende runder havde chancen for at overhale de øvrige bundhold med sejre. Det glippede på forskellig vis og pludselig begyndte konkurrenterne at vinde flere kampe – og så blev hullet mellem de øvrige hold og 12. pladsen slået.
Vi skal bruge det vi kan
Ingen orker længere at høre på de gode råd om at minimere fejlene i begge ender af banen, være kyniske i felterne, score i vores gode perioder osv. Alle ved det og alle vil så gerne udføre det. Kampen i sidste runde på Middelfart Sparekasse Stadion var et godt eksempel på, hvad der ofte er gået galt. 1-2 efter et kampforløb, hvor vi i 1. halvleg ikke scorer på et forsøg og der mangler noget markering i AaBs efterfølgende omstilling til 0-1. Ellers en god indstilling og bolden blev kørt fint rundt - dog uden de store chancer.
I 2. halvleg slås vi rigtig godt for at komme tilbage, får scoret et flot gennemspillet mål til 1-1 – og taber to minutter efter bolden i en mislykket forsvarsaktion, som AaB kynisk straffer til 1-2. Et hårdt slag så hurtigt efter den vigtige udligning og da vi fik chancen for at udligne igen på et straffespark kort før tid, svigtede koncentrationen og de 1-2 blev stående på måltavlen mod Superliganedrykkerne, der bestemt ikke var skræmmende.
Jacob Rasmusen er dommer på Blue Water Arena mandag aften med kampstart kl. 19. Prognosen er knap 10 grader, let vind og foreløbig meldes om tørt vejr de godt halvanden time på en kold novemberaften tæt på det store brusende Vesterhav.
Tekst: Leo Jensen



